Læsetid: 5 min.

Line Jensens tegninger af småbørnsfamiliekaos er sjove, men også lidt for pæne

Line Jensens tegnede hverdagsrealisme er sjov, men Instagram-indpakningen skygger for det åbenlyse talent, og man tager sig i at savne bare en lillebitte dysfunktion i ’Det store regnestykke’
Line Jensens tegnede hverdagsrealisme er sjov, men Instagram-indpakningen skygger for det åbenlyse talent, og man tager sig i at savne bare en lillebitte dysfunktion i ’Det store regnestykke’

Line Jensen

14. juni 2019

Den autofiktive genre beror på en uudtalt kontrakt med læseren om, at forfatteren befriende ærligt smider alt det svære og uskønne i hovedet på os. I tegneseriebranchen gør Signe Parkins det. Maren Uthaug gør det. Og nu også Line Jensen. Alle tegner de hverdagslivet som mor afgrænset af hjemmets fire vægge.

Spørgsmålet er, om det lykkes for Line Jensen med den svære toer, Det store regnestykke, der handler om at vende tilbage til arbejdslivet, afbalancere parforholdets regnskab (hvem ryddede sidst op etc.?) og finde ro og selvtillid nok til at lave en bog. Line Jensen har nemlig en indre stemme, som konstant destabiliserer hendes selvværd og selvtillid: Kan jeg overhovedet tegne? Er jeg en dårlig mor? osv. Genkendelige følelser for mange kvinder, hvilket Line Jensens tusindvis af trofaste følgere på Instagram vidner om.

Line Jensen fik Pingprisen for bedste danske debut i 2018, og som medlem af den daværende jury kan jeg kun sige, absolut velfortjent.

Hver dag starter det forfra handler om at være på barselsorlov med en dårlig fod og overleve husholdningen med to blebørn, en teenager og en musikermand, der det meste af tiden er på turné.

Her blev al selvhøjtidelig moderskab afmonteret med sårbarhed og selvironi og en fabelagtig evne til med streg og ord at naile hverdagslivets scener, som f.eks. glæden ved for første gang i seks måneder at have seks sammenlagte timer med veninder uden behovskrævende børn.

Det store regnestykke er sammensat af alle de tegninger, som Line Jensen hver dag har lagt op på sin Instagramprofil én tegning ad gangen. Tegningerne bliver ledsaget af talebobler og som regel også fortællende eller ironiske kommentarer.

Rent visuelt fremstår bogen særdeles helstøbt med enkelte fotos og opslag i helfarver til at skabe kontrast til de sort-hvide tegninger. Taleboblerne, der nogle steder næsten fylder hele siden, og fonten har deres egen meget appellerende æstetik, som afspejler tonen i historien.

Jeg er begejstret over Line Jensens streg, som har et naivistisk og skævt udtryk, og som formår at ramme ansigtsudtryk meget præcist. Når hun en sjælden gang skraverer baggrunden, giver det en smuk stoflighed til siden. Få kan tegne den udmattede (kvinde)krop så morsomt og præcist som Line Jensen.

Det gælder når kroppen ser ud til at være smeltet ind over køkkenøen af bar træthed eller når hendes stakkels krop ligger helt udstrakt og lammet i sengen nytårsaften og eneste bevægelse er blikretningen grundet festen omkring hende.

Line Jensen
Når raseriet og frustrationerne bliver for meget, er stregen vred på en skøn, befriende måde, hvilket desværre sker ret sjældent, idet Line Jensens alter ego fremstår som et overmenneske af selvbeherskelse. Tålmodigheden selv.

Når farmand kigger med

Det er langt hen ad vejen sjovt, som da hendes debut Hver dag starter det forfra bliver lanceret, og pressen banker på, og Line Jensen spørger fotografen, om hun skal drysse mere havegryn på bordet (underforstået så, at hjemmet kan se så kaotisk ud, som det fremstår i bogen).

Men de mange opslag af typen rodede køkkenborde, lortebleer og simultant grædende børn og altså det kaotiske familieliv har vi dels set i etteren, og dels fører det ikke rigtigt noget sted hen.

Det kunne eksempelvis have været oplagt at tage udgangspunkt i det uventede dødsfald, som indtræffer, da ekskæresten og faderen til det ældste barn dør. Det fylder meget få opslag. Som læser forekommer det mærkværdigt, at noget så brutalt fylder så lidt, og det giver uvilkårligt resten af tegningerne et skær af petitesser.

Det er sigende for historiens begrænsninger, at der kun er én sexscene i bogen, hvor man ser Lines alter ego nederst og Kjeldsen øverst. Forudsætningen for, at de gennemfører projektet, er, at Kjeldsen lover at stå op med børnene næste morgen og gå til bageren, hvilket naturligvis er ret sjovt.

Men selv om en af pointerne er, at tiden med løssluppen sex på køkkenbordet forsvandt med blebørnenes ankomst, kan historien i sandhedens tjeneste vel bære eventuelle klodsede anslag til sex eller kiksede fantasier? Er det fordi, det ikke passer til Instagram-æstetikken? Eller måske er det bare svært, når også farmand kigger med på Instagram, hvilket Line Jensen helt eksplicit kommenterer i et opslag, hvor hun og manden er på date, og teksten lyder:

»Jeg må hellere berolige alle – ikke mindst min far, der dagligt ringer for at kommentere dagens tegning på insta og som på det seneste er blevet lidt urolig«, at hende og manden har haft en fin date, som modvægt til den akavethed, der emmer ud af tegningen.

Og det lyder: »Jeg må igen (og igen, far) understrege, at det jo bare er en historie!«

Og ja, selvfølgelig er enhver fortælling, uanset hvor autofiktiv den er, dybest set en historie. Og selv om det er sjovt med de metafiktive kommentarer, så peger det også på bogens grundlæggende problem, som er, at jeg som læser er ligeglad med, hvorvidt deres date er god eller dårlig i virkeligheden, bare jeg bliver anfægtet af historien.

Mere dysfunktionalitet

Man fornemmer, at Line Jensen synes, det er svært at udlevere alt det knap så pæne, og det kan man ikke fortænke hende i, men det er også her, at hun er virkelig sjov. F.eks. scenen hvor det mellemste barn åbner døren til badeværelset, hvor Lines alter ego netop har fjernet en tampon fra sit blødende underliv, og barnet uhæmmet nysgerrig spørger: »Er det en lort det der på snor?«

Line Jensen
I teksten nederst på siden lyder det: »Nyt level af selvudlevering, som Kjeldsen [hendes mand] siger. Undskyld.«

Men hvorfor egentlig undskylde? Ja ja, kommentaren er sjov men måske især møntet på Instagram-følgere og familien?

Hvor det var befriende at læse Hver dag starter det forfra, føles Det store regnestykke som en gentagelse, og man tager sig i at savne bare en lillebitte dysfunktion i familien. Altså af den art, som alle familier har.

F.eks. at det næppe er nemt at være far for en andens barn. At familiesammenkomster kan være anstrengende. At man bliver i tvivl om partnerens kærlighed. At en mor kan blive vred på sine børn.

Men den slags ærlighed er gemt væk til fordel for det snavsede service, work-life balancegang og omgangssygen. Der mangler et narrativt flow og altså en reorganisering af Instagram-logikken (som baserer sig på én tegning og én scene pr. dag), hvilket Line Jensens åbenlyse talent fortjener.

Line Jensen: ’Det store regnestykke. En ægte kærlighedshistorie’. Forlaget LESEN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu