Læsetid: 4 min.

KLANG-festivalens jubilæumskoncert var udfordrende og udført på internationalt festivalniveau

Fire komponister stod for en markant markering af 10-året for hovedstadens festival for samtidsmusik, KLANG. Til den kulørte side hørte ledsagemusikken til en splatterdrøm af islandske Bára Gísladottír, mens taiwanske Li-Ying Wu og Rune Glerup opererede i mere klassiske former. Det var dog Bent Sørensen, der rykkede for alvor som lysdesigner og antydningens mester
Her ses blæserne til KLANG's jubilæumskoncert den 4. juni. 

Her ses blæserne til KLANG's jubilæumskoncert den 4. juni. 

Alexander Banck-Petersen

11. juni 2019

KLANG-festivalen for samtidsmusik er netop overstået. Det er i år blevet til mere end et halvt hundrede koncerter, operaforestillinger og events forskellige steder i København, og denne oprustning rykker måske festivalen op til en af de største internationale af sin slags.

Det begyndte for ti år siden under et andet navn, og et af de mere fremskudte arrangementer var derfor jubilæumskoncerten i Den Sorte Diamant. Festivalen er udsprunget af Athelas Sinfonietta Copenhagens ny musikfestival afholdt i årene 2009-2012, og derfor var det logisk, at netop dette orkester medvirkede sammen med gæsterne fra Esbjerg Ensemblet. Pierre-André Valade har været chefdirigent for Athelas, også han var på posten tirsdag aften.

Jubilæumskoncerten havde slet ikke karakter af den tilbagelænede selvtilfredshed, som man kunne frygte, når en forholdsvis lukket kreds fejrer sig selv.

Programmet var udfordrende, det var ressourcekrævende mandskabsmæssigt, præstationerne var på internationalt festivalniveau, og med to kvindelige og to mandlige komponister slog man et slag for en ligestilling, som fortsat lader vente på sig blandt landets tonekunstnere.

Når man så på skaren af musikere på scenen, var det i den forbindelse interessant, at kvinderne var i pænt flertal.

Splatter og overgreb

Første værk var uropførelsen af et kort stykke af islandske Bára Gísladottír, et ganske kryptisk stykke ovenikøbet, men som man bagefter forstod, var valgt med omhu som curtain raiser. Titlen lader os vide, at dette er ledsagemusik til dine søde splatterdrømme, og satstitlerne konkretiserer dem: Du befinder dig i en Nissan King Cab i et vildt race ned ad en stadigt smallere bjergsti, blodet splatter ud over et bjerg med sne på toppen, og der ligger hun så, din gamle mor, indsvøbt i plastik og iført bourgognerøde cowboystøvler af krokodilleskind.

Det er ikke noget, jeg drømmer hver nat, men jeg kunne da godt fange forbindelsen i den første kakofoniske del af musikken. Maksimeret støj som var det en lysttur i helvedes forgård. Resten af stykket foregik i frosne billeder, changerende flader krydret med piskesmæld.

Således var slagmarken gødet for Rune Glerups klaverkoncert (2010) med svenskeren Jonas Olsson som solist. Også det begyndte som et brutalt overgreb på min generelt hårdt prøvede hørelse, og det var ikke helt klart, hvilken rolle pianisten skulle spille, for man kunne ikke høre ham. Men ud af kaos kom der afklaring og etablering af et egentligt magtforhold.

Orkestret blev uhyre lavmælt, solisten kunne hente mere subtile udtryk frem fra sit instrument, larmen havde renset ørerne, nu kunne man lytte. Jeg fandt det svært tiltalende, at musikken blev så enkel. Bare en enkelt tone skulle vise sig at gå som en spinkel livsnerve gennem værket, udløst af en tilbagevendende, tørt spillet staccato akkord i klaveret.

Det udviklede sig til en virtuos solokadence med hilsner til de komponister, Glerup måtte stå på skuldrene af. Et personligt og stærkt bidrag til en traditionsrig genre, som fik en fejende afslutning med lilletrommens bragende hvirvel.

Albatrossens parringsdans

De to sidste værker på jubilæumskoncerten var knap så grænsesøgende som de ovenfor beskrevne. Li-Ying Wu er født i Taiwan, bosat i København siden 2003 og har studeret hos en række danske komponister.

Esbjerg Ensemblet tog sig af hendes Ritournelle Rondo alla L’albatro vermicolato, skrevet i 2018, og bag denne sprogforbistring af fransk og italiensk ligger de to elementer i den klassiske rondo. En tilbagevendende hurtig del (ritornel) og mere rolige episoder som gengivelser af Galapagos-albatrossens parringsdans. Det var et skægt stykke, legende og overraskende i rytmer og klangfarver, ikke mindst på grund af et eksotisk batteri af slagtøj.

I alt var de syv musikere med tre strygere og tre blæsere, alle skiftevis fremme og tilbage på stolen, og et af de virkelig charmerende træk var hornet med wha-wha-dæmper, altså den lyd man kunne høre hos trompetisten Cootie Williams i Duke Ellingtons orkester.

Stravinskij svævede også over Galapagos, hans klassiker Historien om en soldat har en lignende størrelse og fordeling, og rytmernes kantethed, forskydninger og gentagelser bragte ham gang på gang i tankerne. Hvilket jo bekræfter hvor uudtømmelig en kilde, russeren fortsat er.

Pragtstykke

Koncerten sluttede med Tunnels de lumière af Bent Sørensen, skrevet til et af verdens førende ny musik-orkestre, Ensemble InterContemporain, og uropført i Paris 2010. ’Tunneler af lys’ bragte alle medvirkende på scenen fordelt i en speciel geografi. Hovedstyrken bestående overvejende af blæsere og slagtøj tog scenen i besiddelse, og på trapperne langs publikumsrækkerne stod på hver side en kvartet med lyse stemmer, tre strygere og en klarinet. Allerede her fornemmede man den specifikke rumlighed, som stykkets titel lægger op til.

Musik er vibrationer, lys er vibrationer, mennesker absorberet i kunstnerisk kommunikation videregiver vibrationer. Det var vel disse forenede og svært beskrivelige sanseoplevelser, som gjorde et så stærkt indtryk under opførelsen. Bent Sørensen er en mester i antydningens kunst, og det talent deler han blandt andre med franske komponister. Les extrêmes se touchent – modsætningerne mødes – kunne man også sige for at fortsætte på deres sprog, men vel at mærke møntet på Sørensens egenartede sans for subtilitet og sensibilitet.

De svage dynamiske niveauer bevægede sig som flimrende lyskilder, ligesom en næsten uoverskuelig rytmisk mikroverden piblede og boblede frem. Fragmenterede dansemelodier dukkede op som erindringsforskydninger, og ganske overraskende tonede så en vidtspunden koral frem i blæserkorpset. Det var ikke Bach, det var vel mere forestillingen om Bachs himmelske spiritualitet, som jeg hørte det. Sikke et pragtstykke også at jubilere med og tilmed så veludført under den franske dirigent.

KLANG-festival 2019. Jubilæumskoncert med pianisten Jonas Olsson, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Esbjerg Ensemble under Pierre-André Valade. Den Sorte Diamant 4. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Måske er jeg sart, men min musiknydelse påvirkes i negativ retning, når musikeren optræder i en beklædning der minder om krig og død. Har det helt på samme måde med en bager, frisør og bibliotekar.

Erik Winberg og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

David Joelsen, de penge, som Forsvaret spenderer på at hyre musikere, er godt givet ud, efter min mening. Det er jo penge, der så ikke kan bruges på krig og død.

David Joelsen

Det er ikke pengene, men uniformerne jeg syntes er upassende. Og så det at stå ret når man spiller. Kan muligt være fremmende for musikaliteten, med mindre man spiller marcher.