Læsetid: 3 min.

Der er alt for mange fugle i Jonathan Franzens nye essaysamling

’Ved enden af verdens ende’ er en blandet fornøjelse
’Ved enden af verdens ende’ er en blandet fornøjelse

Sofie Holm Larsen

14. juni 2019

Jonathan Franzen er tosset med fugle. Det kan ingen, der læser hans seneste bog, Ved enden af verdens ende, være i tvivl om. Halvdelen af samlingens 16 essays handler nemlig om fugle, og Franzens interesse bringer ham vidt omkring. I Albanien møder han italienere på ulovlig jagt, i Kenya finder han unikke arter, og på vej til Antarktis lykkes det ham at omdirigere et helt skib, fordi han – måske! – har spottet en sjælden kejserpingvin.

Jeg havde forventet at læse en bog om klimakrisen, og der er da også en heftig præapokalyptisk stemning i teksterne. Forfatteren betegner sig selv som »depressiv pessimist« – et udtryk, der er både rammende og forståeligt, når man læser udsagn som »hvis jeg beregner den gennemsnitlige CO2-kvote der er nødvendig for at begrænse den globale opvarmning til to grader i dette århundrede, finder jeg ud af at bare det at holde en typisk amerikansk husstand kørende overskrider kvoten efter to ugers forløb«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu