Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad ville du gøre, hvis hele verden troede, du havde skrevet alle Beatles’ sange?

’Trainspotting’-instruktør Danny Boyle og ’romcom’-mester Richard Curtis’ nye film, ’Yesterday’, kunne godt have været lidt mere original og uforudsigelig. Men det er nu en sød, sjov og charmerende film om kærlighed og Beatles-sange
Jack (Himesh Patel) vågner efter en ulykke op i en verden, der ikke kender Beatles’ sange, og sammen med sin ven og manager, Ellie (Lily James), indspiller han en plade med alle gruppens største hits i Danny Boyles ’Yesterday’. Foto: UIP

Jack (Himesh Patel) vågner efter en ulykke op i en verden, der ikke kender Beatles’ sange, og sammen med sin ven og manager, Ellie (Lily James), indspiller han en plade med alle gruppens største hits i Danny Boyles ’Yesterday’. Foto: UIP

Jonathan Prime/UIP

Kultur
27. juni 2019

Hvad ville du gøre, hvis du en dag vågnede op og fandt ud af, at ingen andre end dig kendte til Beatles og deres udødelige sange? Ville du skrive sangene ned, lade, som om det var dine egne og bare nyde det, hvis du pludselig blev hyldet som den bedste sangskriver nogensinde?

Det er det dilemma, som Jack Malick (Himesh Patel) står over for i Danny Boyles charmerende og underholdende nye film, den romantiske dramakomedie Yesterday, der har manuskript af romcom-mesteren Richard Curtis.

Gennem snart mange år har Jack forsøgt at slå igennem som sanger, men som regel synger han for noget nær tomme huse, og spørgsmålet er, om han skal finde noget andet at lave. Hans ven og ’manager’, skolelæreren Ellie (Lily James), tror stadig på ham, hvorimod Jack selv reelt har givet op.

Men så bliver han kørt ned af en bus, og da han vågner igen – med et par tænder færre – er det i en verden, hvor ingen andre end han kender Beatles.

Jack tror ikke sine egne øjne og ører, da han spiller »Yesterday« for Ellie og et par andre venner, og de synes, at den er smuk, og tror, at det er hans. Jack indspiller en plade med en række Beatles-sange – som altså nu er Jacks – og da superstjernen Ed Sheeran (der meget morsomt spiller sig selv) kontakter ham, begynder en rejse mod stjernerne.

Og så er det, at Jack for alvor må spørge sig selv, om det nu også er okay at stjæle alle de udødelige sange, som verden tror er hans.

’Hey Dude’

Det er første halvdel af Yesterday, der er den bedste – præmissen er simpelthen brillant. Himesh Patel og Lily James er et godt par, og Danny Boyle får meget ud af Jacks frustration over ikke at kunne leve af sin egen musik og siden hans vantro over, at ingen andre ved, hvem John, Paul, George og Ringo er.

Det er morsomt at følge Jack, mens han desperat forsøger at huske teksterne til de mange sange: Hvad var det nu, Eleanor Rigby samlede op i den der kirke, og hvad var det, at fader McKenzie lavede ud over at skrive sin prædiken? 

Sjovest er to scener: Første gang, Jack forsøger at spille »Let It Be« for sine ikke voldsomt imponerede forældre, der aldrig for alvor har troet på hans sangskrivertalent, og hele tiden bliver forstyrret af telefoner og irriterende naboer.

Og da Ed Sheeran, der har bedt Jack om at varme op for sig til en koncert i Moskva, udfordrer ham til en sangskrivningskonkurrence. Hvem kan skrive den bedste sang på ti minutter? Det kan Jack, som sætter sig ved klaveret og ’finder på’ »The Long & Winding Road«, hvorefter Sheeran udråber Jack som vinder og noget slukøret selv går i seng. (Senere råder Sheeran i øvrigt Jack til at ændre titel på »Hey Jude« til ’Hey Dude’. Respekt for, at sangeren så friskt tager pis på sig selv).

Eviggyldige kvaliteter

Men i virkeligheden er det ikke Beatles, der for alvor interesserer Danny Boyle og Richard Curtis. Det er i stedet den romantiske historie, som står i centrum af Yesterday: Nemlig den aldrig udtalte tiltrækning mellem Jack og Ellie. De har været bedste venner i mange år, og først meget sent går det op for Jack, at Ellie har været forelsket i ham næsten lige så længe – og at han da vist også har følelser for hende.

Som sagt er Lily James og Himesh Patel et på alle måder tiltalende bekendtskab, og de passer godt til hinanden, netop fordi de er så forskellige, som de er. Man vil gerne have, at de finder sammen, men samtidig er deres kærlighedshistorie på en måde også filmens akilleshæl.

På et tidspunkt bliver det sagt, at det ikke er værd at leve i en verden uden Beatles’ sange, og det er en sandhed af de større. Men selv om Boyle og Curtis bestemt får demonstreret sangenes eviggyldige kvaliteter, forbliver de også en slags bagtæppe for en mere traditionel og forudsigelig romantisk fortælling om drengen og pigen, der har så svært ved at få sagt til hinanden, hvad de føler.

Det er en historie, Curtis før har fortalt i moderne romcom-klassikere som Fire bryllupper og en begravelse, Notting Hill og Love Actually, og selv om han er en ferm ordsnedker og situationskomiker – og da har ret i, at som Beatles synger, »all you need is love« – så kunne man måske godt have ønsket sig et mere originalt greb om både Beatles og det geniale udgangspunkt. Lidt mere kant i fortællingen. Hvad ville det reelt have betydet for verden og for verdens musik, hvis ikke Beatles havde eksisteret?

Det ændrer dog ikke ved, at Yesterday også er sød og sjov og svær at stå for, og at man forlader biografen i godt humør og med lyst til, ja, behov for at genhøre alle Beatles’ sange.

’Yesterday’. Instruktion: Danny Boyle. Manuskript: Richard Curtis. Fotograf: Christopher Ross. Længde: 116 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Benny Jensen

Tak for denne anmeldelse. jeg får da helt lyst til at se filmen. Hvem har ikke brug for at genhøre Beatles?
Jeg er dog religiøst overbevist om, at ligefedt hvilket univers man vågner op i, så vil de fire medlemmer altid eksistere og være de største. Alt andet ville være trist.

Eva Schwanenflügel og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar