Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Mindre torturæstetik og mere organiseret modstand, men stadig ingen racebevidsthed i ’The Handmaid’s Tale’

Tjenerinden (eller avlsslavinden) June opgiver i tredje sæson af den dystopiske tv-serie ’The Handmaid’s Tale’ at flygte fra det voldelige patriarkat Gilead for i stedet at modarbejde det indefra. Det fokusskift klæder tidens mest markante og refererede historie om kvindeundertrykkelse
Tjenerindernes blodrøde uniformskjoler og kridhvide, skyklapslignende kyser i ’The Handmaid’s Tale’ er blevet et af nutidens mest brugte symboler på kvindeundertrykkelse og knægtelse af reproduktive rettigheder.

Tjenerindernes blodrøde uniformskjoler og kridhvide, skyklapslignende kyser i ’The Handmaid’s Tale’ er blevet et af nutidens mest brugte symboler på kvindeundertrykkelse og knægtelse af reproduktive rettigheder.

HBO Nordic

Kultur
7. juni 2019

Tredje sæson af tidens mest markante historie om kvindeundertrykkelse, The Handmaid's Tale, starter lige der, hvor anden sæson slap: 

June (Elisabeth Moss) – en såkaldt tjenerinde, der fungerer som avlsslave i et totalitært, kristent fundamentalistisk samfund, der ligger, hvor USA engang lå – står tilbage på en mørk landevej efter at have takket nej til den eneste sikre flugtmulighed, hun har oplevet. Måske også den eneste, der nogensinde vil byde sig. I bilen, der kører mod Canada og et effektivt asylsystem, sidder hendes veninde, tjenerinden Emily (Alexis Bledel), med Junes spæde datter Nichole i armene. June besluttede i sidste øjeblik at give hende fra sig for at blive i Gilead, som det dystopiske samfund i The Handmaid's Tale hedder.

Tilgiv det søgte plottvist

Det kunne opfattes som et søgt plottvist på falderebet af en sæson, der fra start til slut handlede om at flygte, men det er værd at tilgive manuskriptforfatterne denne bratte ændring i hovedpersonens inderste ønske og mål. Dels fordi det lige akkurat lykkes at motivere hendes beslutning, dels fordi det gør serien godt at skifte fokus.

June har en datter fra tiden før Gilead, Hannah Bankole (Jordana Blake), som skal reddes. I dagene efter det kup, der førte til etableringen af Gilead, forsøgte June og hendes mand, Luke (O-T Fagbenle), at flygte fra hjembyen Boston til Canada, men blev opdaget på vejen. Det lykkedes Luke at undslippe, mens June – i sin egenskab af fertil kvinde, hvilket er en mangelvare i den tid, The Handmaid's Tale foregår i – indkvarteres hos et såkaldt kommandørpar. Her bliver hun månedligt udsat for en rituel voldtægt, indtil det lykkes hende at blive gravid (godt nok ved den godhjertede chauffør Nicks (Max Minghella) mellemkomst). Hannah bliver adopteret af et andet kommandørpar, der som de andre kommandørpar tjener styret loyalt nok til at gøre sig fortjent til et barn.

Og nu står June altså på en landevej, fast besluttet på at lade Luke tage sig af den datter, hun har fået med Nick, og redde sin ældste datter fra Gileads undertrykkelse. Enten ved at få Hannah med til Canada eller ved at omstyrte det ultrapatriarkalske samfund, der gør det umuligt for alle kvinder at blive anerkendt som myndige væsner. Uanset hvor i samfundshierarkiet, de befinder sig. 

Tiltrængt voldspause

Anden sæson vekslede mellem virtuost filmede, gennemæstetiserede torturscener og flugtplanlægning. Selv om sæsonen rummede virkelig stærke afsnit, blev man efterhånden mæt af de to ting. Ikke mindst af alle de brutale voldsritualer og måden, hvorpå scenograf, kostumedesigner og fotograf blev ved med at variere samspillet mellem røde og hvide flader og former i diverse imponerende billedkompositioner. The Handmaid’s Tale befinder sig et godt stykke over gennemsnittet, hvad setdesign og kostumer angår.

Serien forstod at udnytte ligheden mellem tjenerindernes uniform (blodrøde uniformskjoler og kridhvide kyser) og synet af blodplamager i sne eller blod, der flyder ned ad bleg hud. Det var imponerende, indtil det pludselig var trættende.    

Tjenerindernes blodrøde uniformskjoler og kridhvide, skyklapslignende kyser er efterhånden blevet et af nutidens mest brugte symboler på kvindeundertrykkelse og knægtelse af reproduktive rettigheder. Når tv-versioneneringen af Margaret Atwoods roman fra 1985 er blevet så populær og refereret, som den er, er det selvfølgelig også, fordi den sætter nogle af de politiske rettighedskampe, der finder sted i USA og andre lande lige nu, på spidsen.

Tredje sæson fokuserer – at dømme ud fra de første tre afsnit, der er tilgængelige nu – på den organiserede modstandskamp inden for Gileads grænser. Det er tiltrængt med en pause fra voldsscenarierne, og modstandskampen er en effektiv dramatisk drivkraft.

I første sæson (der i det store og hele fulgte handlingen i romanforlægget af Margaret Atwood) bestod spændingen i mange af scenerne i den konstante afvejning af, hvem man kunne stole på. I hvis selskab, man f.eks. kunne tillade sig at afvige en ganske lille smule fra Gileads detaljerede drejebog og manuskript for sociale interaktioner uden at blive angivet som oprører, ført bort og muligvis henrettet og hængt op på byens offentlige mure til skræk og advarsel. Det gav et kvalificeret gyseligt billede af den måde, totalitarisme sætter sig som konstant selvkontrol på. 

Det er den vagtsomhed, The Handmaid’s Tale vender tilbage til som kilde til spænding. På landevejen bliver June samlet op af den højtstående embedsmand i Gilead, kommandør Joseph Lawrence (Bradley Whitford), som kørte Emily, hende og datteren derud. Hos ham – i Emilys gamle stilling som tjenerinde – ender June.

Om Lawrence ved vi, at han har en kone, der er sindsforstyrret (eller bare kronisk chokeret over det samfund, hun lever i), og at han er hjernen bag de såkaldte kolonier. Kolonierne er et område fuld af radioaktivt affald, der fungerer som udrensningslejr for besværlige samfundselementer. Nu er Lawrence muligvis ramt af dårlig samvittighed, i hvert fald støtter og tolererer han af og til modstanden mod det samfund, han har været med til at bygge op. Det betyder dog ikke, at Lawrence er til at stole på – som det fremgår af adskillige ubehagelige scener, hvor June og ham prøver hinanden af.   

Nødvendige alliancer

Lawrences hus er både omdrejningspunkt for idéudvikling i Gileads politiske elite og for de umyndiggjortes modstandsbevægelse. June finder allierede i de Marthaer (dvs. infertile hushjælpsslaver), der er en form for underground railroad. Som de historiske amerikanske slaveribekæmpere transporterer de systematisk flygtende mennesker fra det ene skjulested til det næste.

June konstaterer hurtigt, at hun for at overleve ikke bare må have alliancer, men også alliancer med magtfulde mennesker. Og siden alle med magt (i hvert fald officielt) støtter et voldeligt patriarkat, indebærer den erkendelse en del risici og moralske dilemmaer. Det er ikke mindst spørgsmålet om, hvilke alliancer der kan føre til hvad i det fiktive tankeeksperiment, som Gilead er, jeg glæder mig til at få besvaret i løbet af tredje sæson af The Handmaid’s Tale.

Kommandørparret Fred (Joseph Fiennes) og Serena (Yvonne Strahovski), som herskede over June i de første to sæsoner, er stadig vældig meget med i billedet. Hvad præcis der sker med og mellem dem, vil jeg ikke afsløre, men jeg kan sige så meget, som at der er krise i ægteskabet. Og at denne ægteskabelige krise også er en ideologisk krise, fordi ægteskabet er en hjørnesten i Gileads ideologi. Hvad man skal finde sig i (og hvilke alternativer der er til at finde sig i ting) er et akut presserende spørgsmål for Serena. Hun, der ellers plejede at være så systemtro, gav frivilligt sin datter (som June havde født) fra sig i sidste sæsons sidste afsnit, fordi hun til trods for sin fundamentalisme hellere ville have, at datteren skulle vokse op med frihedsrettigheder. Sidehistorien om Waterford-parret virker lidt påklistret, men det lever man med, fordi Yvonne Strahovski spiller rollen som tvivlende fundamentalist så godt.  

Serien fortsætter med at udfolde et modbillede til Gilead i form af det frie og solidariske canadiske samfund, hvor der findes et toptunet beredskab til at tage imod flygtningene fra nabolandet. Her bor Luke sammen med Junes bedste veninde, Moira (Samira Wiley), og den spæde Nichole. Deres traumeprægede hverdag er i sig selv interessant at se på. Men lige så snart historien foregår i et nogenlunde genkendeligt samfund, virker det underligt, at racespørgsmål er totalt fraværende i en serie, der ellers på så fremragende vis sætter undertrykkende strukturer på spidsen.    

’The Handmaid’s Tale’ kan ses på HBO Nordic. Tre afsnit er ude nu, nye føjes til hver onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det ser lovende ud efter 1. afsnit. :)

Lise Lotte Rahbek

Efter 3 afsnit: Modstanden mod undertrykkelsen eksisterer og organiserer sig. . Hurra.
Hit med resten af afsnittene. Vi har brug for al det håb, der kan mobiliseres