Læsetid: 4 min.

Kom, se en optimistisk dokumentarfilm om ødelæggelsen af vores byer

Uden at overvælde æstetisk eller manipulere alt for meget emotionelt lykkes det dokumentarfilmen ’Push’ at skabe en optimistisk stemning omkring den rasende globale boligspekulation. Og man kan endda blive klogere undervejs. Det blev Københavns overborgmester Frank Jensen i hvert fald, da han så den
Leilani Farha er den alvorligt stirrende og intenst lyttende hovedperson i dokumentarfilmen ’Push’, der handler om kyniske spekulanter, der ødelægger storbyernes boligmarkeder.

Leilani Farha er den alvorligt stirrende og intenst lyttende hovedperson i dokumentarfilmen ’Push’, der handler om kyniske spekulanter, der ødelægger storbyernes boligmarkeder.

Janice D’Avila/Film Bazar

13. juni 2019

Det står enhver frit for at drømme om en mere retfærdig storby.

At gå en tur langs Københavns Havn og forestille sig, at syriske flygtninge og polske håndværkere nyder udsigten fra bag kontorbygningernes blanke glasfacader. Lægge nakken tilbage og se op ad skyskraberne skulder ved skulder på Manhattan og tænke, at det her p.t. er det mest interessante eksperiment i kollektive boformer.

Flanere i Aarhus Midtby og glæde sig over alle de pragtfulde lavprisboliger, som bygges til studerende, handicappede, unge, lavtlønnede og immigranter.

Leilani Farha gør noget andet end at drømme. Hun ser på de kolde fakta og handler på dem. Som FN’s såkaldte Special Rapporteur on Adequate Housing er det hendes opdrag at undersøge, hvordan det står til med boligsituationen globalt.

»Jeg forbliver forarget,« siger hun om sit arbejde, der fører hende rundt til udsatte byer verden over. Og hun skriver, at »en tredjedel af dødsfald i verden er forbundet med fattigdom og dårlige boligforhold«.

Farha er vores alvorligt stirrende og intenst lyttende hovedperson i svenske Fredrik Gerttens fine og sobre dokumentarfilm Push, der uden at overvælde stilistisk eller fortælleøkonomisk lykkes med sit forehavende: at oplyse og animere.

Boliginvestering er som minedrift

Det er en perfekt kapitalistisk storm, vi overværer på boligmarkedet. Massivt opkøb af landbrugsjord har presset landbefolkningerne ind til byerne for at finde arbejde – og noget at bo i. Urbaniseringen presser priserne i vejret og gør jord og ejendom i storbyerne til et værdifuldt investeringsobjekt.

Her opkøber investeringsselskaber som Blackstone ejendomme, og de presser lejepriserne i vejret med alskens kneb. Eller de lader dyre boliger ligge tomme og bare stige i værdi. Eller de venter på, at områder bliver gentrificerede, altså gjort kulturelt hippe og dermed tiltrækkende.

Så tvinger de lejerne ud og bygger pissedyre lejlighedskomplekser. Steder som ingen bor i, fordi det bare er investeringsobjekter.

Det sker i København, hvor Blackstone også opererer, og hvor den helt store skandale er, at der ikke er bopælspligt i nybyggerier. Dermed har Københavns Kommune – helt ufatteligt – gjort værdifulde og knappe boligkvadratmetre til ubeboede investeringsobjekter.

Destruktiv kraft i byerne

Som det påpeges i Push, opfører investeringsselskaber sig som mineselskaber. Når de har fået deres værdier ud af et område, altså fået folk til at investere i disse ejendomme, så er de rygende ligeglade med området.

Det er en destruktiv kraft i naturen, når det handler om guld eller kul, og når det handler om boliger, er det en destruktiv kraft i byer.

Og en profitabel kraft: Dokumentarfilmen fortæller, at værdien af fast ejendom på verdensplan er to til to en halv gange verdens samlede årlige BNP.

Push giver et eksempel på den deregulerede kapitalisme, der råder: Branden, der i 2017 åd Grenfell Tower i London resulterede i 72 døde, mens 223 undslap. Mange af dem var ikke blevet genhuset ni måneder efter, og de risikerer at blive sendt til helt andre byer af ejendomsejerne.

Lav emotionel manipulation

Push manipulerer ikke i særlig høj grad emotionelt, og det er klædeligt.

Men der er rig mulighed for at blive indigneret. Ikke mindst under de mange gode økonomiske forklaringer på de ofte komplicerede mekanismer, for eksempel fra nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz.

Visuelt er Push ikke ophidsende, men på lydsiden sker der noget. Der er tilføjet knagende og skurrende lyde, der betoner lejlighedernes dårlige stand og hele systemets ubærlige struktur.

Og underlægningsmusikken til Push er virkelig interessant. Ikke at den er fantastisk i sig selv, men den gør noget helt andet end så mange andre politisk og socialt indignerede dokumentarfilm. Den påvirker ikke følelsesmæssigt, men skaber i stedet en stemning af optimistisme og undren.

Musikken – med et par melankolske undtagelser – lyder som lydsporet til en eventyrfilm for børn og unge. Vi er på underfuld opdagelse, ikke i gang med at erkende verdens dybt uretfærdige tilstand (selvom vi også er det), siger soundtracket.

Snak er gratis, Frank

Musikken foreslår optimisme, og Push lukker også op for løsninger.

Der er oprørene fra bunden, som undersøges med besøg hos BZ’ere, squatters, og samtale med borgere, der danner front mod griske udlejere.

Og Leilani Farha har selv en anden løsning fra toppen. Hun mener, at boligspekulationen er i uoverensstemmelse med FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, der siger, at alle har ret til en tilstrækkelig bolig.

Det åbner for juridisk handling for Farna. På baggrund af denne observation danner hun i løbet af dokumentarfilmen FN-organisationen The Shift, hvor blandt andet borgmestre fra Berlin og Barcelona og repræsentanter fra New York forener kræfter for at bekæmpe boligspekulation.

Og der er mere håb: Københavns overborgmester Frank Jensen blev ramt af Push, da han tidligere på året så den på CPH:DOX.

»Slut med at udenlandske kapitalfonde støvsuger det københavnske boligmarked for billige lejeboliger,« udtalte Jensen dengang til Politiken med reference til Blackstones indtog i hovedstaden.

Well, Frankie, talk is cheap. Kom i gang. Spænd ben for Blackstone. Bekæmp Bo-Vitas salg af 228 almene familieboliger i Mjølnerparken til private boligudlejere. Og meld København ind i The Shift. Walk the talk.

’Push’. Instruktion: Fredrik Gertten. Svensk (biografer i København, Odense, Aarhus og Aalborg)

Udsigten fra lejligheden The Winter Garden til en pris af over 610 mio. kroner. Den fylder hele den øverste 89. og 90. etage med udsigt over Central Park og har loft til gulv-vinduer hele vejen rundt i den nye One57-skyskraber. Neden for ses et af badeværelserne i samme lejlighed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Claus Kristoffersen
  • Palle Pendul
  • Hans Ditlev Nissen
Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Claus Kristoffersen, Palle Pendul og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

I Grenaa kan man købe en ejerlejlighed for 225.000 kr. Hvis den holder i knap 40 år eller 10.000 dage er prisen altså mindre end 25 kr. om dagen for en bolig, takket været kapitalismens enestående produktivkraft.

Jan Andersen

Regeringer opgiver forpligtelsen til menneskerettigheder som en bolig er. Så hvordan kom det dertil? "Vi skal oplyse borgerne, og hjælpe med at forstå, hvad der sker i vores byer, hvilket mange ikke gør. Disse ting sker ved mørkelægning. Vi skal oplyse folk og gøre det helt klart, hvad det er der foregår".

I Europa er hjemløsheden stigende i alle lande, undtagen i Finland. I mange lande reagerer regeringer på hjemløshed ved at kriminalisere og stigmatisere mennesker, for at sidde, stå eller ligge på offentlige steder. Eller for at udføre de aktiviteter, der er nødvendige for menneskelig overlevelse, som at spise og sove.

Mange steder er hjemløshed direkte relateret til boligens alt for høje pris. I byer rundt om i verden, er boligomkostningerne drevet op i skyerne og umulige at betale for. Hvilket gør det umuligt for moderate og lavindkomst borgere at klare sig. Det er altid den mest socialt udsatte der rammes hårdest. Mennesker med handicap, de unge og de ældre. Kvinder og børn der forlader voldelige hjem uden nogen steder at gå hen. Indvandrere som ofte betragtes som mindre værdige til social støtte. Mennesker bliver tvunget ud af deres hjem og kommuner.

Leilani Farha er FN's Special Rapporteur on Adequate Housing. Desuden er hun direktør for Canada without Powerty, som har til formål at fjerne fattigdommen i Canada.

En af de initiativer, Leilani Farha skabte for at imødekomme boligkrisen som spekulation medførte, hedder Shift - en verdensomspændende bevægelse med det formål at få folk til at se boliger som en menneskerettighed i stedet for som et spekulationsobjekt.

The Shift er et forsøg på at imødegå boligspekulationen. Store kapitalforvaltningsfirmaer og private fonde spekulerer boligpriserne op, og gør det svært for gennemsnitsindkomst borgere, og endog umuligt for lavindkomst borgere, at bo i storbyer. Spekulanternes politiske magt er enormt, de har ufattelig meget kapital og politisk indflydelse.

Leilani Farha siger at vi har brug for, og vi har, vores egen valuta, og hun mener ​​at vores valuta er stærk. Hun synes den er stærkere end kapitalvaluta. Vores valuta er menneskerettigheder. Den er stærkt - ikke kun fordi den er moralsk stærkt, men fordi den er en retslig forpligtelse. Alle mennesker har en ret til en bolig de kan betale.

Leilani Farha siger at vi har brug for flere mennesker som deltager. Hun gik sammen med Højkommissæren for menneskerettigheder og United Cities and Local Governments. Sammen besluttede de at skabe en global bevægelse, fordi de vidste, at der er mange mennesker rundt om i verden, der gør modstand imod den forkerte udvikling. Tanken er at udnytte den samlende energi og den støtte og engagement for en bolig som en menneskelig ret, for netop at demonstrere borgernes styrke og indflydelse, når de går sammen.

En tredjedel af dødsfald i verden er forbundet med fattigdom og dårlige boligforhold. På verdensplan lever 100 millioner mennesker på gaderne, og står over for daglige trusler mod liv og sikkerhed. 1,6 milliarder mennesker mangler adgang til et passende hjem, de bor i uformelle bosættelser eller i lejre, under konstant trussel om at blive smidt ud. Mange mangler grundlæggende faciliteter som rent vand og toiletforhold.

Kim Houmøller, Anne Henk Johnson, Minna Rasmussen, Steen K Petersen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar