Et indisk studie i internaliseret racisme

Det tabte land, skrevet af Kiran Desai i 2006 og vinder af Bookerprisen samme år, handler helt grundlæggende om kolonialismens gennemgribende indvirken på den både kollektive og individuelle indiske identitet.

Vi følger den forældreløse teenagepige Sai, der flytter ind hos sin morfar i hans faldefærdige rigmandsvilla i Himalaya-bjergbyen Kalimpong. Her pudrer de støvede, Grand Marnier-drikkende rester af den anglofile overklasse sig med lyserødt og ser BBC og diskuterer postkolonial litteratur, mens de overbeviser sig selv og hinanden om, at det dårlige er blevet bedre, mens det gode er ved det gamle i old India.

Sais morfar, dommeren Jemubhai Patel, er en forkvaklet mand, der lever i en form for bitter resignation med sin underdanige kok og sin elskede racehund efter et langt arbejdsliv i den indiske centraladministration. Der er bare det med det gedigne identitetsmæssige ungdomstraume i bagagen. Ham, der skulle have været sin familie, sin slægts og sin hjembys stolthed, blev en angstplaget Cambridge-studerende i det England, som han troede var alt, men som isolerede ham, ignorerede ham og rykkede væk fra ham i bussen, mens det fuld af foragt holdt sig for næsen. På grund af karryen.

Sarkastisk teatime

Romanen begynder i det engang storslåede, nu termitudhulede hus en skæbnesvanger dag et sted i begyndelsen af 1980’erne, hvor unge underklassedrenge fra den nepalesiske oprørsbevægelse, Gorkha National Liberation Front, plyndrer Dommerens hus for rifler, sprut og Ponds koldcreme og tvinger den ærværdige gamle mand til at servere te og Mariekiks for dem. Sarkastisk teatime.

Kiran Desai: ’Det tabte land’.

»Det var frygteligt at se en stolt mand blive kuet på den måde. Han kunne finde på at dræbe vidnerne.«

Kokken er et krybende væsen, som drager omsorg for Sai, men hvis hjerte og naive håb er uløseligt bundet til sønnen Biju, der i sin fars blårstukne øjne bygger et nyt og godt liv for sig selv – og måske en dag for ham – i Amerika.

Virkeligheden er en anden, og en virkelighed, som Biju deler med horder af hemmeligt skuffende sønner, hvis eneste valg er, hvorhenne de skal være nederst i fødekæden.

Internaliseret racistisk logik

Det tabte land er interessant læsning, fordi forfatteren har noget spændende at sige om at være et indisk menneske fanget i en uløselig statusmæssig catch 22, hvad enten det drejer sig om emigranterfaringen, køn eller det postkoloniale identitetskaos. Som kunstnerisk oplevelse er det bare en alt for langtrukken, ujævnt dansende og søgt finurlig sproglig oplevelse. Men hovedanken er dog de hule karaktertegninger.

Det er, som om Desai overlæsser sine personer med quirky, indforstået dialog og excentriciteter, der er som en farvestrålende eksplosion i ens sind. Som en slags litterær Holi-festival, der efterlader forestillingsevnen overanstrengt.

Vi føler aldrig med Sai, selv om hun er alene uden andre holdepunkter i livet end sin følelsesmæssige krøbling af en morfar og kokken, som kun er til låns. Vi nærmer os kun en anelse mere kokkens søn Biju, der slider som et uønsket bæst i New York. På Gandhi Café arbejder Biju under slavelignende forhold for ærgerrig, indisk opportunist ved navn Harish Harry, der lader de illegale mænd, der forventes at være taknemmelige, sove i det rotteinficerede køkken. Biju møder ingen medlidenhed. Han møder ’hvis livet som illegal immigrant var så svært, så ville der nok ikke være så mange’-attituden.

Biju fortvivler.

»Men det VAR så svært, og ALLIGEVEL var der så mange her. Det var frygteligt frygteligt svært. Millioner risikerede livet, blev ydmyget, hadet, mistede deres familier – men ALLIGEVEL var der så mange her.«

Personernes indre liv forsvinder på paradoksal vis i den almene fortælling. Det er paradoksalt, netop fordi det er en pointe hos Desai, at selve antallet af indere – den enorme mængde af mennesker, der bor i Indien, og den enorme mængde af indiske emigranter – i sig selv udgør en udfordring for at tænke det indiske individ ind i samme moralske verden som det vestlige individ.

Bogen er god, når Kiran Desai prøver at være en klog forfatter frem for en god forfatter. Det, hun lykkes med, er at vise, hvordan hadet bliver til selvhad. Og i det indiske selvhad mødes høj og lav, rig og fattig. Kokken svælger i sin fornedrelse og lader sig masochistisk sønderbanke af sin chef Dommeren, der forsøger at banke inderen ud af sig selv ved at ydmyge sit tyende, som han engang ydmygede sin chanceløse tvangsægtefrue, der har begået den synd at være inder og kvinde på samme tid.

»Hvide mennesker så rene ud, fordi de var hvidere,« konkluderer Biju med internaliseret racistisk logik for burhøns i sit ensomme eksil.

Kiran Desai: ’Det tabte land’. Oversat af Thomas Harder og udgivet på Linhardt og Ringhof i 2008