Læsetid: 2 min.

Kvinder og mænd i sort underholder sporadisk i ’Men in Black: International’

Handlingen er noget rod, og der er genremæssig slinger i valsen, men Tessa Thompson og Chris Hemsworth klæder hinanden godt i F. Gary Grays ’Men in Black: International’
Agent M (Tessa Thompson) og Agent H (Chris Hemsworth) har noget at se til i F. Gary Grays rumvæsenagentkomedie, ’Men in Black: International’. 

Agent M (Tessa Thompson) og Agent H (Chris Hemsworth) har noget at se til i F. Gary Grays rumvæsenagentkomedie, ’Men in Black: International’. 

SF Studios 

14. juni 2019

Men in Black: International kan ikke helt finde ud af, hvad den vil være: Komedie om hemmelige agenter, titlens sortklædte mænd, der sørger for at holde de mange rumvæsener, der bor på jorden, i skak, eller en mere regulær spion- og agent-actionfilm a la James Bond.

Dermed ikke være sagt, at en film ikke kan være begge dele, og F. Gary Gray, der har instrueret dette fjerde afsnit i Men in Black-serien, er nok en glimrende håndværker, men han har ikke helt evnerne eller finessen til at få det hele til at smelte sammen til en tilfredsstillende helhed.

Filmen mangler noget af den charme og opfindsomhed, som især den første film, Barry Sonnenfelds Men in Black (1997), havde. Det skal dog siges, at Tessa Thompson og Chris Hemsworth, som begge er nye i Men in Black-sammenhænge, også er et godt par, og mon ikke man trods alt vil forsøge at bygge videre på det.

Gode skuespillere

Som barn overværede den nu voksne Molly (Thompson) sine forældres nærkontakt med et rumvæsen, og siden har hun forsøgt at finde ud af, hvem de var, de mystiske, men seje mænd i sort, der gav forældrene hukommelsestab for at dække over, at der bor væsener fra fremmede planeter på jorden. En dag lykkes det endelig Molly at finde Men in Blacks hovedkvarter, hvilket imponerer den øverste chef, O (Emma Thompson), som ansætter den unge kvinde på prøve.

Under sit nye alias, Agent M, får Molly til opgave at tage til MiB’s afdeling i London, hvor der sker mystiske ting, og snart er hun og hendes nye kollega, den stilige og dygtige, men lovligt useriøse Agent H (Hemsworth), på jagt efter nogle intergalaktiske lejemordere og en muldvarp i egne rækker.

Ja, det lyder måske meget ligetil, når jeg sådan forklarer det, men sådan virker det ikke, mens man ser Men in Black: International. Scenerne med M og H, der ’fjoller’ rundt og forsøger at hitte rede i, hvad der egentlig foregår, er gode, fordi de to skuespillere har funny bones og et livligt glimt i øjet og går så fint i spænd.

De kender hinanden fra Marvel-filmene – Tessa Thompson var Valkyrie, Chris Hemsworth Thor – og hendes ivrige, ambitiøse og uprøvede agent står strålende til hans lidt arrogante og blaserte type.

Slinger i valsen

Sjovt er det også, at MiB har fået en kvindelig chef – Emma Thompson er som altid vidunderlig i en alt for lille rolle – og at hun, som hun forklarer M, altså har forsøgt at lave navnet på den hemmelige organisation om, så det også inkluderer kvinder.

Men ud over at effekterne er endnu bedre end i de tre foregående film, og at ambitionerne måske nok er lidt større – handlingen bevæger sig fra New York og London til Paris og Marrakesh – er Men in Black: International altså ikke en ubetinget vellykket film.

Der er dramaturgisk og genremæssig slinger i valsen, og indimellem, når filmen bliver for meget lig noget, man har set før – alskens bizarre rumvæsener og et par stort anlagte slåskampe – begynder man at kede sig en smule.

Når dialogen og samspillet mellem H og M gnistrer, gør filmen det dog også.

’Men in Black: International’. Instruktion: F. Gary Gray. Manuskript: Matt Holloway og Art Marcum. Amerikansk (Biografer i hele universet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu