En kvindelig marinbiologs geniale bog startede klimabevægelsen og kampen for naturen i USA

De, der skal forklare, hvordan den amerikanske miljøbevægelse opstod i 1960’erne, og hvorfor USA i starten af 1970’erne vedtog omfattende naturbeskyttelseslove, henviser ofte til én ting. De fremhæver også denne ene ting, når de fortæller om den utrolige dag i 1970, hvor 20 millioner amerikanere demonstrerede på Earth Day. Det var højreorienterede og venstreorienterede, rige og fattige, mænd og kvinder, som samledes over hele USA i kravet om beskyttelse af naturen og for retten til ren luft og rent drikkevand.

Denne ene ting, som inspirerede miljøbevægelsen, påvirkede lovgiverne og lagde fundamentet for den største demonstration i USA’s historie var en bog: Silent Spring af forfatteren og marinbiologen Rachel Carson, der udkom i 1962 og straks blev en national bestseller.

»Billedet af hende hænger på væggen på mit kontor mellem alle de politiske ledere«, som forhenværende vicepræsident og klimakæmper Al Gore skrev i forordet til genudgivelsen af Silent Spring i 1994:

»Carson har betydet lige så meget eller mere for mig end nogen af dem – og måske mere end dem alle tilsammen.«

Bogen er ofte blevet sammenlignet med Harriet Beecher Stowes klassiker Onkel Toms Hytte, fordi de begge åbnede offentlighedens øjne for en skandale, som samfundet havde ignoreret. Det var i Onkel Toms Hytte nedværdigelsen og udbytningen af de sorte, i Silent Spring var det udbytningen og ødelæggelsen af naturen. Det fortælles, at den amerikanske præsident Abraham Lincoln i 1862 under den amerikanske borgerkrig til et møde med forfatteren Harriet Beecher Stowe skulle have sagt:

»Så du er den lille kvinde, som skrev den bog, der startede denne store krig«. 100 år senere sagde præsident John F. Kennedy på en pressekonference, som blev transmitteret for hele nationen, at det var »på grund af Miss Carsons bog«, at Landbrugsministeriet lancerede en gennemgribende undersøgelse af, om brugen i pesticider førte til sygdomme hos mennesker.

Det lyder måske ikke som en revolutionerende politisk handling at indlede undersøgelser af skadevirkningerne af pesticiderne. Men pesticiderne, særligt det udbredte DDT, blev anset for et vidundermiddel og et symbol på fremgang i en epoke præget af fremskridt og optimisme. Nye videnskabelige opdagelser førte til nye muligheder for at gøre samfundene rigere og mere velstående.

Kan en civilisation føre ubarmhjertig krig mod livet uden at ødelægge sig selv?

Det amerikanske militær havde med stor succes brugt pesticider under Anden Verdenskrig til at udrydde alle de sygdomme, der historisk har taget livet af flere soldater i krig end fjendernes angreb. Og det amerikanske landbrug anvendte efter krigen systematisk DDT til at slå alle de insekter ihjel, som truede deres afgrøder. Mennesket havde med pesticiderne taget endnu et skridt fremad i betvingelsen af naturen.

I ’Silent Spring’ dokumenterede Rachel Carson de skadelige effekter ved sprøjtemidlet DDT.

Victor De Schwanberg / Science Photo Library

»Nu trak Carson tæppet væk under hele den fortælling. Var vi blevet løjet for? Ikke kun om pesticiderne, men også om fremskridtet, udviklingen, opdagelser og hele pakken.«

Silent Spring var ikke bare en afdækning af, hvordan de pesticider, som skulle udrydde menneskets fjender i naturen, greb ødelæggende ind i hele vores økosystem og spredte gift i hele fødekæden.

Det var også en kulturkritik:

»Spørgsmålet er, om en civilisation kan føre ubarmhjertig krig mod livet uden at ødelægge sig selv og uden at miste retten til at kalde sig selv civiliseret,« skriver Carson. 

Silent Spring var, da den udkom, en farlig bog. Carson blev af en forhenværende landbrugsminister kaldt for »kommunist« og »gammeljomfru«, hun blev mistænkeliggjort, fordi hun var ugift og ikke havde børn, og hun blev beskyldt for at være »hysterisk«. Førende videnskabsfolk angreb hendes præmisser og konklusioner, og medicinalindustrien indrykkede avisannoncer imod bogens budskaber.

Carson stod alene. Hun var hverken ansat ved universitetet eller ved offentlige institutioner, men var uddannet marinbiolog og arbejdede som journalist og forfatter. Hun havde udgivet blandt andet børnebøger om dyr og planter og en trilogi om havenes skønhed.

Den trilogi havde den unge præsident John F. Kennedy læst. Han var selv optaget af marinbiologi og bekymret for, hvad den ny tids industri gjorde ved vandmiljøet. I sin indsættelsestale som præsident i 1961 havde han lovet at tage sig af »himlen og regnen, havet og tidevandet«. Ikke mange bemærkede den passage i Kennedys tale, men det gjorde Carson. Hun hørte den derhjemme og stolede på præsidentens støtte, mens hun gennem tre år skrev den bog, som hun personligt kaldte »giftbogen«, og som hun vidste ville sætte en ny dagsorden. Og Carson nåede igennem til et stort publikum, da hun i 1962 var på det nationale nyhedsmagasin på tv, CBS reports. Bogen solgte hurtigt 500.000 eksemplarer og blev genstand for voldsom debat.

Kennedy læste bogen og bad sit hold af videnskabelige rådgivere forholde sig til den. De skrev en rapport, som anerkendte Carsons kritiske konklusioner og satte et større lovgivningsarbejde i gang:

»Indtil udgivelsen af Silent Spring af Miss Carson var befolkningen generelt uvidende om, hvor giftige pesticider er,« skrev de i rapportens konklusion: »Regeringen skal præsentere disse informationer over for offentligheden på en måde, som vil oplyse den om farerne uden at underkende værdien af pesticider.«

Det blev et politisk gennembrud for Silent Spring, at præsidentens videnskabelige rådgivere tog bogens rædselsscenarier for naturen så alvorligt, at de gjorde den til udgangspunkt for lovgivningsarbejde og blåstemplede de resultater, som hun gennem tre års studier var nået frem til. Hun kom således både til at påvirke landets mest magtfulde mand og den kritiske modbevægelse, som de næste mange år ville presse på for at få beskyttelse af dyrearterne, vand og luft.

Da bogen udkom, var den amerikanske alligator, gråhvalen, flere ørne og falkearter og den brune pelikan i fare for at blive udryddet. I 1973 blev de fredet af The Endangered Species Act, som var lavet under indflydelse af Carsons bog.

De overlevede alle og trives endnu i dag i den amerikanske natur.

Silent Spring er et politisk og stilistisk mesterværk. Den er skrevet for at påvirke læserne følelsesmæssigt og samtidig give dem analytisk indsigt i naturens kredsløb: »De fleste af os går uvidende gennem verden uden at bemærke alle dens skønheder, dens vidundere og den mærkelige og indimellem forfærdelige intensitet i de liv, som leves omkring i den,« som hun skriver.

Lyriske beskrivelser af vandløb, marker, skove, fugle og landbrug er flettet sammen med videnskabelige forklaringer af de interne sammenhænge i naturen.

Rachel Carson på feltarbejde.

Science Photo Library

En fortælling om et forfald

Bogen indledes med den lille tekst, »En Fabel for morgendagen«. De første ord i teksten er blevet klassiske : »Der var engang en by i hjertet af Amerika, hvor alt liv blev levet i harmoni med omgivelserne.« Hun beskriver en bondegård, hvor driften også er en omsorg for jorden, dyrene og vandet. Det er en bedrift, som opretholder sig selv på en måde, så menneskene lever godt, blomsterne blomstrer, og fuglene synger.

Men en dag bliver jorden underligt afsvedet. Mystiske sygdomme breder sig blandt kyllingerne, kvæget og fårene, som dør langsomt og uforklarligt. Lægerne oplever patienter, som dukker op med nye sygdomme, de ikke kan helbrede. Fiskene forsvinder fra søerne, markerne giver ikke længere afgrøder, og til sidst dør også fuglene. Da foråret kommer igen, er der helt stille, fordi der ikke er nogen fugle tilbage. Deraf titlen på bogen: Silent Spring, det tavse forår.

Det, der kommer over byen, beskrives først som en forbandelse. Men her træder forfatteren ind i fablen:

»Det var ikke nogen heksekunster, det var ikke fjendtlige handlinger, som havde gjort genskabelsen af det nye liv umuligt i denne hjemsøgte by. Det var menneskene selv, som havde gjort det.«

Den første pointe i fablen er et gennemgående tema i bogen: Mennesket lever ikke adskilt fra sine naturlige omgivelser som en hersker. Naturen er ikke kun materiale for menneskelig udfoldelse og udbytning. Mennesket er selv forankret i naturen, og hvis man ødelægger naturen, underminerer man mennesket selv. Det, vi gør ved den jord, vi dyrker, og de dyr, vi plejer, gør vi således også ved os selv.

Gang på gang beskriver Carson i bogens følgende kapitler, hvordan gift, som bruges til at udrydde insekter, breder sig til afgrøderne, som kvæget lever af, og som mennesket til sidst fortærer. Vi kan ikke adskille naturens elementer, men må forstå dem som et samlet system, hvor den gift, som kommer ind ét sted, breder sig uforudsigeligt og dukker op alle mulige andre steder.

Den anden pointe i fablen, som også bliver bærende for hele bogen, er, at mennesket ikke kan overskue konsekvenser af, hvad det gør ved naturen. De pesticider, som vi bruger til at kontrollere og kultivere naturen, lagres og indgår komplicerede forbindelse med andre former for syntetisk gødning, som vi har udledt i naturen. De skaber utilsigtede effekter, når de bliver blandet sammen, som breder sig. Hun viser i en passage, hvordan en bestemt form for pesticider, som bliver brugt til at holde insekter væk fra elmetræerne, bliver spredt videre til andre planter af fuglene, som flyver rundt mellem træer og buske. De bliver igen båret videre af andre dyr, som lever i kornet, der igen ender tilbage hos mennesket.

Carson er ikke modstander af brugen af pesticider i landbruget. Det er den ubegrænsede og ureflekterede brug af DDT som universalmiddel mod alt, hvad landbruget ønsker at udrydde, som hun kritiserer. Hun ønsker oplysning om, hvad pesticider gør ved hele naturens kredsløb, og hun vil have lovgivning, som begrænser brugen af dem.

Carson fik endelig sin vilje, da DDT blev næsten totalt forbudt i 1973.

Den tredje pointe i fablen er, at vi først oplever naturens skrøbelighed over for menneskets indblanding, når det er for sent. Vi tror, vi behersker naturen, indtil vores beherskelse når sin grænse, og vi ender med at opleve faldet som en overnaturlig forbandelse.

Fablen er en fortælling om et forfald, som Carson oplevede i efterkrigstiden, men bogen er også skrevet som et opråb til samtiden.

Men fablen er også med til at forklare, hvorfor bogen blev så politisk potent: Det lykkedes nemlig Carson at fortælle den vanskelige videnskabelige historie i en form, som den brede offentlighed kunne forstå. Den åbner et kompliceret, eksklusivt felt for forudsætningsløse borgere, som pludselig kunne tage del i en offentlig samtale om landbrug, natur og kemikalier. Derfor kunne den også inspirere en protestbevægelse. Carson fik adskillige udmærkelser for bogen, og hun blev i slutningen af 1963 valgt ind i the American Academy of Arts and Letters. For miljøbevægelsen blev hun en heltinde og dyrket som »naturens nonne«.

Men modtagelsen af Silent Spring og kampen om udlægningen i offentligheden afslørede også, hvordan kampen om naturbeskyttelse kunne blive til en voldsom amerikansk kulturkamp. Der er stadig i dag politikere og forskere, som angriber Carsons arbejde og giver hende ansvaret for, at forbuddet mod DDT førte til tusinder af malariadødsfald.

Der var dog én ting, som Carson havde holdt skjult for offentligheden: Hun havde under hele arbejdet med bogen været syg af cancer. Og hun døde i 1964 uden at opleve de politiske konsekvenser af sit arbejde. Men hun nåede at opleve sit værks gennembrud, og det siges, at hun døde med bevidstheden om, at hendes arbejde var afsluttet. Som hun skrev i et brev til veninden Dorothy Freeman: »Når enhver levende ting har nået afslutningen på sin livscyklus, oplever vi den afslutning som naturlig.«

Rachel Carson: ’Silent Spring’. 376 sider. 25 dollar. Mariner Books.