Nexø var Danmarks store proletarforfatter – resten af historien har man retoucheret

Midtvejs på sin bane gennem livet meldte Martin Andersen Nexø sig under de røde faner. I forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917 indtraf en ulægelig splittelse i den europæiske arbejderbevægelse mellem socialdemokrater og kommunister. En spaltning, som kom til at gå tværs igennem Martin Andersen Nexøs liv.

I 1918 omvendte den gamle Askovdiscipel og socialdemokrat sig til kommunismen og blev en troende beundrer af Sovjetunionen. Beslutningen markerer et dramatisk brud, ikke bare med egen litterære fortid, men også med det officielle Danmark og med hans position som elsket dansk digter.

Nexø blev en markant skikkelse på venstrefløjen – så iøjnefaldende, at det senere er kommet til at dominere opfattelsen af hans forfatterskab.

I hele mellemkrigstiden svingede Nexø mellem socialdemokratiske og kommunistiske positioner, indtil han i 1937 endegyldig meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Derefter kommer hans med brask og bram fremsatte offentlige forsvar for Stalin og Sovjetunionens angreb på Finland.

I takt med at han i Vest fik svar på tiltale og blev ramt af bogbrand, fordømmelser og isolation, steg hans stjerne i øst. Nexø blev snart den førende forfatter i hele den kommunistiske verden, hædersgæst ved en række politiske og litterære kongresser og dekoreret med de højeste udmærkelser, blandt andet Leninordenen. Til sidst gik Nexø i ’eksil‘ i Dresden, Østtyskland, hvor han blev byens æresborger.

Selv mente Nexø på sine gamle dage, at han var blevet tilbudt gravlæggelse i Kreml. Det fik han nu ikke, men måtte nøjes med DKP’s paveligt iscenesatte gravfærd, hvor kisten blev eskorteret fra Gedser til lit de parade i Forum og videre langs en blomsterbestrøet rute til Bispebjerg Krematorium i København, det hele foreviget på film af DKP. Ved Nexøs død i 1954 blev det østtyske hjem omdannet til et museum, det pompøse Martin Andersen Nexö Gedenkstätte.

Med Murens fald i 1989 blev museet nedlagt og huset solgt til private. Nexøs hat, stok og tøfler, relikvier efter den hedengangne, blev i sidste øjeblik reddet over til Mindestuerne i Neksø på Bornholm. Nexøs efterladte papirer var blevet kraftig devalueret; de var ikke længere sakrosankte, men skulle afhændes på en auktion. Ved en lynaktion blev materialet reddet til Danmark og Det Kongelige Bibliotek.

Nexø i glemmebogen

Æresborgeren Nexø gik helt i glemmebogen. Allerede et par år efter Murens fald kunne en dansk TV-udsendelse om Nexø i Dresden dokumentere, at de unge ikke længere forbandt noget med Martin Andersen Nexøs navn. Også Nexø forsvandt i den politiske malstrøm, som trak de sovjetiske koryfæer Marx, Lenin og Stalin med sig. Lige så højt som kommunismen tidligere havde løftet ham, lige så dybt skulle han falde ved sammenbruddet.

Den danske offentligheds billede af Nexø er for længst slået fast. Nexø, det er Pelle Erobrerens og Ditte Menneskebarns forfatter, ham med det store bankende hjerte for verdens fattige – Danmarks store proletarforfatter.

Dette mytiske billede har eftertidens Nexø-apologeter taget til sig som selve den åbenbarede sandhed. Mere overraskende er det at konstatere, at det politiske billede har været så stærkt, at det også har præget almenhedens opfattelse af forfatterskabet. Både hos Ejnar Thomsen i Danske Digtere i det tyvende århundrede (1951), hos Billeskov Jansen i Danmarks litteraturhistorie (1961) og hos Sven Møller Kristensen i Den store generation (1974) fremstilles Nexø som arbejder- og hjemstavnsdigter på linje med Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.

Så længe Nexø selv levede, vogtede han nidkært over sit eget veliscenesatte selvportræt. Den ældre Nexø blev en person, som tænkte i store forenklinger og politiske slagord, og det fristede ikke til nærmere bekendtskab for andre end politiske meningsfæller.

Selv efter Nexøs død har mytens magt været nærmest altgennemtrængende. De færreste har haft lyst til at genlæse forfatterskabet. Det har været Nexøs skæbne, at hans eftermæle har været i hænderne på politiske venner med en forbavsende ringe sans for digteren Nexø.

Henrik Yde: 'Nexø. Martin Andersen Nexøs liv og værk'

Digteren Nexø

I dag er situationen en anden. Nu kan der være grund til at gå bag om myten og se, hvad det officielle billede af Nexø skjuler.

Det første, man opdager ved en rent kvantitativ vurdering, er, at den største skønlitterære produktion ligger, før Nexø blev en markant politisk figur på venstrefløjen, nemlig i tidsrummet 1893-1910. Det drejer sig om bøger som Skygger, Det bødes der for, Muldskud, En Moder, Familien Frank, Dryss, Soldage og Pelle Erobreren. Her ligger faktisk et helt forfatterskab, konsistent og mangesidigt, en litterær indsats af højeste rang.

Det mest påfaldende er, hvorfor Pelle Erobreren udkommer. Der er ingen af de foregående værker, som på nogen som helst måde bærer bud om, at bogen om Pelle er undervejs. Men det handler om en eksistentiel krise i Nexøs litterære liv.

Man skal hele tiden se Nexø for sig som opkomlingen, der fra det mørke skomagerværksted løftes op i lyset på den danske højskole, først Øster Marie på Bornholm, siden Askov, selve kronjuvelen med nogle af landets fremmeste lærere.

I højskolen og ved opholdet i fru Molbechs guldalderhjem blev skomageren forvandlet til en statelig borger, som lærte at spise med kniv og gaffel og begå sig på de bonede gulve. På Højskolen blev han indført i dansk litterær guldalder, blev selv vakt som kunstner og indledte sin digterkarriere som senromantiker med store hyldestdigte til højskolelærere og til Askov, skrevet på samme versemål som Ewalds »Rungsteds lyksaligheder«.

Første akt i Nexøs digterkarriere er tilblivelsen af en grundtvigianer og en senromantisk digter, som i lighed med Johannes Ewald, Søren Kierkegaard og andre samtidige blev digter på den kvinde, han ikke fik.

Det særlige ved Nexø er, at digterindvielsen samtidig er et socialt spring fra underklassen ind i den borgerlige klasse. Det skabte et identitetsproblem i Nexø, som han først løste i Pelle Erobreren.

Anden akt indledes ved, at Nexø kommer til København som lærer i folkeskolen. Her deltager han i samtidens kulturliv i Studentersamfundet og møder de kulturradikale med brødrene Brandes i spidsen. Her bliver han omvendt til naturalismen og bryder radikalt med højskolen og fru Molbech. Nu holder han dommedag over sin åndelige fortid, og i de tre første romaner forkaster han højskolen og al dens væsen, men paradoksalt nok også den ånd, der har gjort ham til digter.

I romanerne fra denne periode skildrer Nexø sig selv som et »misfoster«, som hverken hører hjemme i højskolen eller blandt de kulturradikale.

Kunstnerromanen

Tredje akt er Pelle Erobreren, en dannelsesroman, en kollektivroman, men også en kunstnerroman.

Pelle er den sunde proletar, »mennesket selv«, som Nexø udtrykte det. Pelle er født på samme dato og år som Nexø og kommer til Bornholm samme år som sin forfatter. Pelle har en ven, kunstneren Morten, søn af Kraften, som er modelleret over Nexøs far. Mens Pelle er den sunde proletar, er Morten den syge kunstner, en aggressiv opkomling fra underklassen, som skriver i de borgerlige aviser, ligesom det »misfoster«, som optræder i de tidlige romaner.

Til sidst i værket sker det overraskende, at Morten efter en rejse til syden og solen får et kald: Han forløses ud af sin sygelighed ved at skrive romanen om den sunde Pelle. Forløsningen består i, at Nexø skaber en syntese mellem sin almuefortid og sin højskolebaggrund ved, at Morten, alias Martin, får det kald at blive almuens Grundtvig.

Værket er dedikeret »Til Mesteren Henrik Pontoppidan« og skrevet som et alternativ til Lykke-Per, som ender i ensomhed blandt øde klitter i Thy. Nu kan Nexø pludselig fortolke sin egen mission som organ for almuen i lys af højskolen. Ligesom Grundtvig blev en vækker for bondestanden, placerer Nexø sig selv som den åndelige fører for arbejderstanden. Ligesom Grundtvig ville have bønderne på højskole, ville Nexø have arbejderne på proletarhøjskoler.

Der blev faktisk oprettet en arbejderhøjskole i Esbjerg i 1910. Men dermed var den idé død, og socialdemokratiets ledere lo så deres bukser revnede over Nexøs fortidsbundne løsning på arbejderklassens nutidige problemer.

Agitatoren Nexø

Med Pelle Erobreren fik Nexø løst sit identitetsproblem, men samtidig havde han med sit syn på arbejderbevægelsen placeret sig i et politisk ingenmandsland. Fra nu af begynder Nexøs fortvivlede og groteske kamp for at bevare sin position som åndelig talsmand for arbejderklassen.

Selv om Pelle Erobreren ikke er en socialdemokratisk bog, meldte Nexø sig ind i partiet i 1910. Dermed indledes en ny fase i hans liv, hvor den politiske agitator tager over, hvilket medfører et drab på den skabende kunstner.

Særlig slemt bliver det efter Den Russiske Revolution i 1917, hvor Nexø helt patetisk, uden enhver jordforbindelse, fortsætter sit grundtvigske kald. Nu er det ikke længere Askov og højskolen, men Moskva og revolutionen som bliver svaret på arbejderklassens længsler, drømmen om tusindårsriget.

Efter Nexøs politiske omslag i 1918 dør fiktionslitteraturen nærmest ud, og den politiske taler, polemiker og agitator tager over. Ditte Menneskebarn ligger i vandskellet og fortæller om, hvordan det politiske er ved at kvæle digteren.

Hans plan var at skrive om Ditte som en kvindelig pendant til Pelle. De to første bind fremstiller Ditte på de præmisser, og de vakte stor begejstring i samtiden. Tredje bind kommer samtidig med Nexøs brud med Socialdemokratiet og tilslutning til kommunismen og Oktoberrevolutionen i Rusland.

Dermed ændredes Ditte fra at være en handlekraftig kvinde til at blive et offer. I de to sidste bind bliver hun en lidende kvinde, som udnyttes af alle. Ditte og arbejderklassen kan ikke længere skabe en fremtid, som Pelle gjorde. Nu er det kun revolutionen og kommunismen, som er løsningen på arbejderklassens problemer. Ikke bare skifter Nexø fokus på Ditte, han trækker også Pelle ind og latterliggør han som socialdemokratisk pamper.

Ditte ender som en ’mater dolorosa’, og læseren græder sig gennem de sidste bind af værket. Mens Pelle Erobreren er en klassisk dannelsesroman, er bogen om Ditte blevet en sentimental skildring i bedste Morten Korch-stil.

Henrik Yde placerer bøgerne om Pelle og Ditte på samme niveau, ligesom Nexø-forskeren Børge Houmann. Behandlingen af Pelle og Ditte er det mest illustrative eksempel på, at Nexøs politiske venner vægter det ideologiske budskab fremfor spørgsmålet om litterær kvalitet.

Da Nexø melder sig under de røde faner, bliver digteren erstattet af en agitator. I 1930-årene skriver han det sidste hovedværk, sine vidunderlige fire bind med erindringer. Det mestrer han, fordi rammen går fra fødsel til det digteriske gennembrud på Askov i 1893. Her befinder Nexø sig atter inden for Pelle Erobrerens univers.

Erindringerne er samtidig skrevet med henblik på hans venner i Øst. Det skaber en raffineret fortællestil, hvor Nexø på overfladen siger alle de politisk korrekte, negative ting om luthersk mission, højskolen og højborgerskabet, som han ved vil falde i god jord hos de ideologiske læsere i Øst og Vest, samtidig med at hans episke beretning er fuld af raffinerede litterære kunstgreb til forståelse af, hvordan Nexø blev digter i kraft af alt det, han på overfladen benægter.

Alt er erotik

Nexø er sig bevidst, at han skriver til politiske læsere, for hvem alt er politik. Det ville Nexø til gengæld aldrig sige.

»Alt er som bekendt erotik,« skriver Nexø i sine erindringer og fortæller om, hvordan han måtte tøjle sin seksualitet for at komme op i samfundet og undgå at blive bundet med kone og barn.

Erindringerne er fulde af skildringer af lokkende erotiske faldgruber, den smukke Martin må vogte sig for. Alt dette gør, at det erotiske bliver et centralt kundskabsområde, ikke mindst da han flytter ind i villa Spurvely hos enkefru Molbech og hendes unge datter. I de tre første romaner, Nexø skriver, Det bødes der for, En Moder og Dryss, handler det om, at en ung mand flytter ind hos en mor og hendes datter, og om de erotiske forviklinger, som opstår deraf. Det drejer sig om raffinerede kunstnerromaner ligesom Sophus Claussens Unge bander og Valfart.

»Sagen er ganske enkelt den, at Nexø ikke var nogen analytisk begavelse,« sagde Henrik Yde i et interview i Politiken i januar.

Sagen er imidlertid den stik modsatte: Nexø var en analytisk begavelse. Hans tre første romaner er udspekulerede, symbolistiske fortællinger, fulde af ironi. Problemet er bare, at disse typiske værker er kommet i skyggen af den selvudnævnte proletardigter. Pelle Erobreren er heller ikke et enkelt, men et komplekst værk, skrevet af en analytisk begavet forfatter.

Nexø blev først enkel og naiv, da han blev kommunist. Hans historie er en sørgelig historie om et stort talent, som for vild i det politiske og endte med blindt at dyrke den skamløse berømmelse, han blev genstand for i det stalinistiske Sovjet. Medens han på den anden side, som dokumenteret af Børge Houmann, svinede sit eget fædreland til på den mest nederdrægtige måde.

Henrik Yde retoucherer historien om den politiske Nexø og undgår dermed måske, at den gode stemning rundt om cafébordet bliver ødelagt.

’Nexø. Martin Andersen Nexøs liv og værk’. Henrik Yde. Lindhardt og Ringhof. 417 sider. 350 kr.