Læsetid: 8 min.

Hos Michel Serres svarer naturen igen

Michel Serres opråb i ’Naturpagten’ fra 1990 var ikke et romantisk eller mystisk forslag om at tilskrive dyr og planter menneskelige egenskaber, men næsten lige omvendt en ambition om at gentænke menneskets egen status i verden og lytte til de reaktioner, vores adfærd har affødt
Michel Serres døde den 1. juni, 88 år gammel. Naturpagten er ét blandt en række af væsentlige værker, han efterlod.

Michel Serres døde den 1. juni, 88 år gammel. Naturpagten er ét blandt en række af væsentlige værker, han efterlod.

Bruno De Mones

14. juni 2019

Der er en scene i Michel Serres’ Naturpagten, der har fulgt mig, siden min makker Kurt begejstret læste den op for mig i sin studenterhybel på Aldersrovej i Aarhus i starten af 1990’erne.

Kurt havde arbejdet både som sømand og fisker og var fascineret af Serres’ mange maritime metaforer, mens jeg selv var en ung filosofistuderende med en digterisk åre, der var tiltrukket af den helt specielle stil i Serres’ værker.

Jeg skriver en scene, fordi det er en meget atypisk passage for et filosofisk værk. Det er en allegori eller en lignelse, men samtidig en fortælling, der tages fuldstændig alvorligt og behandles som en næsten bogstavelig beretning om de bånd, der knytter os sammen med verden omkring os.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Anders Olesen
  • Ejvind Larsen
  • Casper Cordes
  • Niels Duus Nielsen
lars søgaard-jensen, Kurt Svennevig Christensen, Anders Olesen, Ejvind Larsen, Casper Cordes og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Cordes

Super relevant tekst, du har skrevet, Henrik Jøker Bjerre. Der er i det hele taget, i den franske filosofi flydt en strøm af tanker, som kan hjælpe os til at tænke vores nuværende udfordringer på en passende måde. Jeg tænker på bla. på Bachelard, som måske kan siges at være bedstefar til denne strøm, og senest Bruno Latour, som jeg forstår som arvtager af denne retning. Grundlæggende set, tænker jeg, at det er en etisk diskussion, og at vi må forholde os til, hvordan vi kan træffe de rigtige valg i vores liv, hvor vores handlinger hele tiden bliver vejet op imod om de gør større gavn end skade på omgivelserne, både med de mennesker og alle andre slags organismer - også uorganiske, som befolker dem.

Anders Olesen, Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar