Læsetid: 5 min.

Madonna har endelig famlet sig frem til sin ro – men man kan stadig danse til den

Madonna har fundet sin position som grand old dame. Hun jager ikke så meget hurtige hits, som hun søger kunstnerisk konsistens på sit spritnye album ’Madame X’. At levere et personligt udtryk til lytterne i stedet for at sætte et overfladisk aftryk i rekordbøgerne. Og så er hendes plade multietnisk som aldrig før
Madonna har fundet sin position som grand old dame. Hun jager ikke så meget hurtige hits, som hun søger kunstnerisk konsistens på sit spritnye album ’Madame X’. At levere et personligt udtryk til lytterne i stedet for at sætte et overfladisk aftryk i rekordbøgerne. Og så er hendes plade multietnisk som aldrig før

Universal Music Group

18. juni 2019

Der er en afvigende akkord på Madonnas nye album, Madame X, der fortæller os, at hun ikke famler længere.

Den tredje klaverakkord på »Dark Ballet« rammer uden for formlen og skubber til den harmoniske balance. Det er ikke avantgarde, men det er et skår i koppen, en splint i øjet, en revne i spejlet, som man kun vælger, når hånden ikke længere famler.

Famlende kunne man ikke kalde Madonna, da hun i sin ungdom endelig kom til at stå på en scene i 1982 på den legendariske New York-klub Danceteria. Hun rev opmærksomheden til sig fra første øjeblik.

Famlende har man kunnet kalde hende efter at hun måtte abdicere som popdronning engang efter sit sidste store album, Music, i 2000. Der har været dårlige, middelmådige og gode sange og plader siden. Men ingen milepæle.

Universal Music Group
I dag er det Taylor Swift, Beyoncé og Ariana Grande, der taler til ungdommen og nyder SoMe-dominans. Mens den nu 60-årige Madonna har 13 millioner følgere på Instagram, så har de alle over 100 millioner hver. Også selvom de allesammen er Madonnas efterfølgere. Det er hende, der har blæst en bred motorvej åben for seksuelt udfordrende, kropsstolte, provokerende popstjerner med et godt greb om hver deres rat i hver deres karrieremobil.

Nulstilling af Madonna

Det har længe været tid til en nulstilling i Madonnas karriere, og nu kan man argumentere for, at det er sket.

Madame X er Madonnas 14. studiealbum, og det er det roligste fra hende ever – selvom man stadig kan danse til det. Men det virker ikke som om hun længere forsøger at overtale – i stedet bare at tale i de tunger, hun måtte lyste.

Det er i hvert fald svært at forestille sig en tidligere berømmelsessyg og narcissistisk Madonna begå »Dark Ballet« – sangen med den let skærende klaverakkord, som ikke er det eneste mærkværdige. Hør intermezzoet, hvor hun synger med robotstemme henover syntetisk rokokomusik. WTF!?

Og ville hun have haft nosserne til at lave så changerende et nummer som »God Control«? Først en sammenbidt Madonna, der harcelerer mod systemet:

»Everybody knows they don’t have a chance
To get a decent job, to have a normal life

Dernæst skifter nummeret til gospel og siden disco med styrtdykkende strygere.

Det er to ekspansivt tænkte numre, der vil noget langt mere end at indynde sig.

Stadig antennerne ude

Men Madonna har selvfølgelig stadig antennerne ude.

Her er gospelrap a la Kanye West og Chance The Rapper, og traphiphop og -tripletrap a la Migos (det ene medlem Quavo er gæst). Og »Crazy« byder på de samme skarpt skudte, kortfattede fraser som Frank Ocean dyrker på sit (delvise) mesterværk Blonde.

Og mon ikke Madonna også har taget bestik af Beyoncés Lemonade? Mon ikke hun har lyttet til denne nyklassikers kunstneriske konsekvens, til blotlæggelsen af sangstemmen og kvindekroppen som sårbar, men også hævngerrig?

Og naturligvis er Madonna også bevidst om disse års dominerende spansksprogede pop. Der er blevet lyttet til catalanske Rosalía og til den caribiske wellness-reggaeton-popbølge, der har storhittet med »Despacito« og »Con Calma«.

Nu har Madonna så også historien på sin side, for, hey, det var altså allerede i 1986, at hun inkorporerede latin-musik og spansk i sin pop med »La Isla Bonita«.

Fadotraditionens vemod

Som ovenstående indikerer, så er det her Madonnas multietniske album, en stensikker pejling af at poppen er blevet global. Men muligvis også et pejlepunkt for andre, fordi det er så vellykkede og uventede hybrider.

Hvad der er afgørende er, at de bedste, fremragende numre er transformative i forhold til inspirationskilderne. Det er ikke sange, der bare er blege skygger af deres forlæg. Der er tænkt videre. Hun løber ikke længere efter nogen, hun finder sin egen vej væk fra pøbelens ekkokammer.

»Batuka« ender således som en berusende hvirvelvind af flamencostemmer og -håndklap blandet med et trap-hiphop-grundspor.

»Medellín« og »Faz Gosto« er begge interessante og vitale reggaetonudviklinger. Ja, »Faz« ender i samba-gadestemning.

Universal Music Group
Og »Killers Who Are Partying« lyder som om hun synger hen over den vemodige, portugisiske fadotradition, den som hun har kunnet høre i Lissabon, som hun flyttede til da hendes ene adoptivsøn David Banda begyndte på lokalholdet Benficas fodboldakademi.

Måske er det også her – tæt på Nordafrika – at hun har hørt den marokkanske trancemusik gnawas metalkastanetter og gimbristrengeinstrumentet, som bobler gennem den optimistiske hymne »Come Alive«.

Palæstinensisk flag på ryggen

Hendes stemme er hårdere og dybere, mere uforsonlig, men også sprød i klangen på Madame X, i fortsat klædelig forandring.

»I know what I am
And I know what I am not
«.

Live synger hun stadig falsk, det kunne man høre til Eurovision Song Contest i Israel. Og hun begår stadig klodset politik, det kunne man også erfare i Israel, hvor hun på live-tv hævdede at musik bringer folk sammen (med citat fra 2000-hittet »Music«). Sagt til en musikbegivenhed, hvor Palæstina ikke deltog, ja, ikke måtte nævnes. Og det lignede siden et alibi, at en af hendes dansere havde et palæstinensisk flag på ryggen.

Hendes politiske udsyn er langtfra visionært, men hævder at være indigneret. Hun indskriver sig i den fremstormende aktivisme med linjer som:

»They think we are not aware of their crimes
We know, but we are just not ready to act
The storm isn't in the air, it's inside of us.
«

Det virker ikke klædeligt at bruge en lydbid fra den unge gun control-aktivist Emma Gonzales' allerede berømte tale:

»We call BS!«.

Men der er alligevel et eller andet i denne anmelder, der rører på sig, når Madonna stiller sig foran alle de svage og siger ’slå på mig først’:

»I will be gay, if the gay are burned
I'll be Africa, if Africa is shut down
I will be poor, if the poor are humiliated.«

Det er smukke, skarpe formuleringer af empati – som vi så spændt venter på at se handling bag.

Grand old dame

Når Madame X er bedst er den virkelig fremragende, men det er også for langt et album. De bedste sange er stærke, melodisk potente, produceret med masser af friske ideer.

Og vigtigt: Hun jager ikke så meget hurtige hits, som hun søger kunstnerisk konsistens. At give udtryk for noget personligt/kunstnerisk, i stedet for at efterlade aftryk i popkulturens rekordbøger.

Madonna har ledt efter sin position som grand old dame et stykke tid. Det virker som om den er fundet med Madame X.

»It’s a beautiful game
That I never learned

Ja og nej. Det lykkes da meget fint her. Og både succeserne og fiaskoerne har uanset hvad været spektakulære, frk. Ciccone.

Madonna: ’Madame X’ (Interscope/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu