Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gustav Mahler genskabt i hans egen klangverden

Gustav Mahler udarbejdede tre versioner af sin første symfoni. For første gang foreligger nu den anden version i en cd-indspilning med et fransk orkester, som spiller på instrumenter fra komponistens egen tid. Tilgangen er opsigtsvækkende, fordi den udfordrer vores vante forestillinger om, hvordan Mahler skal lyde
Under François-Xavier Roth har det franske symfoniorkester Les Siècles i de seneste år erobret en fremskudt position på den klassiske scene.

Under François-Xavier Roth har det franske symfoniorkester Les Siècles i de seneste år erobret en fremskudt position på den klassiske scene.

Ullstein Bild/Getty Images

Kultur
25. juni 2019

Det franske symfoniorkester Les Siècles, som her betyder tidsaldrene, har i de seneste år erobret en fremskudt position på den klassiske scene. Det er et såkaldt periodeorkester, hvor musikerne spiller på historiske instrumenter, i dette tilfælde fra tiden omkring 1900 plus/minus 20 år.

Under ledelse af François-Xavier Roth har orkestret vakt opmærksomhed med indspilninger af balletmusik komponeret til Sergej Djaghilevs Ballets russes i Paris, dvs. berømte partiturer af Stravinskij, Ravel og Debussy. Her var Les Siècles på hjemmebane, man spillede ud fra den franske tradition og på franskbyggede instrumenter. Det var Roths grundlæggende idé, at man skulle spille originalversionerne af disse partiturer, dem hører man sjældent, og deres instrumentation er ofte mindre kompakt end i de definitive versioner.

Nu har Roth & Co. krydset grænsen østover og skiftet til tyske og wienske instrumenter anno dazumal for at realisere en Mahler-drøm, og også det er lykkedes på imponerende vis. Det drejer sig om hans første symfoni, ikke den endelige version (1896) vi kender fra utallige indspilninger og koncertopførelser, men en tidligere (1893) som bærer titlen Titan, en tonedigtning i symfoniform. Den største forskel mellem de to versioner er den korte lyriske sats Blumine, som Mahler valgte at skrotte. Men den blev fundet frem i 1966, og i Les Siècles’ indspilning er den omsider blevet indsat i den oprindelige sammenhæng og klangverden.

Mahlers dunkle vision

Titan og Symfoni nr. 1 er altså ikke identiske, men de forløber stort set ens, når man undtager Blumine. Og tonedigtningen og symfonien deler en grundfortælling om et heroisk menneske og hans liv, lidelser, kampe og nederlag. Mahler trækker på egne værker, helt afgørende sangkredsen Lieder eines fahrenden Gesellen (1885), og man kan spore påvirkninger fra de romantiske forfattere E.T.A. Hoffmann og Jean Paul Richter. Titan kunne være hentet fra en af den sidstnævntes romaner.

Et hovedtema er den tragiske ironi, dette med at fremstille en forkert verden, at udtrykke sig med spot og parodi, som det især sker i dødsmarchen med Mester Jakob-melodien i mol. Hvorom alting er, så er det værd at fremhæve, at Mahler i sidste instans ikke ville høre tale om et konkret program for sin symfoni og udtrykte det på denne måde i 1896:

»Min trang til at udtrykke mig musikalsk-symfonisk begynder først dér, hvor de dunkle fornemmelser hersker, ved porten som fører ind i den ’anden verden’; den verden hvor ting ikke mere opstår gennem tid og sted.«

Mahler opstiller nu selv et vejskilt ind til denne verden. Over dødsmarchen skrev han noget kryptisk »på Callots manér«. Jacques Callot var en fransk kobberstikker fra begyndelsen af 1600-tallet, han skabte billeder af en ‘forkert’ verden, hvor smuds, ækelhed, skinhellighed og ondskabsfuldhed dominerer. Et af dem er Den hellige Antonius’ fristelser, der forestiller et makabert optog med et mylder af dæmoniske gestalter i et næsten virkeligt naturlandskab.

Callot-forskeren Edwin DeTurck Bechtel var den første, der pegede på forbindelsen mellem dette billede og Mahlers dødsmarch. Og det er interessant, at bookletten til Les Siècles’ cd netop gengiver Callots radering, dog uden at referere til sammenhængen i noterne. Alligevel: Dette kunne være Mahlers dunkle vision i hans første vældige symfoniske begyndelse, mægtigere end så at sige alle andre komponisters første forsøg i genren.

Forfinet og behersket ånd

Den første sats åbner med en magisk forårsstemning, orkestret anslår naturens grundtone, det sitrer, dæmrer og vågner. Mahler giver os forestillingen om, hvordan det er at være ét med naturen og dens lyde, også lyde af menneskets tilstedeværelse.

François-Xavier Roth mestrer dette sceneri fremragende, de historiske instrumenter kan efterkomme de uhyre svage styrkegrader, klangfarverne er rene, rumperspektivet er klart defineret. Ud af gøgens motiv vokser allegroens tema, og den efterfølgende udvikling holder Roth i behersket kontrol efter Mahlers anvisninger, hvorfor den afsluttende forårsjubel virker så meget desto mere forløsende.

Den for de fleste ukendte Blumine er et charmerende bekendtskab med dette orkester. Det er, som navnet antyder, et blomsterstykke, som glider smukt afsted i en roligt bølgende puls, med en parade af bedagede soloinstrumenter: trompeten, oboen, fløjten, klarinetten og hornet. Og heroverfor står strygerkorpset med strenge af tarm i stedet for metal, som befordrer en subtil artikulation og overtonerigdom.

Lige så overraskende er det at høre en anderledes balance i scherzoens højrøstede passager. Det skyldes dels, at hornenes tilstedeværelse ikke er så dominerende som i den mere kompakte definitive version, dels at de historiske wienerhorn byder på et mere begrænset volumen end moderne horn. Og det giver i det hele taget anledning til at spekulere på, om Mahler ville billige det spektakel, hans symfonier ofte udsættes for i vore dage. I denne indspilning og denne sats gennemstrømmes alt af en forfinet og behersket ånd.

Fra Helvede til Paradis

Man må også beundre det bløde, mørke klangrum i dødsmarchens flydende kadence, hvor selv den indtrængende klezmermusik ikke får lov at skeje ud. Roth kommer med denne intense diskretion tæt på den tragiske ironi, som omtales ovenfor, tilmed tæt på hvad Mahler selv fremhævede ved satsens stemning: At den særlige instrumentation kom til at udøve en sælsom, uhyggelig virkning på ham.

Det kan således heller ikke overraske, at også den begivenhedsrige finale kommer fra en anden, svunden klangverden med disse dygtige franskmænd. »Fra Helvede til Paradis,« skrev Mahler over satsen i denne version.

Helten er fuldstændig forladt og kæmper en grusom kamp med sorgen i verden. Gang på gang bliver han slået ned af skæbnen, kun i døden vinder han sejren. Det er en gigantisk finale med nostalgiske og dæmoniske sider, og Mahler bruger hele arsenalet af orkestrale virkemidler. Blot bliver man ikke blæst bagover af Roths styrker, sådan som det sker med vor tids potente messingblæsere. For strygernes vedkommende tror jeg ikke, at jeg før har hørt så mange finjusterede nuanceringer undervejs, og helt generelt er styrkegraderne efter vor tids lyttevaner sat et par streger ned over hele linjen.

Det er en opsigtsvækkende tolkning af Mahlers første forsøg i den symfoniske genre, for denne tilgang åbenbarer nye indsigter og klangregier i Mahlers univers i forhold til, hvad vi er blevet fodret med i de sidste 50 års pladeindspilninger. Roth og Les Siècles agter at tage flere etaper i deres Tour de Mahler, og jeg kan kun anbefale, at man følger dem tæt.

Gustav Mahler: ’Titan. Eine Tondichtung in Symphonieform’ (tidlig version af Symfoni nr. 1). Les Siècles under François-Xavier Roth. Harmonia Mundi CD. Kan høres på Spotify.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her