Hos Michel Serres svarer naturen igen

Der er en scene i Michel Serres’ Naturpagten, der har fulgt mig, siden min makker Kurt begejstret læste den op for mig i sin studenterhybel på Aldersrovej i Aarhus i starten af 1990’erne.

Kurt havde arbejdet både som sømand og fisker og var fascineret af Serres’ mange maritime metaforer, mens jeg selv var en ung filosofistuderende med en digterisk åre, der var tiltrukket af den helt specielle stil i Serres’ værker.

Jeg skriver en scene, fordi det er en meget atypisk passage for et filosofisk værk. Det er en allegori eller en lignelse, men samtidig en fortælling, der tages fuldstændig alvorligt og behandles som en næsten bogstavelig beretning om de bånd, der knytter os sammen med verden omkring os.

Scenen foregår på havnen i Brest, hvor et ungt par tager afsked med hinanden. Da skibet, som manden skal med, gør klar til at lægge fra kaj, får kvinden den indskydelse at tage et æble op af tasken, tage en bid af det og kaste det op til manden, der står på broen. Han tager en bid og kaster tilbage. Hun besvarer hans gestus. De bliver grebet af legen, og den får pludselig en mere alvorlig betydning. Som om æblet kunne fastholde deres forbindelse:

»Fra kaj til skib, fra skibsbro til anlægsbro bliver æblet stædigt ved med at flyve som en levende pil; det spinder fortsat sine tråde, og båndene strækkes stadig længere for at forbinde hænder adskilt af afskeden.«

Det er en smuk allegori, for så vidt. Men det særlige ved den franske filosof Michel Serres var, at han ikke brugte den slags fortællinger til at ’illustrere’ noget andet, eller i hvert fald ikke kun det. Som om æblet ’blot’ symboliserede de unge menneskers kærlighed. Det var deres forhold, fuldstændig håndgribeligt og materielt, der strakte sig ud mellem kajen og skibsbroen.

I stedet for at moderere eller relativere konsekvenserne af den lille scene gik Serres derfor også planken ud:

»Jeg ville sværge på, at dette spindelvæv, som frugten frembringer i sin stadige bevægelse frem og tilbage som en skyttel, gør det svært for skibet at løsrive sig, som var det endnu fortøjret til jorden ved synlige og usynlige trosser af svævende minder og savn.«

Denne scene har fulgt mig, tror jeg, fordi den på én gang rummer en virkelig god historie og samtidig en temmelig radikal påstand om, hvad der findes i verden – og hvordan det kan beskrives.

Jeg kunne dengang ikke bruge historien som andet end en anekdote (hvad skal det sige, at et æble kastet frem og tilbage skulle kunne forsinke et kæmpe skibs afgang?!), men den blev alligevel hængende inde bag ved som en påmindelse om, at der var noget, vi ikke havde tænkt. Måske var der noget om det.

Udvidelse af Rosseaus samfundspagt

Det er én af de grundlæggende antagelser i Naturpagten og for så vidt i Serres’ værk i det hele taget, at vi har brug for at gentænke de forbindelser, vi står i, til alt andet i verden. Eller måske rettere: gentænke selve forbindelsen; dét, der er mellem menneskene og tingene.

Vi kontrollerer vores punktvise forehavender, men er blinde for deres forbindelser, siger Serres. Det kan være en enorm fordel at isolere et spørgsmål for at betragte og behandle det på sine helt egne præmisser, men det kan også føre til større problemer, end vi løser med isoleringen, hvis vi overser de forbindelser, der ikke desto mindre er eller opstår.

Hvordan kommer man af med skadedyr i en kornmark for eksempel? Det er et spørgsmål, der godt kan isoleres og løses. Men hvad betyder det, at kornmarken også står i forbindelse med vores drikkevand, og at de giftstoffer, vi opfinder til at løse problemet med, skal produceres og distribueres på markerne?

Naturpagten, Le contrat naturel, som Serres foreslår, er en udvidelse af den samfundspagt, som Jean-Jacques Rosseau plæderede for i Du contrat social i 1762. Rosseau forklarede, hvordan det var i det enkelte individs interesse at indgå i en fælles, samfundsmæssig orden, hvor »almenviljen« hersker.

I Naturpagten fra 1990 er Serres’ påstand, at det nu er tid at udvide pagten: at indgå i en fælles ordning med vores naturlige omgivelser.

Men naturen kan ikke indgå i et kontraktligt forhold, kunne man indvende. Nej, der er ikke noget subjekt til at skrive under på en kontrakt, naturligvis, men den gamle pagt blev heller aldrig underskrevet, som Serres understreger, dvs. hverken en samfunds- eller en naturpagt er nødvendigvis det samme som et juridisk dokument, der kan underskrives med kuglepen, men snarere en anerkendelse af de relationer og den gensidige afhængighed, man står i.

Naturpagten er en filosofisk reorientering af menneskets syn på sin egen position i verden med udgangspunkt i en udveksling, der rent faktisk har fundet sted i et stykke tid allerede, og som for nylig er blevet global.

For første gang står menneskeheden som samlet aktør over for et globalt, naturligt grundlag, som vi på utallige niveauer påvirker og er i kontakt med:

»Da vi er bundet sammen af de stærkeste tråde, vi nogensinde har formået at spinde, forstår vi Jorden, og den forstår os, ikke kun i filosofiens spekulationer, hvilket ikke medførte de store konsekvenser, men i kraft af et enormt energiudvekslingsspil, som kan blive dødbringende for de partnere, som beror på denne kontrakt.«

Naturen er begyndt at svare igen

Selvom naturen ikke kan skrive under på en kontrakt på samme måde som en brugtvognsforhandler eller et støtteparti til en nydannet regering, er den alligevel indtrådt i en form for forhandling med menneskeheden. Naturen er nemlig begyndt at svare igen på den massive påvirkning, vi har udsat den for. Storme og oversvømmelser, temperaturstigninger, tørker, arters uddøen og migration.

Relationerne er fuldstændig objektive, men spørgsmålet er, om vi når at anerkende deres realitet, før det er for sent:

»Hvilke alvorlige uligevægtstilstande vil der opstå, hvilken global forandring i klimaet som helhed kan vi forvente som følge af vore voksende industrielle aktiviteter og tekniske kapacitet, der dagligt sender mange tusinde tons kulilter og andre giftige affaldsstoffer ud i atmosfæren?« skrev Serres altså for 30 år siden.

Hans opråb var ikke et romantisk eller mystisk forslag om at tilskrive dyr og planter menneskelige egenskaber, men næsten lige omvendt en ambition om at gentænke menneskets egen status i verden og lytte til de reaktioner, vores adfærd har affødt.

Paradoksalt nok har menneskeheden i stigende grad vendt sig bort fra naturen, mener Serres. Netop på det tidspunkt, hvor vi som globalt subjekt påvirker den mest, har vi mistet sansen for vores forbindelse med den. Hvilke grupper er de mest magtfulde i dag? Administratorer, medieprofessionelle og akademikere – og hvad kendetegner dem alle? De lever langt det meste af deres liv indendørs. Det er ikke længere nok til at forstå den verden, vi lever i.

Det betyder ikke nødvendigvis, at DJØF’erne skal køres ud af byen på et læs lort, men at der er brug for en gentænkning af alle mulige dele af vores liv for at tage højde for den måde, de indgår i større sammenhænge og dermed også for at inddrage andre typer af erfaringer end dem, man kan lære på uddannelsen til cand.polit. Ingen landbrugspolitik uden en vandmiljøpolitik, ingen erhvervspolitik og ingen udenrigspolitik uden en klimapolitik.

Der er brug for et bredere sprog og en større lydhørhed. Det er vel at mærke ikke en mere ’human’ politik, der er brug for – om noget snarere tværtimod. Selve begrebet politik betragter Serres faktisk som upræcist til at dække det, en naturpagt skal kunne, »fordi det udelukkende henviser til polis, byen, de offentlige rum, gruppernes administrative anliggender«.

Hvordan politikken konkret skal udformes, handler Naturpagten ikke ret meget om, men den må som generelt princip tage alle de væsentlige effekter af vores handlinger alvorligt. Derfor er det måske nok så vigtigt, at Serres ikke blot kræver politikkens reorientering mod naturen, men også at fysikeren »nærmer sig politikeren«.

Er det ikke netop dette, vi har set, i de seneste par årtier? At naturvidenskabelige forskere i stigende grad har udtrykt frustration over ikke at blive hørt, over at deres resultater er blevet bagatelliseret eller misforstået, og at deres principielle, videnskabelige forsigtighed over for at drage praktiske konklusioner af deres arbejde derfor i stigende grad er blevet udfordret. Nogen af dem er endda gået ind i politik.

Én samlet stil

Det er ikke nok med et enkelt klimavalg. Der er brug for en langt mere grundlæggende gentænkning. For Serres er idealet for den kommende tids magthavere (i bredeste forstand), at de skal være »dannede dommere« (tiers instruit), dvs. nogen, der kan mere end deres katekismus, om man så må sige.

En dannet dommer kender både til videnskaberne og politikken og kan mægle imellem dem. Hun må gerne have rejst i verden, klatret i bjergene og sejlet på havene. Hun må være en kender og elsker af forskellige kulturer og kunne forholde sig til verden som helhed med »en paradoksal rodfæstelse i det globale: ikke i en jord, men i Jorden, ikke i gruppen, men i menneskene overalt«.

Måske er det endnu ikke ligefrem sådanne politikere, vi har, men så må vi hjælpe dem, så godt vi kan, vi der i det mindste kan forsøge at bringe forskellige perspektiver sammen. Serres var selv usædvanligt velbevandret i både matematik, fysik, filosofi, antropologi og poesi.

Hans arbejde var tværfagligt i en helt anden forstand end det, man ofte forstår ved dette i dag: Han skrev simpelthen om alle former for erkendelse i én samlet stil, der kan være svær at finde rundt i, og som for den, der kun er halvdannet eller mindre, kan virke sværmerisk og ukonkret. Ligesom de fleste væsentlige filosofiske skrifter ville Serres’ formentlig have svært ved at komme igennem vore dages peer review-processer.

Michel Serres døde den 1. juni, 88 år gammel. Naturpagten er ét blandt en række af væsentlige værker, han efterlod. Ikke det med størst filosofisk tyngde, kunne man mene, men måske alligevel det værk, der mest markant og betimeligt vil indgå i filosofihistorien, næsten alene fordi det ved sin titel opsamler de meget forskelligartede indsigter, Serres var i besiddelse af, og placerer dem i den rette, verdenshistoriske kontekst. Man må håbe, at der er noget, der bliver tilbage og kan inspirere nye generationer.

Serres ville formentlig ikke finde det specielt interessant at skulle være grundlægger af en doktrin, men han ville utvivlsomt ønske sig, at de værker, han efterlod, kunne skabe nye begyndelser og inspirere nye måder at tænke over forholdet mellem menneske og natur. Som historien om de unge elskende i Brest endte, efter at æbleskroget til sidst var faldet i vandet mellem dem:

»Mågerne dykker i spiral for at hugge det lidt i sig, der er tilbage og flyder ovenpå af den hjertelige kommunikation. Kernerne.«

Michel Serres: ’Naturpagten’. Oversat af Per Aage Brandt. Forlaget Rhodos, 1993, 210 sider.

Henrik Jøker Bjerre er lektor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.