Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Kannibalens lov’ går til kamp mod diktaturet

I ’Kannibalens lov’ har Sune de Souza Schmidt-Madsen fat i en spændende historie, hvis handlingstråde desværre aldrig knyttes sammen i et litterært mønster
Kultur
14. juni 2019

Det kan som bekendt være en dyd at fatte sig i korthed. Andre gange fortjener en historie god plads til at folde sig ud og bundfælde sig hos publikum. En sådan størrelse er fortællingen i Sune de Souza Schmidt-Madsens debutroman Kannibalens lov. Eller rettere fortællingerne, som forfatteren kæmper bravt med at få til at hænge sammen på litterær og plausibel vis.

Sune de Souza Schmidt-Madsen: ’Kannibalens lov’.

Det starter på brasilianske São Paulos Rua Maestro Cardim i en ambulance, der må standse og vente på en bilkortege anført af et ligtog og efterfulgt af militærpoliti på motorcykler.

»De levende må vente på de døde,« siger ambulanceføreren, men hvorfor romanen skal begynde hér, står hen i det uvisse.

Hverken de vise ord eller ambulanceføreren spiller nogen rolle i bogen, hvis jegfortæller, en ung dansker, i øvrigt på samme tid står og venter mere end tyve minutters kørsel derfra – ved indgangen til kirkegården – og derfor næppe kan have hørt, hvad der er blevet sagt bag rattet.

Enkelte andre steder præsenteres vi af handlingsmæssige årsager for lignende synsvinkelbrud, men her virker det som et ekstra forstyrrende element ved en i forvejen løs og forvirrende indledning. Over romanens første ti små sider springer vi således fire-fem gange tilbage i tiden, inden fortælleren endelig giver os lov til at trække vejret og lære ham lidt at kende:

»Jeg ankom til Brasilien i begyndelsen 1970. Året før havde været det værste år i mit liv,« siger han og beretter, at først døde hans mor af hongkonginfluenza, derefter skubbede han kæresten fra sig, og da faren havde drukket sig ihjel, droppede han Navigationsskolen og rejste til Brasilien.

Her opholdt faren sig kortvarigt som ung og fandt en kæreste. Vi aner selvfølgelig nok, at fortælleren på et tidspunkt vil forsøge at finde denne kæreste, men inden da opsøger han Viktor Holbrandt, manden der indledningsvis skal begraves.

Baseret på sand historie

Sune de Souza Schmidt-Madsen, der til daglig er forlagschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof, skriver i sit efterord, at romanen er »fri fantasi, men inspireret af begivenheder under diktaturet 1964-1985, særligt omstændighederne omkring den danske forretningsmand Henning Albert Boilesen«. Som romanens Viktor Holbrandt var Boilesen med til at omstyrte den demokratiske regering og indføre militærdiktatur, inden han blev myrdet af guerillaer i 1971.

Det er denne historie, fortælleren involveres i, da han opsøger Holbrandt – der har bokset med faren som ung – og bliver ansat som dennes fortrolige chauffør.

Romanes dramatiske drivkraft er naturligvis spørgsmålet om, hvordan Viktor Holbrandt er død, og for at finde svaret føres fortælleren og dermed læseren ud ad flere kringlede omveje, hvoraf turen til den lille landsby Brejo Santo, hvor farens gamle flamme måske opholder sig, er den mest vellykkede.

Her rammer Sune de Souza Schmidt-Madsens lyriske pen plet, som når »gadens pulserende liv bliver til en stille sang af silende vand, der løber langs den åbne rendesten. Jeg ligger i mørket og lader lyden gennembløde mig, til jeg glider ind i søvnen«.

Skarpe tidsmarkører

Det ville være synd at røbe mere af den spændingsintrige, der præger særligt sidste del af bogen, hvor fortælleren mere eller mindre frivilligt involveres i kampen mod diktaturet og dermed Holbrandt. Til gengæld er det også synd, at de Souza Schmidt-Madsen ikke har gjort mere ud af denne intrige.

Som anmelder skal man naturligvis passe på med at forholde sig til den bog, man ikke fik, men i betragtning af hvor rigt et materiale forfatteren har fingre i, kan jeg mærke en vis ærgrelse over, at han ikke har skruet op for ambitionerne og skrevet en dansk pendant til eksempelvis Martin Cruz Smiths Gorky Park eller C.J. Sansoms Vinter i Madrid. Tykke romaner, der giver plads til deres store fortællinger.

Flere steder tegner Sune de Souza Schmidt-Madsen et levende portræt af et splittet og smukt land, ligesom tidsmarkørerne er doseret med sikker hånd. Fortælleren bliver kaldt Fitipaldi efter den brasilianske racerkører, der slog igennem i 1970, samme år som Brasilien med Pelé i spidsen vandt sin tredje VM-finale – »første gang en kamp kan transmitteres direkte i farver,« som fortælleren bemærker – og på natklubberne bliver der spillet Mungo Jerrys »In the Summertime«.

Ikke desto mindre sidder vi tilbage med en farverig, men aldrig for alvor fængende roman, der kun lige akkurat fortjener betegnelsen ’en lovende debut’. Går turen til Brasilien, bør man naturligvis ikke snyde sig selv for at læse Kannibalens lov, men Sune de Souza Schmidt-Madsens kærlighed til og interesse for Brasilien formår desværre ikke for alvor at forvandle sig til helstøbt litterært værk.

Sune de Souza Schmidt-Madsen: ’Kannibalens lov’, Lindhardt og Ringhof, 272 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her