Læsetid: 4 min.

Iris Gold og Jada viser internationalt Mariah Carey-format med deres forførende stemmeføring

Danmark har hidtil været divaløs, men med to debuterende r&b-sangerinder er der håb for fremtiden
Den danske albumdebutant Iris Gold har allerede optrådt på både Roskilde Festival og – her på billedet – i haven ved Élyséepalæet, hvor hun var indbudt af præsident Macron den 21. juni i år.

Den danske albumdebutant Iris Gold har allerede optrådt på både Roskilde Festival og – her på billedet – i haven ved Élyséepalæet, hvor hun var indbudt af præsident Macron den 21. juni i år.

Xavier Popy/Ritzau Scanpix

28. juni 2019

Divaer er en mangelvare i dansk musik. Indtil nu har vi ikke rigtig været leveringsdygtige i en sangerinde, der med gudeskønne sangtriller og forførende karisma kan måle sig med giganter som Beyoncé og Adele.

Jeg har rystet min hjerne og gennemrodet min hukommelse, men jeg kan ikke komme i tanke om en eneste dansk pendant til Alicia Keys. Ikke én, hvis vokale råstyrke tilnærmelsesvis kommer op i Whitney Houstons vægtklasse.

Men det betyder jo ikke, at musikere og pladeselskaber herhjemme ikke savler for at kunne give verden netop det: en ung Mariah Carey, der kan ramme højere toner end hjemstavnens geografiske beliggenhed med en attitude, der er mere cool, end vinternætterne er flest.

Lytter man til de to stilmæssigt forskellige, men lige højthigende r&b-solister, Iris Gold og Jada, er der måske ved at ske noget på den front. Selvtilliden, viljestyrken og ambitionerne fejler i hvert fald ingenting hos de to debuterende sangerinder. De er cool med cool på – på hver deres måde.

Skøn skønsang

Jada er en popstjerne in spe, hvis sikre sangstemme rummer et utal af følelsesmæssige facetter. Med en sikker sans for tonale finesser skaber hun sit eget himmelstræbende skønhedsideal for skønsang.

Bag det korte kunstnernavn (der udtales ’jey da’ med amerikansk swung – ikke overbærende på fladt dansk) gemmer sig en konservatoriestudine med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard fra Bisserup på Sydsjælland.

Efter at have udgivet to singler, spillet en række opsigtsvækkende koncerter og været sygemeldt med stress, har hun i foråret raget en stor del af årets hædersstatuetter til sig ved diverse prisfester: to Steppeulve og to talentpriser, henholdsvis P3 Guld og Carl-prisen, der uddeles af de danske musikforlæggere. Så det er ingen overdrivelse, at forventningerne til hendes debutalbum er høje.

Det har fået titlen I Cry A Lot, og der er da også en klar overvægt af tårekanalstirrende kærlighedsballader på.

Når man fraregner den instrumentale intro og en kort indlagt fløjtetrille, består I Cry A Lot af syv sange. Men kort kan også gøre det, når man har en stor stemme, man har brugt en stor del af sit 25-årige liv på at optræne og forfine.

Produktionen er ren, storladen og blød. Der er sværmeriske synthakkorder og digitalt slebne fingerknips. Og der er tænkt i at give rigelig plads til Jadas moduleringer, rumklangen og ekkoerne.

På »Tonight« kommer hun helt dybt i sit register og ud i lange, lidenskabelige fraseringer, før hendes tunge åndedræt splittes af en syntetisk ulmen og boblen. Det er indfølt og overbevisende.

Motiverne er genkendelige: kærlighed og ensomhed.

Og teksterne er udformet som det meste poplyrik: Der er et jeg, der synger til et du om deres relation og dets komplikationer. Men det er et stræbsomt jeg, der på trods af både indre og ydre modstand insisterer på sit eget værd som på førstesinglen »Keep Cool« og på den sensuelt indsmigrende »Sure«, hvor hun synger til en boy, der ikke helt kan bestemme sig for, hvor meget han egentlig vil hende. Hun er dog selv sikker på, at alt hans tvivl vil komme til skamme, når han først giver sig hen til hende. Samme sikre tiltro til egne evner lyser ud af numrene på I Cry A Lot.

Festlige vibrationer

Iris Gold er mere dansetrold end en diva. Mere M.I.A. end Mariah Carey. Hendes baggrund er som hendes musik spraglet og interkulturel. Med en far fra Jamaica og en mor fra Indien er hun opvokset på blandt andet Christiania. Og hun har som voksen boet i både London og L.A. for at forfølge en musikalsk karriere, der – selv om hun kun lige er albumdebuteret – allerede har været i gang længe.

Hun har varmet op for blandt andet Taylor Swift og Robbie Williams, og hun måtte udskyde at fejre udgivelsen af Planet Cool, da hendes debutplade udkom samme dag, som den franske præsident Macron ville have hende til at optræde i sin baghave.

Men Iris Gold er ikke til fals for kendishype og namedropping. For som hun synger på åbningsnummeret »Own Vibe« er hun fløjtende ligeglad med falske smil, og hvem der kender hvem.

Hendes kælent slentrende og nasalt karikerede vokal bakkes op af kor og dramatiske soulblæsere. Således slår hun fast fra start, at hendes projekt er at skabe gode vibrationer og festivitas.

Hun har charme, selvtillid og vind i sin afro. Og hun kender alle trin i opskriften på, hvordan man får et dansegulv til at koge over, så det sprøjter og syder af livsglæde og energi.

Stilmæssigt lader hun sig på ingen måder begrænse. Hendes lyd er en farverig mosaik af funk, soul, reggaeton, episk stadionrock og hiphop. Der er håndklap og heppekor og rap med stærk britisk accent, der kan lyde både som Little Simz og Cut’N’Move.

Og så er der højt til loftet i teksterne, der også har spræl og kant som på titelnummeret »Planet Cool«, hvor omkvædet lyder:

»Sky’s the roof in every room
 On Planet Cool
Dolly Parton Sings the news
On Planet Cool
Remake the rules it’s what we do
On Planet Cool
«.

Iris Gold: ’Planet Cool’ (Playground Music).

Jada: ’I Cry A Lot’ (Universal Music/Virgin Music Denmark).

På Jeurus EP er der mørkt, og pludselig dødsens stille – men også fuldt af små, glitrende lyspletter – akkurat som en decembernat.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu