Læsetid: 5 min.

Jomfruhinder og grænseløs magi

30 år efter udgivelsen i Iran udkommer eksilforfatterens Shahrnush Parsipurs ’Kvinder uden mænd’ på dansk. Det er et fuldkommen magisk og enestående stykke litteraturhistorie, man skal bære på kroppen som en talisman
7. juni 2019

Et af de mest tilfredsstillende øjeblikke for mig som litteraturanmelder, er, når jeg har fået lektier for af min redaktør, og lektierne – som man slet ikke anede var på pensum – viser sig at være verdens bedste frikvarter. Sådan er det på alle mulige og tænkelige måder med iranske Sharnush Parsipurs Kvinder uden mænd.

Det er en roman, som jeg faktisk har svært ved at skrive om, fordi jeg er blevet så forelsket i bogen, hovedkulds, at jeg bare gerne vil ligge i sengen og bladre og citere og rulle rundt med mit nye kærlighedsobjekt, men det nytter jo ikke rigtigt, vel? Det er så nemt at skrive om de problematiske, irriterende bøger, blikket har nemmere ved at fange alle de steder, hvor tingene ikke virker, men når noget bare fungerer til overmåde, så sker det jo gnidningsløst, som en strøm, der bare flyder – og hvad skal man så sige andet end kluk, kluk, kluk?

Men okay, jeg hører det, det går jo ikke. Så lad mig starte med at være lidt faktuel.

Min nye yndlingsroman har faktisk eksisteret i 30 år, udkom i 1989 i Iran, hvor den – blandt andet på grund af sine direkte beskrivelser af kvindelig seksualitet og jomfruhinder (eller mangel på samme) – blev en kontroversiel undergrundssucces. Og hvad gør man i Iran, når noget bliver en kontroversiel undergrundssucces? Så forbyder man den selvsagt – og Kvinder uden mænd er faktisk stadig bandlyst i Iran den dag i dag. Forfatteren har naturligvis også været fængslet ad flere omgange og lever i dag i eksil i USA.

At få oversat en persisk roman til dansk har heller ikke været nemt, forstår man på romanens oversætter, den dansk-iranske Nazila Ghavami Kivi. Det har krævet mange års benarbejde at få et dansk forlag til at satse på Parsipur. Men efter årevis af modvilje sker det så endelig som en del af Gyldendals Skala-serie – der består af oversete, udenlandske hovedværker fra det 20. århundrede – og Nazila Ghavami Kivi har gjort et fremragende stykke arbejde. Kivi – som vi også kender som anmelder og skribent på Politiken – har ikke bare oversat romanen skarpt og lydefrit til dansk, hun har også skrevet et grundigt og begavet efterord. Man mærker, at arbejdet har været udført med begejstring og hjerteblod. Jeg sender takkesange og hjerter hele vejen!

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd.

Saxo

Årsagen til, at Kvinder uden Mænd forekommer mig så fremragende, er at den – som de bedste bøger – overskrider alle mulige grænser og ideer om, hvad litteratur skal eller kan være. Man kan sagtens sige, at Kvinder uden mænd er politisk, queer eller feministisk, for det er den, men man kan også sige, at den er det modsatte, at den udfolder sin helt egen verden, der spirer inden for den magiske realisme, eventyret eller er en opvisning i mytologiske fantasifuldhed.

Det er som iransk politik, der møder fortællingerne fra Tusind og én Nat. Der er noget brutalt, hårdtslående og nøgternt, der møder en eventyrlig magisk verden, hvor alt kan ske. Og så er den også virkelig humoristisk! Det er en ret sjælden kombination. Den eneste forfatter, jeg har læst, der minder mig lidt om Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd er Margurite Yourcenars fabelagtige Orientalske noveller, hvilket jo faktisk er en anbefaling i sig selv.

Kvinder uden mænd var oprindeligt skrevet som sammenhængende noveller til tidsskrifter, og det mærker man let i den skarpt skårne komposition, der på sin egen særegne vis går lige til stålet – men altid på magisk vis.

Kvindefællesskabet i Teheran

Vi har at gøre en med en række vidt forskellige kvinder fra Teheran: en prostitueret, to gammeljomfruer, en rig enke og sidst – men ikke mindst – en kvinde, der gerne vil være (og naturligvis bliver) et træ. Jep. Kvindernes livshistorier fletter sig ind i hinanden, ikke mindst i den paradisiske have, som den rige enke erhverver sig, efter at hun uforvarende har dræbt sin mand. Meget sigende for det meget lidt romantiske livssyn, som romanen fremskriver, skete det, fordi manden for første gang i årevis så på sin kone med kærlighed og kaldte hende ’skat’. Det blev konen så forfærdet og overrasket over, at hun slog ham i maven. Hvorefter han rullede ned ad trapperne og blev dræbt.

Sådan sker der så mange tragikomiske og sære ting i Kvinder uden mænd: En jomfru kaster sig ud fra et højhus, da hun finder ud af, at jomfruhinden ikke eksisterer. At der bare er et hul. I 28 år har hun passet sådan på sin hinde og aldrig klatret i træer – og så viser det sig, at den slet ikke findes. Hun kaster sig ud fra højhusets top, dør og genopstår. Det første hun gør som genopstanden er at læse en fagbog om et tilfredsstillende sexliv. Så går hun hjem og bliver myrdet af sin bror, bliver begravet i baghaven, men ved hjælp af sort magi og en talisman genopstår hun endnu en gang. Og så vandrer hun ud af byen, bliver voldtaget (hvilket hun ikke tager så tungt, men hun er jo også død og ved, at der ikke findes en jomfruhinde) og finder ud i kvindefællesskabet i haven uden for Teheran.

Jeg kunne blive ved. Den her bog er klart den sjoveste bog at skrive handlingsreferater fra, fordi det går op for en – når man refererer handlingen – hvor udkokset det egentlig er, dét, der sker.

Derfor må jeg citere fra det afsnit, hvor den rige enke samtaler med en ejendomsmægler, der fremviser hende huset med haven, de senere alle samles i. Huset sælges til en uhørt god pris, og her finder enken ud af, hvorfor – der står nemlig noget usædvanligt i baghaven:

»’Men det her er jo ikke et træ, det er et menneske.’

’Det er i sandhed rigtigt. I virkeligheden er det stakkels træ … faktisk er det den forrige ejers søster.’

’Hvor mærkeligt,’ sagde Farrokhlaqa.

’Ja, sådan er det. Staklen blev sindssyg og plantede sig selv i jorden.’

’Men det går da ikke. Hvis hun er sindssyg, må hun da indlægges på en anstalt.’

’Det er det, der er problemet. Staklen blev væk sidste efterår. Familien ledte efter hende overalt uden at finde hende. I starten af sommerferien tager de ud i haven igen for at komme lidt væk. Her opdager de, at den arme pige har plantet sig selv i jorden. De tænker, at hun må være blevet sindssyg. Men frue, lige meget hvor meget de prøver at få hende op af jorden, lykkes det ikke.’«

Nej, det lykkes heldigvis ikke. For hvad der senere sker, har kun Parsipur fantasi til at forestille sig – men hun lykkes til gengæld helt igennem eftertrykkeligt med det og så meget andet i Kvinder uden mænd. Must read!

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd. Oversat og med efterord af Nazila Ghavami Kivi. 188 sider. 200 kr. Gyldendal

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu