Læsetid: 2 min.

En kort og uturbulent flyvetur over dybe have og skove

Man kan roligt læne sig tilbage i sit mentale flysæde og foretage den indre rejse, man inviteres til, på det japansk inspirerede ambientalbum ’Anoyo’. Men fordi Tim Heckers seneste udgivelse hænger så tæt sammen med hans foregående, er det næsten synd, at de to plader er udkommet hver for sig
Tim Heckers nyeste album, Anoyo, er ligesom hans næstnyeste inspireret af den form for japansk klassisk musik, der kaldes gagaku.

Tim Heckers nyeste album, Anoyo, er ligesom hans næstnyeste inspireret af den form for japansk klassisk musik, der kaldes gagaku.

Kranky/pressefoto

7. juni 2019

Man kan ikke sige Anoyo uden først at have sagt Konoyo. Det virker i hvert fald, som om det er det, den canadiske musiker Tim Hecker vil have os til at forstå ud fra hans nye album. Og det bliver egentlig til et relevant, samtidspoetisk budskab.

For ud over at være titlerne på Tim Heckers to seneste album, udgivet med et års mellemrum, er Anoyo og Konoyo to gamle, japanske visdomsord. Det første betyder »verden derovre«, mens det sidste kan oversættes til »verden herovre«.

De to udgivelser er altså tvillinger – men bestemt ikke enæggede. Hvor førstefødte Konoyo er en livlig, temperamentsfuld og selvsikker elektroakustisk størrelse, viser Anoyo sig som et halvt så langvarigt, mere introvert og tungsindigt gemyt.

Begge album danner desuden ikke kun lydmæssigt, men også i tekstform, et forunderligt poetisk flow. Numrenes titler hænger sammen og kan læses i forlængelse af hinanden. I løbet af disse læsninger opstår der endda et par smukt underspillede rim.

I slutningen af Konoyo peges der frem mod Anoyo, ligesom der undervejs på Anoyo foretages et udramatisk opgør med Konoyo via det simple, klangfladebaserede synthnummer »Step away from Konoyo«.

Elektronisk musik møder klassisk japansk

Tim Heckers nyeste album, Anoyo, er ligesom hans næstnyeste, inspireret af den form for japansk klassisk musik, der kaldes gagaku. En traditionel genre, der er kendt for at blive fremført ved den japanske kejsers hof.

Anoyo er skabt på baggrund af de samme studieoptagelser som det forgående album, og altså ud fra samme koncept: elektronisk musik møder klassisk japansk ensemble.

Med i studiet har Tim Hecker haft lyddesigneren Ben Frost, der er kendt for sine ofte metalinspirerede, elektroniske soloprojekter.

Men det er ikke nogen synderligt støjende personlighed, der kommer til udtryk på Anoyo. Albummet er snarere et lydlandskab for det mediterende sind, og de udstrakte, hvilende, til tider let sitrende muskler.

Albummet føles i begyndelsen som en behageligt kortvarig og uturbulent flyvetur hen over jordklodens dybeste have og skove. Måske i følgeskab med et sovende, genert, eftertænksomt barn.

Men så bryder nummeret »Into the void« nysgerrigt, elektronisk hakkende ind over de klassiske instrumenter. Det er som om, barnet vågner lidt her og ser ud ad vinduet.

Når perkussionen efterfølgende overtager på nummeret »Not alone«, kun båret af enkelte, skiftevis harmoniske og disharmoniske synthakkorder, opstår der en unik, bevægende samklang mellem det studiebaserede og det stærkt traditionsbundne.

Man kan roligt læne sig tilbage i sit mentale flysæde og foretage den indre rejse, man inviteres til, både på Anoyo og Konoyo. Men fordi de to album hænger så tæt sammen, er det næsten synd, at Tim Hecker har valgt at udgive dem hver for sig.

Værket som den helhed, det jo er, ville have fremstået endnu mere tyktflydende, hvis det var blevet udgivet som dobbeltalbum. Som lytter bør man i hvert fald høre begge plader, så man ikke snyder sig selv for den halve oplevelse.

Tim Hecker: ’Anoyo’ (Kranky / sunblind music)

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu