Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er næsten som selv at lande på månen, når man ser dokumentarfilmen ’Apollo 11’

Dokumentarfilmen ’Apollo 11’, der nu kan ses i danske IMAX-biografer, vækker månelandingen i 1969 til live på storslået og sjældent inciterende vis udelukkende ved hjælp af nyrestaureret arkivmateriale og aldrig før sete filmoptagelser
Apollo 11 giver én nye vinkler på en af de mest ikoniske og omtalte begivenheder i de seneste 50 år og gør opsendelsen og månelandingen sjældent nærværende og levende.

Apollo 11 giver én nye vinkler på en af de mest ikoniske og omtalte begivenheder i de seneste 50 år og gør opsendelsen og månelandingen sjældent nærværende og levende.

Universal Pictures

Kultur
28. juni 2019

Man ved, at de kommer, men alligevel får man – jeg – en rislen ned ad ryggen og en lille klump i halsen, da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde sætter en fod på månen og siger de nu udødelige ord:

»Et lille skridt for mennesket, et gigantisk spring for menneskeheden.«

Der er så megen optimisme og fremskridtstro i den korte sætning, som naturligt nok falder mod slutningen af Todd Douglas Millers nye dokumentarfilm, Apollo 11. Filmen følger opsendelsen af Saturn V-raketten og Apollo 11-missionens landing på månen for 50 år siden – den 16. juli 1969 – og består udelukkende af restaurerede filmoptagelser og fotografier fra dengang.

Miller, der også selv har klippet filmen, har haft adgang til de mange timers audiovisuelt materiale, som den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, i 50 år har haft liggende i egne og andre nationale arkiver, og samtlige lydoptagelser, filmstrimler og fotografier er blevet restaureret og fremstår så smukke og levende som aldrig før.

Hvis man primært husker månelandingen som grynede, sort-hvide billeder på et lille billedrørsfjernsyn – og det gør de fleste formentlig – vil Apollo 11 være lidt af en åbenbaring.

Tidskrævende arbejde

For sådan én som mig, der kan huske den første rumfærgeopsendelse i 1981, hvor jeg var ni år gammel, og som nok er rumbegejstret, men dog ikke besat af rumfart – andet end i science fiction-film, forstås – var det i hvert fald en stor fornøjelse at se Apollo 11 i biografen.

De smukke billeder brænder sig fast på nethinden, og lyden fra raketten og dens motorer sætter sig i kroppen, mens man for alvor får en fornemmelse af ikke kun Saturn V-rakettens størrelse – den er enorm – men antallet af mennesker og de ressourcer og det udstyr, der skulle til for at gøre opsendelsen og månelandingen i Apollo-rumfartøjet mulig.

Filmen vises i det enorme IMAX-format – det vil næsten være synd at se den på anden måde, i hvert fald første gang – og helt fra begyndelsen, hvor man overværer raketten blive kørt ud til affyringsrampen, er det på alle måder overvældende.

Takket være de knivskarpe billeder – mange af dem hidtil usete 70 mm-optagelser, der har ligget på køl i et halvt århundrede – leveret af de utallige kameraer, som var involveret, og et grundigt, tidskrævende lydarbejde kommer man helt tæt på alt, hvad der sker før, under og efter opsendelsen.

Det er næsten som at være der selv, når man både ser og hører alt, hvad der foregår i kontrolcentret og oppe hos astronauterne – Apollo 11 vil være en god doublebill sammen med Damien Chazelles på én gang intime og storslåede Neil Armstrong-portræt, First Man.

Klarer de den?

Man er med ude ved raketten, inde i de forskellige kontrolrum, sammen med astronauterne, Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins, og ude blandt de mange tilskuere, som i dagene op til og under opsendelsen har taget opstilling i sikker afstand af affyringspladsen i det solbeskinnede Florida.

Tusindvis af mennesker, unge, ældre, hele familier, hviler sig, solbader, leger og griller, mens de venter på det store øjeblik. Og de synes alle sammen at have medbragt enten kikkert eller smalfilmkameraer, der snurrende registrerer forberedelserne og selve opsendelsen.

Apollo 11 giver én nye vinkler på en af de mest ikoniske og omtalte begivenheder i de seneste 50 år og gør opsendelsen og månelandingen sjældent nærværende og levende.

Indimellem glemmer man helt, at man jo godt ved, hvordan det hele ender – de tre astronauter flyver til månen, lander og flyver hjem igen – og man tager sig selv i at spekulere over, om astronauterne og rumskibet mon klarer den.

Da de så endelig lander på månen, får man både præsenteret de noget mere grynede videooptagelser fra selve landingen og Neil Armstrong og Buzz Aldrins vandring på månens overflade – stakkels Michael Collins måtte pænt blive i den rumkapsel, der skulle bringe dem hjem til Jorden igen.

Bedst af alt er dog de utrolige fotografier, som Armstrong og Aldrin tager af hinanden, af landingsfartøjet og af månens overflade med medbragte Hasselbladkameraer, og som aldrig har set så flotte ud, som de gør nu på det store IMAX-lærred.

Kampen om rummet

Månelandingen foregik midt under Den Kolde Krig og var resultatet af et kapløb mellem USA og Sovjetunionen om at være først, størst og bedst.

Russerne sendte både den første raket og det første menneske ud i rummet, men i 1961 erklærede daværende præsident John F. Kennedy, at nu skulle amerikanerne hellige sig rumfart og sætte en mand på månen inden årtiets udgang. Det var ikke nemt, men Kennedys profeti gik i opfyldelse med små seks måneder tilbage af 1960’erne.

Og det var i dén grad et gigantisk spring for menneskeheden, som førte en masse teknologiske landvindinger med sig og ønsket om at komme endnu længere ud i rummet.

Det er instruktør Todd Douglas Millers håb, at Apollo 11 kan være en opbyggelig oplevelse for publikum, ikke kun dem, der kan huske opsendelsen og månelandingen, eller som ivrigt har dyrket den siden, men også dem, der ikke kendte meget til den, før de så filmen, for eksempel hans egne børn.

»Jeg vil have, at de skal have en optimistisk tilgang til fremtiden,« sagde han for nylig til Brian Stelter i CNN’s Apollo 11-podcast.

»At når hundredtusinde mennesker arbejder sammen, som det skete med Apollo 11, så kan vi opnå noget fantastisk. Jeg vil have, at fremtidige generationer skal have følelsen af, at det kan vi gøre igen.«

’Apollo 11’. Instruktion: Todd Douglas Miller. Længde: 93 minutter. IMAX-biografer i København, Odense og Aarhus

I løbet af sommeren vil CNN, der har produceret ’Apollo 11’, vise filmen, men husk nu: Rumfilm skal ses i IMAX

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

»At når hundredtusinde mennesker arbejder sammen, som det skete med Apollo 11, så kan vi opnå noget fantastisk. Jeg vil have, at fremtidige generationer skal have følelsen af, at det kan vi gøre igen.«

;o)

Jeppe Lindholm

For at udvikle den nødvendige teknologi for at kunne flyve til månen er den klode vi alle sammen høre hjemme på nu på randen af at kollapse fuldstændig økologisk.

Er det værkelig en virkelighedsfjern månelanding værd?

Jeppe Lindholm

Og næste gang går turen til Mars med eneste forskel, at den ligger meget længere væk. Ellers intet gavnligt eller da bare nyt.

Jan Henrik Wegener

At månelandingerne, set ud fra et historisk synspunkt, skulle have været et stort skridt for en samlet menneskehed, er da noget der kan stilles meget store spørgsmålstegn ved. Kan man ikke se astronauter, eller kosmonauter, som i grunden værende forkæmpere for deres respektive lande og superagter (USA og USSR) lidt på samme måde som deres kammerater der blev sendt i krig? Selvom det er en gammelkendt historie kan det vel godt siges igen at det "fredelige" rumkapløb jo nok hang intimt sammen med det militære raketkapløb om dominans når det gjaldt atombombebevæbnede missiler, kort, mellem og langdistance? Dette igen efter den "varme" 2. Verdenskrig, og tyskernes "supervåben", de interkontinentale og rumfartøjernes forløbere.