Læsetid: 3 min.

Kattefugl handler om at miste et menneske, som ikke dør

Autofiktiv roman om paradokset i at miste, selv om den mistede ikke er død
14. juni 2019

Sorgen er en have, og når du går ud af den have, har du en gave med.

Det er en neuropsykolog på Hvidovre Hospital, som siger sætningen til fortælleren i Kristiane Hauers roman Kattefugl. Måske er det den samme neuropsykolog, som i Caroline Albertine Minors novelle »Sorgens have« citerer det samme kinesiske ordsprog: Du forlader sorgens have bærende på en gave.

Begge fortællinger handler om at miste, selv om den mistede ikke er død. Det er det paradoks, som den unge kvinde i Hauers roman forsøger at forstå eller acceptere:

»Min bror var ikke død, men han var heller ikke den, han havde været. Min bror fandtes og fandtes ikke længere.«

Lillebroren ligger i koma efter en cykelkollision med en flugtbilist og vågner først efter lang tid op, og da med en hjerneskade.

Ødelagt tidsopfattelse

Der er en ro over Hauers roman. Fortælleren tager sig god tid. Det er, som om tempoet er skruet ned, for eksempel når hun beskriver den sprøde lyd, det laver, når en hjerneskal rammer asfalt – altså den lyd man selv, måske, hører, når hovedet rammer asfalten:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu