Læsetid: 6 min.

'De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne' rusker op i den banale villavejstragedie med surrealisme og atonalitet

Københavns musikfestival for samtidsmusik, KLANG, der i år fejrer tiårsjubilæum, bød på en stærk uropførelse af en opera om vold og vrangforestillinger og kvinder, der er svære at nå
De solgule naboer er som det opvaskende mongolpar i Triers Riget, et kommenterende og kryptisk spående tragediekor

De solgule naboer er som det opvaskende mongolpar i Triers Riget, et kommenterende og kryptisk spående tragediekor

Alexander Banck-Petersen

4. juni 2019

I en have smukt fremstillet af videoprojektioner og et par enkelte træer på scenen synger en mand og en kvinde, Enrique og Erika:

Enrique:

»Haven er en havn
For de der blev borte
i tankernes spind af
glemsomhed,
forfejlet erindring
og løgne, der drømmes frem
«

Erika:

»Meine Träume sind
mit meinen Gedanken
vermischt
«

Dette er prologen til operaen De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne, der lige har haft urpremiere under den moderne musikfestival KLANG.

Enrique og Erika er to karakterer fra villahaverne, nogle venlige naboer, der tilsyneladende lever i det grønne som en særlig villahavebefolkning, udstyret med sommerfuglenet og gult regntøj i en slags absurd haveudstyrsmundering, den ene småfabulerende på dansk, den anden rablende på tysk og gerne i Wagner-citater, begge om drømme og tankernes spind.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu