Læsetid: 4 min.

Kunstig intelligens er ankommet i musikken – og den vil forstå os

Et nyt niveau er sat for kunstneres samarbejde med kunstige intelligenser med den amerikanske musiker og ph.d.-studerende Holly Herndon. På albummet ’Proto’ søger hun ikke eksotisk modspil, men går i dialog med den kunstige intelligens Spawn, som lytter og lærer
Holly Herndons nye, tredje album, Proto, er skabt i samarbejde med hendes faste sidekicks Mathew Dryhurst og Jules Laplace samt techudviklere og et vokalkor. Samt en kunstig intelligens ved navn Spawn. Den har Herndon selv programmeret, hendes »baby«, som hun kalder den.

Holly Herndons nye, tredje album, Proto, er skabt i samarbejde med hendes faste sidekicks Mathew Dryhurst og Jules Laplace samt techudviklere og et vokalkor. Samt en kunstig intelligens ved navn Spawn. Den har Herndon selv programmeret, hendes »baby«, som hun kalder den.

Boris Camaca

28. juni 2019

I musikvideoen til amerikanske Holly Herndons nye single »Eternal« ser vi en række syngende ansigter gennem computerfotografiske filtre. Især Herndon er i fokus‚ og tilsyneladende bærer hun en slags smart skinnende nethue af elversølv. Og dog.

Da musikken klinger ud, fjernes fotofiltrene, og der zoomes ud. Nu kan man se, at hovedbeklædningen er et netværk af sensorer, der tillader en computer at mærke hendes kranie og energifeltet omkring det.

»Eternal«-videoen er en samling af levende billeder, som en kunstig intelligens har fotograferet og behandlet. Altså ser vi menneskene fra maskinens perspektiv. Noget, som i de kommende år kommer til at udfordre menneskehedens selvbillede i ekstrem grad. Dét at de kunstige intelligenser kan se på os og formulere, hvad de ser. Samtale.

Herndons nye, tredje album, Proto, er skabt i samarbejde med hendes faste sidekicks Mathew Dryhurst og Jules Laplace samt techudviklere og et vokalkor. Samt en kunstig intelligens ved navn Spawn. Den har Herndon selv programmeret, hendes »baby«, som hun kalder den.

Herndon er så også i gang med sin ph.d. om maskinindlæring og musik på Stanford University. Så hun ved, hvad hun snakker om, når hun i pressemeddelelsen siger:

»Der er et gennemtrængende narrativ om teknologi som afhumaniserende. Vi står i modsætning til det. At vælge at arbejde med et ensemble af mennesker er en del af vores protokol. Jeg vil ikke leve i en verden, hvor mennesker er automatiseret ud af scenen. Jeg vil have en kunstig intelligens, som opfostres til at påskønne og interagere med den skønhed.«

Katte i løbetid

Proto blev skabt i et pakhus i Berlin. Her samledes hundredvis af folk, herunder Herndons kor, for at oplære Spawn i at identificere lyden af gruppesang. Hvor grænsen præcis går mellem menneskets styring og A.I.’s bidrag er uklart, men Spawns indflydelse skulle være overalt på pladen. Den har omfortolket og behandlet korene, og den bidrager med uidentificerede detaljer undervejs.

Og skønhed er der masser af. Ja, Proto sætter et nyt kunstnerisk niveau i kunstneriske samarbejder med kunstige intelligenser. Det er et smeltende og kollapsende lydunivers fuld af glitch, udskridninger, apoplektiske rytmer, glasskarpe klange. Og essentielt: Masser af menneskestemmer.

Boris Camaca

De elektroniske manipulationer giver deres stemmer overnaturlige kræfter, men det er stadig lyden af kroppe. De synger i klassisk smukke kor, avantgardeudfordrende, i dadaistisk stammen, i svævende formationer, som katte i løbetid. Og fra et sted i nærheden af det skingerskønne Le Mystère des Voix Bulgares, som kan høres hos Kate Bush i slut-80’erne.

A.I. bliver, hvad den spiser

Det er postmoderne, kompleks musik. Men også folklore og fremtid i tværtidslig, transhuman dialog. Musik, der mimer, formulerer de uoverskuelige perspektiver i mødet mellem kloge mennesker og intelligente teknologier.

Stemmerne rejser sig ud af de svimlende lydsupper. Nogle gange kaotiske, andre gange med oplevelsen af, at glemte sangtraditioner vækkes til live. Hallucinatorisk hjemsøgt af menneskestemmer og maskinfragmenter. Der er reminiscenser af James Ferraros tegnopløsende vaporwave, Oneohtrix Point Nevers tidskollaps, Autechres hyperkomplekse elektronika og det tyske pladeselskab Raster-Notons glitchæstetik.

Men en folkloristisk vibe får også lov at trække vejret. Call and response-gruppesangen på pladen refererer således til Holly Herndons opvækst i det østlige Tennessee. Det kan måske bedst høres på »Evening Shades (Live Training)«, hvor store unisexkor skyller ind over hinanden i bølger, i harmonier, der peger i retning af »Amazing Grace«. Altså taler fremtiden her med fortiden. Kunstig intelligens graver i kirkelige sydstatsrødder.

Maskinen har fået sanser

Albumtitlen Proto refererer til de protokoller, der definerer, hvordan A.I. tænker. Og hvordan de forstår os. De bliver, hvad de spiser og hører, akkurat som os. Og de kan blive sansende entiteter via kameraer, mikrofoner etcetera. Det kender vi allerede på lydlig vis fra Siri, Amazon Echo og Google Home. Snart kan kunstige intelligenser scanne hele vores bogførte og optagede historie, men de kan også være i kontakt med nuet. Som det er sket under optagelserne til Herndons album.

»Those minds inside us, and crawling at our feet
Exerting their weird controls
We always knew they were there
But didn’t really understand them,« lyder det på »Extreme Love«.

Men der også stadig fysiske begrænsninger for A.I., hvilket også gør dem til betragtere af noget de – indtil videre – ikke kan røre eller opleve. Som det vist er tilfældet på singlen »Eternal«, hvor det må være Spawn, der ytrer sig:

»Physical love
Right in front of my eyes
Oh, oh, love
How is it possible?
It belongs to you.«

Ikke Terminator, men utopi

Proto er en præfigurativ politik, en realisering af Herndons håb – eller utopi – om, at vores interaktion med kunstige intelligenser vil næres af forståelsen for og påskønnelsen af det gode i mennesket, skønheden i kunsten, måske endda lektionerne i vores verdenshistorie.

Den fjendtlige computer HAL i Kubricks sci-fi Rumrejsen År 2001 er her modsvaret af den langt mere venligt nysgerrige og dialogisk orienterede Spawn. Der lægges vægt på anerkendelsen af, at vi ikke kan stoppe udviskningen mellem krop og teknologi. Ikke nogen maskinstormere her.

Og det her er heller ikke Terminator eller The Matrix. I stedet lander Proto et langt mere kærligt, søgende, nuanceret sted. Tættere på den smukke Björk-Chris Cunningham-video til »All Is Full of Love«, hvor to robotter kærtegner hinanden.

»Is this how it feels to become a mother of the next species
To love them more than we love ourselves?«
spørger en barnestemme på »Extreme Love«.

Er vi ved at skabe nyt liv? vil stemmen vide. Det vil vi vel alle vide. Og vil det nye liv se venligsindet på os? Proto demonstrerer i hvert fald, at det er muligt.

»Here at the edge of the world, we’re calling you to join us, Ancestor Plus.«

Holly Herndon: ’Proto’ (4AD/Playground).

Når kunstig intelligens kan skabe musik, poesi og billedkunst, der ikke er til at skelne fra det rent menneskeskabte, provokerer det vores forståelse af kunst som et tegn på menneskets unikke intellekt. Samtidig åbner det for en svær diskussion: Hvis et ’væsen’ er i stand til at bilde os ind, at det har evnen til at tænke, hvordan kan vi så afvise det?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Den kunstige intelligens vil helt sikkert holde af os, spørgsmålet er om vi vil holde af den.

David Joelsen

Hvis kunstig intelligens kan skrive musik, kan den helt sikker også skriver artikler i Information. Gad vide om denne artikel nu også er skrevet af et menneske?

Søren Møller

Fed artikel! - jeg savner lidt Meredith Monk, som jeg mener, at det vokale og performance perspektivet ved Holly Herndon hviler meget på. Monk figurerer også i det amerikanske universitetsmiljø. Ville elske at læse dit syn på tidens futurisme-melankoli, som den kommer til udtryk her og hos mange unge artister.