Læsetid: 6 min.

'De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne' rusker op i den banale villavejstragedie med surrealisme og atonalitet

Københavns musikfestival for samtidsmusik, KLANG, der i år fejrer tiårsjubilæum, bød på en stærk uropførelse af en opera om vold og vrangforestillinger og kvinder, der er svære at nå
De solgule naboer er som det opvaskende mongolpar i Triers Riget, et kommenterende og kryptisk spående tragediekor

De solgule naboer er som det opvaskende mongolpar i Triers Riget, et kommenterende og kryptisk spående tragediekor

Alexander Banck-Petersen

4. juni 2019

I en have smukt fremstillet af videoprojektioner og et par enkelte træer på scenen synger en mand og en kvinde, Enrique og Erika:

Enrique:

»Haven er en havn
For de der blev borte
i tankernes spind af
glemsomhed,
forfejlet erindring
og løgne, der drømmes frem
«

Erika:

»Meine Träume sind
mit meinen Gedanken
vermischt
«

Dette er prologen til operaen De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne, der lige har haft urpremiere under den moderne musikfestival KLANG.

Enrique og Erika er to karakterer fra villahaverne, nogle venlige naboer, der tilsyneladende lever i det grønne som en særlig villahavebefolkning, udstyret med sommerfuglenet og gult regntøj i en slags absurd haveudstyrsmundering, den ene småfabulerende på dansk, den anden rablende på tysk og gerne i Wagner-citater, begge om drømme og tankernes spind.

Operaen er selv et drømmeprodukt. For det hele startede med en drøm, hvor Jesper Lützhøft, forfatter, guitarist og kunstnerisk leder af ensemblet Athelas, drømte formuleringen »de mørkeblå lillakvinder i villakvartererne«, og Jexper Holmen, komponist, sagde, at det ville han gerne skrive en opera om, fortæller Jesper Lützhøft i programmet.

Titlen er altså en drøm og ikke noget, vi kan spørge nærmere ind til som noget med et meningsfacit. Men ligesom med resten af operaen, må vi forholde os til den som et åbent udsagn, måske endda en arbejdstitel.

»De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne«.

Det ER en flot drømmeformulering.

Den er dragende. Den føles sand, uden at man lige ved hvorfor. Præcis og uklar på én gang. De solgule naboer er som det opvaskende mongolpar i Triers Riget, et kommenterende og kryptisk spående tragediekor. Og tragedien er villakvarterets.

Hovedkarakteren, Adele, er en kvinde, måske en lillakvinde, i cremehvid kjole, der på trods af sit dejlige villahjem med arkitekttegnede møbler og sin kærlige mand, Leon, i koboltblå skjorte, hjemsøges af onde drømme. Der er et barn, der altid sover, findes det overhovedet, eller er det bare et tabuiseret emne? Så er der en søster, Beatrice, der har det med at kigge forbi i Chanel-læberød kjole.

Om barnet er dødt, eller søsteren er mandens elskerinde, eller om Adele virkelig selv har kværket fuglen og katten, er operaens friheder og den usikkerhed, den ønsker at hvile på. Operaen er glad for at tematisere sandhed og digt som to konkurrerende størrelser. Som angivet i prologen er løgne, erindringer, forestillinger og tanker ét stort rod, vi ikke formår at sortere i.

Surrealisme og kedelig virkelighed

Alle karakterer, på nær tyske Erika, hedder noget franskklingende, også katten Duchesse og fuglen Chanel. Og det er også en fransk opera, man kommer til at tænke på alene ved at læse librettoen, nemlig Pelléas og Mélisande, Debussys revolutionerende opera efter et skuespil af Maurice Maeterlinck. Meget subtilt er vi i samme slags irreelle verden, selvom der ikke er tale om en skov eller en grædende prinsesse, men om en ufortryllet villavej.

Alexander Banck-Petersen

Adele er spærret inde i sin villa, på samme måde som Mélisande er det i sit tårn. Adele er dog en del mere oprørsk end Mélisande, og modsat Pelléas og Mélisande leger Lützhøfts tekst med et truende realplan: Muligvis er Adele sindssyg, muligvis har hun slået alt muligt ihjel omkring sig, det ved vi længe ikke, men faktisk ender det med, at hun fælder sin mand og sin søster og lader dem brænde op — dét er vist ret sikkert — og gør en ende på sig selv og sit tvivlsomme dukkebarn.

Operaen vil på én gang lade digt og sandhed flyde sammen, på den anden side er der en kedelig virkelighed at forholde sig til.

Måske er det lige så meget dét, operaen handler om. Den kedelige virkelighed. Dén hvor lillakvinden ser sig selv som det gennemhullede mellemgangsled for næste generation uden nogen større rolle til sig selv end det. Villakvindens meningsløshed.

»Og jeg så, hvad ingenting er – og det er menneskelivet«, siger Adele i sin fortærende depression.

Klarsyn kan være den ondeste drøm. Adele er ikke glad for at blive penetreret af sin mand, og ikke glad for børn, der bare tager éns liv. Hun er overhovedet ikke glad for noget af det, hun burde være glad for som villakvinde.

Homofont og atonalt

Jexper Holmen har valgt at eksponere teksten som operaens egentlige råstof, som et atonalt sunget digt, hvor instrumentalister og sangere er dybt forbundne. Der er ingen ouverturer eller instrumentale intermezzi her, ej heller får sangerne lov til at svæve oven på et musikalskt akkompagnement, men sangere og instrumenter synger og spiller »strengt homofont«, som Jexper selv kalder det. Det vil sige, de synger og spiller det samme, og musikerne følger talens frasering og betoninger og alle følges ad i tætte clusters, altså toner, der ligger helt tæt på hinanden, toneklynger i stedet for harmonier.

Den instrumentale besætning er som et dobbeltkor delt i to og udelukkende bestående af dybe instrumenter som bas, cello, bratsch, klarinet og basklarinet foruden horn og slagtøj. På samme måde tvinges sangerne meget af tiden til at at holde sig i det dybe leje. Erikas stemme for eksempel er skrevet i dybeste sopranleje, så Wagner-citaterne vælter ud af hende som frøer, og vi er meget langt fra skønsang og høje c’er.

Sangerne har dog den mulighed i store registerspænd at stikke af fra instrumenterne, så de indimellem kommer op over den musikalske dybe sump, ligesom instrumenterne enkelte få gange undslipper talens prosodi og går amok for eksempel i Adele og Leons knaldescene.

Alexander Banck-Petersen

En stærk scene i øvrigt, hvor Adele under stort skuespil selv forfører Leon i en slags selvfortærende agression. De leger skakspil, og Leon synger lummert, at der kun er et L fra bonde til blonde, og Adele responderer i en indre vredesmonolog »og fra eje til leje, fra pir til lir, fra pik til pligt, fra konge til klovn, fra eon til Leon«. Det er hårdt. Poestcoetalt tænder de for en popsang i radioen, hvor Leon muligvis får stemme:

»Du lever i en boble
Din verden er en boble
Du lever i en boble, baby
Som at vente på bussen i silende regn ...
Som at være låst ude i undertøj ..
.
som at knytte sin hånd om nælder og tidsler ...
som at sidde på en arkitekttegnet stol ..
.
som at tygge sølvpapir
er det at vente på dig
...«

Lillakvinderne har det ikke godt. Og de er heller ikke nemme at leve sammen med. Der er heldigvis ingen gode eller onde i Jesper og Jexpers opera, men som med en rigtig tragedie er dramaet karakterernes eget.

Det er stærk poesi, og det er stærk musik. De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne lægger sig i rækken af fortællinger om handlende vanvittige kvinder som Richard Strauss’ Salome eller Lars von Triers kvinde i filmen Antichrist.

Forestillingen er hele vejen igennem velinstrueret, sceneriet er ganske enkelt udgjort af smukke videoprojektioner og enkelte rekvisitter, og både sangere og musikere leverer en fremragende indsats i deres stærke forvaltning af en stor opgave.

Findes lillakvinderne stadigvæk? Jeg ved det ikke. Og findes der stadig ægtemænd i blå skjorter, der kommer hjem til deres ventende lillakoner, og findes der stadig røde elskerinder til dem? Eller var det snart en generation eller to siden? Muligvis er der noget altmodisch over operaen, og muligvis opleves den mere som et portræt af en forældregeneration end noget nutidigt.

Men syrenerne findes stadig på villavejene i hvert fald. Lilas hedder de på fransk og har altid givet mig stemningen af indespærret villaidyl. Nu vil jeg altid tænke på lillakvindegenerationen, når jeg ser dem, ikke mindst lige nu, hvor de hænger brune og brændte af solen.

De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne. Koncertkirken. Musik: Jexper Holmen. Libretto: Jesper Lützhøft. Scenografi og iscenesættelse: Freja Friberg Lyme. Solister: Nana Bugge Rasmussen, Jakob Bloch Jespersen, Johanne Højlund, Idil Alpsoy, David Kragh Danving, Steffen Bruun Rørvig. Kostumer: Nicole Fingi. Projektioner: Rika Yasui Hammen. Dirigent: Eirik Haukaas Ødegaard. 30. maj-2. juni 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu