Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kattefugl handler om at miste et menneske, som ikke dør

Autofiktiv roman om paradokset i at miste, selv om den mistede ikke er død
Kultur
14. juni 2019

Sorgen er en have, og når du går ud af den have, har du en gave med.

Det er en neuropsykolog på Hvidovre Hospital, som siger sætningen til fortælleren i Kristiane Hauers roman Kattefugl. Måske er det den samme neuropsykolog, som i Caroline Albertine Minors novelle »Sorgens have« citerer det samme kinesiske ordsprog: Du forlader sorgens have bærende på en gave.

Begge fortællinger handler om at miste, selv om den mistede ikke er død. Det er det paradoks, som den unge kvinde i Hauers roman forsøger at forstå eller acceptere:

»Min bror var ikke død, men han var heller ikke den, han havde været. Min bror fandtes og fandtes ikke længere.«

Lillebroren ligger i koma efter en cykelkollision med en flugtbilist og vågner først efter lang tid op, og da med en hjerneskade.

Ødelagt tidsopfattelse

Der er en ro over Hauers roman. Fortælleren tager sig god tid. Det er, som om tempoet er skruet ned, for eksempel når hun beskriver den sprøde lyd, det laver, når en hjerneskal rammer asfalt – altså den lyd man selv, måske, hører, når hovedet rammer asfalten:

»Som iskrystaller, kongeligt porcelæn, kostbare glasperler, der spredes ud over et stort, blankt gulv. Jeg forestiller mig lyden klingende, vibrerende, skælvende; kollaps af tankestrukturer, overrivning af nervetråde, sammenfald af bevidsthed. Lyden af tanker der knuses.«

Romanen bevæger sig frem og tilbage i en brudt kronologi og korte afsnit, måske som en spejling af brorens ødelagte tidsopfattelse, eller af sorgens lignende forvirring.

Kristiane Hauer: ’Kattefugl’.

Den springer fra ulykken og genoptræningen til barndommen og fortællerens forhold til lillebroren i voksenlivet; en del af romanen handler også om det år, hvor fortælleren som 25-årig valgte at flytte til Berlin med sin kæreste, som hun siden fik et barn med.

Det vinterstille Berlin sætter en særlig tone for teksten. Ved romanens begyndelse er fortælleren igen rejst derned og bor i en lille lejlighed i øverste etage højt over byen:

»Som svævede den med sine to værelser, jeg ikke har været ude af, siden jeg ankom, løsrevet rundt i verdensrummet som en afkoblet satellit.«

Mod slutningen af romanen er det forår i København, og fortælleren går langs med Søerne med barnevognen i det, hun kalder »påskeferiens uhyggelige helligdagsstilhed«.

Hauers tekst er associativ, et enkelt ord fra slutningen af et afsnit kan lede ind i det næste. Det er, som om romanen samler små brudstykker op, billeder eller tankeeksperimenter, for så at undersøge dem fra forskellige vinkler.

Som fortælleren selv siger om brorens ulykke:

»Det skete […]. Det forekom mig, at det eneste, der var at gøre for at begribe det bare en lille smule, var at blive ved med at gentage de to ord. Vende og dreje dem i bevidstheden, sådan som man med hånden undersøger et objekt, man aldrig har set før, og som man ikke aner, hvad man skal stille op med.«

Samler sig ikke helt

Forlaget præsenterer Kattefugl som en autofiktiv roman, altså en roman, som er baseret på forfatterens eget liv. Den åbner med et citat fra Linn Ullmanns De urolige, hvor der står, at for at skrive om virkelige personer, er det nødvendigt at gøre dem fiktive.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den autofiktive roman er en genre, som både rummer friheder og begrænsninger – for forfatteren, men også for læseren.

Der er et nærvær i Hauers tekst, i de enkelte sætninger og afsnit, og i den fine komposition. Men der er også noget ved romanen, som efterlader mig ufokuseret, som om delene ikke rigtig samler sig for mig.

Måske er det ikke fair at sammenligne Hauers roman med Minors lille utrolige novelle på 20 sider, som beskriver sorgen og tabet af et hjerneskadet menneske så smukt og brutalt, og så kortfattet. Men i Hauers roman er jeg på en mærkelig måde mere interesseret i fortælleren, i beskrivelserne fra hendes svimle ungdomsår og flytningen til Berlin.

Erindringsstykkerne er også flettet sammen med græsk mytologi og anekdoter fra videnskaben; særligt er fortælleren optaget af fugle, på en måde som kan virke vel betydningsmættet.

De associative sidespring bliver en indirekte måde at nærme sig brorens komatilstand på, en meningsladet omvej til at forstå tabet. Når romanen igen og igen vender tilbage til labyrinter og fuglearter, eller paradokset med Schrödingers kat – der som bekendt på én gang er død og ikkedød – sidder jeg med en fornemmelse af, at det er fortællerens egen personlige mytologi, jeg er vidne til, frem for at de forskellige elementer sammen løfter romanen.

Kristiane Hauer: ’Kattefugl’, Jensen & Dalgaard, 150 sider, 268 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her