Læsetid: 12 min.

Northside Festival er en fusionsdrømmereaktor, som alle kan smelte sammen i

På en skråning i det vestlige Aarhus blev det demonstreret, at Northside Festivalen har fremavlet et kernepublikum med interesse for musik og forskelligartede fællesskaber. Fra bedstefar-reggae over alfa-hiphop til queer-amok. I år, midt i en post-folketingsvalgs-atmosfære, blev der overskredet generationskløfter og uddelt politiske huskekager. Informations musikredaktør fulgte strømmen rundt på fredagens festival
Peter A.G. fra Gnags på Blue Stage fredag.

Peter A.G. fra Gnags på Blue Stage fredag.

Per Lange

8. juni 2019

Det er en funklende fredag i Aarhus. Solen skinner med håndfast kærlighed nedover folket. Danmark har stemt venstreorienteret, og det har århusianerne også. Ja, faktisk i endnu højere grad en landsgennemsnittet.

På en skråning i Ådalen har folket besluttet sig for at sætte en streg under fællesskabet, i hvert fald i tre dage. De har valgt at undersøge, hvad der sker, når man er ekstraordinært mange mennesker sammen og lytter til høj musik ved matchende promille.

Vi er på Northside Festival. Herude i det vestlige Aarhus fik de fire regeringspartier i onsdags tilsammen 59,0 procent af stemmerne, og de mange festivalgæster har da også den høflighed at udvise udbredt velvilje mod fællesskabet i dets mange farver og former. Bevares, der er også sociale smøremidler på spil, og promillerne stiger med en disciplin, som kun decideret drikfældige folkeslag som det danske kan mønstre. Og, ja, Northside Festivalen er da også et reservat for især unge, ofte blege middelklassedanskere med hang til fest og rus – og et musikprogram uden alt for mange kvinder. Men der er også forskelle, og lige dér kan en musikfestival som Northside være fusionsdrømmereaktoren, som alle kan smelte sammen i.

Fra åben til lukket maskulinitet

I disse tre dage danser vi velviljens boogie. Dyrker de væsensforskellige udtryk, de umiddelbart uforenelige musikgenrer. Vi bygger broer over kløfterne, der ellers så beredvilligt åbner sig mellem generationerne. For eksempel er der et stykke vej mellem nationalklenodierne i Gnags og de juvelglade drenge i trap-hiphop-trioen Migos. Men det er en vej, som mange går, så de kan møde og forstå begge udtryk.

Og der er da også en vis distance i den menneskelige psyke, som skal tilbagelægges, hvis man skal finde nydelse i at gå fra den brutalt kærlige og kønsligt flydende smadderrock hos Idles til den stejlt alfa-hannede rapper L.O.C.

Det er så heller ikke en bevægelse, denne anmelder kan mønstre styrke til at foretage. Til dét er Idles for berusende. Og tanken om at forlade deres fællesskab, hvor aggressionen er rettet mod magtmisbrug og intolerance, er mig ganske enkelt inderligt imod. Især da det skulle være til fordel for L.O.C.'s verden, hvor aggressionen er en lukket, retningsløs, giftig maskulinitet.

Men jeg foregriber begivenhedernes gang.

Fredagen skal først begynde, før den kan få lov at slutte. Jeg følger med strømmen fra begyndelsen, fra hovednavn til hovednavn på de to store, Blå og Grøn Scene, med en enkelt afstikker undervejs til den mindre Rød Scene.

Kl. 15:15: Michael Kiwanuka – Soul som lydtapet

Fredagen – den anden dag ud af i alt tre på Northside Festival – begynder for denne anmelders vedkommende med engelske Michael Kiwanuka. Skråningen i Ådalen fungerer denne eftermiddag som en stegepande, hvor hver lille smørboble er en samtale mellem to eller flere individer, der tilsammen bidrager til at lægge et (alt for) gavmildt fedtlag over koncertoplevelsen.

Ét er sikkert: De enorme, helt bogstavelige hold kæft-bolsjer, som er blevet uddelt på pladsen, er i dette moment enten uvirksomme eller for længst suttet til talestørrelse.

Man kan så også sige, at Kiwanuka ikke ligefrem tiltvinger sig mængdens opmærksomhed. Til dét er hans soul-musik for venlig og idylliserende, ja, han fungerer nærmest som den perfekte vært i en gigantisk samtaleklub, som han står på scenen og spinder o.k. fine, men ikke videre ophidsende sange med sit band. Et sofistikeret lydtapet kunne man sige. Eller ambient soul.

Kun ganske kort, da han spiller sin åbningsmelodi til den aktuelle HBO-tv-serie Big Little Lies, spidser undertegnede øren. Men den spilles for langsomt og synes også at undskylde lidt for sin eksistens.

Kl 16:15: Gnags – Vitale veteraner

Gnags undskylder ikke for deres eksistens, men de føler et behov for at legitimere den i 2019. Hvilket er uforståeligt.

Tænk bare på de klassikerne, de har på samvittigheden. »De vilde kaniner«, »Kærester«, »Slingrer ned ad Vestergade«, »Mr. Swing King«, »Fodgænger«, »Burhøns«, »Rytmehans«, »Den dejligste morgen«.

Og så er der »Danmark«, der med fuld berettigelse er indlemmet i Højskolesangbogen – og som med sin velkomsttekst til alt af anden etnisk herkomst også modtages med åbne arme på Northside Festivalen.

Der er heller ingen, der betvivler, at Gnags med deres tidlige adoption af reggae står som spydspidser inden for den danske reggae og også danskhall, der fandt sin form i 00'erne.

Denne fredag eftermiddag får vi alle nævnte syng-med-klassikere, og det 53 år gamle band er – med lidt udskiftninger og forstærkninger – stadig vitale og i stand til at sætte sving i en multigenerationel fest.

Der er perler undervejs, og der spilles til på scenen. Men der er også unødvendige guitarsoli. Peter A.G. kan ikke ramme de høje toner og synger slet ikke med i toppen af »Danmark«-omkvædet, hvilket punkterer klimaks. Og så er der ørkenvandringen i midten af koncerten, hvor vi skal lytte til sange fra deres nye album Robot'n'roll.

Der er lykkeligvis flere generationer i fuld sving og pandemisk påskønnelse på grønsværen foran scenen. De har lavet et væld af sange lige rundt om hjørnet, i Haraldsgade 37, fortæller Peter A.G. Og de får da også bysbørnenes heltemodtagelse på Northside Festivalen. Ikke i samme skala som Thomas Helmig for et par år siden, slet ikke. Men mindre kan også gøre det.

Alligevel føler Gnags – eller skal jeg sige Peter A.G.? – et uforståeligt behov for at legitimere sig selv og gøre nar af nutiden. For eksempel fortæller A.G. fra scenen, at de ikke har særlig mange streamings, altså aflytninger, og så påpeger han at der findes andre succesparametre. Hvorefter han får publikum til at råbe så højt, de kan, og dernæst måle succesen i lydstyrke, i decibel. Man kunne også sige, at et andet succesparameter er at hvile i sig selv og sin kunst? Hvorfor dette behov for at måle sin popularitet overhovedet?

Derudover har Gnags også en klodset robot i rustent stål med på scenen, som vist skal referere til noget med det umenneskelige i teknologien. Hvilket vel er en pointe, der er bedaget, når teknologien netop er ved blive nær-menneskelig og vi i øvrigt er vokset sammen med den? I stedet for at gå i dialog med det, så leverer de en ældgammel pointe om teknologiens teknokrati.

Så hvorfor dette legitimeringsprojekt? Og denne hovne tilgang til en ny verden? Det virker gnavent og tonedøvt. Hvorfor ikke i stedet påskønne, at vi lever i en anden, ny tid, hvor musik som identitetsprojekt er blevet langt mere kompliceret – og frit? Hvor der ikke er indhegninger og artskendetegn på samme måde som tidligere? Hvor der før var sub- og mainstreamkulturer nikker vi nu på en stor festival i Aarhus sammen til hiphop, soul, techno, house, punk, rock. Uden at blinke.

Hvorfor ikke fejre, at Northside Festivalen har fremavlet et kernepublikum med interesse for netop dét? En forholdsvis fri bevægelse mellem varieret musik og forskelligartede koncertkulturer.

Kl 17:45: Nas – Hiphop-historien lyser

Northside er så også stadig en festival med sært temperamentløse passager, hvor man har booket middelmådige og/eller behagesyge musikere, der vist bare skal udfylde tiden mellem snapsene.

Men her er endnu en snaps. New Yorks egen Nas kæmpede tilbage i 90'erne med Jay-Z om byens hiphop-trone. Den kamp kan man argumentere for, at Jay-Z vandt – kunstnerisk sandsynligvis, økonomisk i hvert fald – han er netop af Forbes blevet erklæret verdens første rapper, der er blevet dollar-milliardær.

Men man kan vinde på andre måder, og Nas opfører sig ikke som en taber.

Han er i fin form og giver os en del numre fra hans mesterværk Illmatic fra 1994, men også nyere og nye bangers såsom hans samarbejde med Lauryn Hill på »If I Ruled The World« og albumsamarbejdet med Kanye West, her repræsenteret med deres bedste track »Cops Shot The Kid«.

Det er old skool-hiphop, et klart stampet boom-bap-beat, lurende vridende kvælerslangebas og komplicerede, klart artikulerede tekster – hvilket er Nas' mesterskab. Og det har han ikke tabt, det holder han i hævd. Det står klart, som han står der og brænder op i solen.

Og sikke et skifte det er at gå fra fra rockreggae-veteranerne i Gnags til hiphop-veteranen Nas. Fra idealistiske 68'er-danskere til en pragmatisk 90'-newyorker, der har sejret i det kapitaliske spil, som det også er at være en succesrig rapper.

Men han er også en mand, der taler mod magt, mod politiet og racismen. Og han er klar til at give verden videre til de næste generationer: »We all have voice / Stand up and be heard.« Jep, det gjorde vi for to dage siden til Folketingsvalget.

Guitarist i Idles på græs – Foto: Ralf Christensen

Kl 19:00: Idles – Radikal utopi realiseret

Der er endnu flere valgmuligheder hos Idles. Men man presses ikke til at tage valgene. Den håndfaste næstekærlighed mixes med flydende køn/krop/seksualitet under voldsom påvirkning af Bristol-bandet Idles.

Det er svært at klassificere den engelske mandekvintet, i stedet er der masser af rum til at drømme og more sig i.

Fuldskægsbassisten ligner en hipster fra Vesterbro. Forsangeren ligner med sit overskæg og i sin bowlingskjorte med påtrykte leoparder en illegal casino-ejer fra Southampton. Og den ene guitarist, der kun er i underbukser, ligner en undvegen – enten fra den lukkede afdeling eller et afsnit af Monty Python.

Lukker man øjnene, så hører man til gengæld et metaltungt punkrockband, der dufter af øl og broderskab. Men Idles vil ikke kaldes punk, og det kan jeg egentlig godt forstå. For det er ikke nedrivningens evangelium, men opbyggelighedens testamente, som de udhamrer og råbesynger.

Den uansvarlige musikalske rus, som de formulerer deres ansvarlige politik med, den er så vild, så vild. Og den udmønter sig lynhurtigt foran Rød Scene i en moshpit. Ikke per diktat – som lidt senere med hiphop-trioen Migos – men spontant. Og Idles vil have, at vi passer på hinanden. Det beder forsangeren, Joe Talbot, om. Og han får, hvad han beder så høfligt, virkelig høfligt, om. En brutal kærlighedspit, en arm-i-arm-pit. »Mange tak«, siger han. På dansk.

Jeg går selv i moshpitten, jeg krammer og skubber til svedige mænd og kvinder, griber kæntrende kroppe. Inhalerer den intense lugt af den fugtige, overophedede græsplæne, der pludselig rives op.

Idles er en kompliceret amok, hvor musikken eksploderer med en maskulin energi, men hvor kropssproget er queer. De valser rundt deroppe. Eller headbanger. Eller sjipper med guitarrem.

Rockmusikken bliver til en præfigurativ politik. En radikal utopi om bundhæderlig ligestilling, om fri krop, seksualitet og væren realiseres. Og det er det vil vi have, er det ikke? At mærke at livet kan blive som i vores forestillinger? At nogle kroppe på en scene kan vælte verden med vores svedige støtte? At et større, ekspansivt broderskab er muligt? I hvert fald i en times tid.

Joy as an Act of Resistance. hedder Idles' seneste, andet album meget passende. I teksterne – på plade og til koncerten – kritiserer de al den radioaktive, gammeldags maskulinitet. »I kissed a boy and I liked it...«, skråler Joe Talbot... Nogen kaster en laurbærkrans op til ham. Han tager den på og siger »Jeg føler mig som en dronning, men ligner en konge.« Og inden sangen »Colossus«, fortæller han, at den handler om »fordelene ved, at mænd deler deres følelser«. Og i sangen skråler han, »this is why you never see your father cry.« Touché.

Der er også tekster, der angriber sexisme, klassesamfund og højreradikalisme. »Den her sang er en anti-fascistsang. Den her sang er om, hvor meget vi afskyr den racistiske højrefløjspresse i vores land. Godaften!«, lyder det til afsked.

Idles uddeler næstekærlige og politiske huskekager, der efterlader en med sødt sviende kinder og en – for mig – mærkværdig lyst til at tungekysse disse overskæggede mænd.

Kl 20:15: Migos – En ny generations stjerner

Det er der ikke noget af i Atlanta-trioen Migos.

D'herrer Quavo, Offset og Takeoff har været spydspidser i den nyere trap-hiphop og er verdens største rapgruppe lige nu.

Migos er en ny generations stjerner. De har spillet streaming- og SoMe-økonomien til perfektion. Deres hiphop er ikke fri for monotoni, men når den er bedst, så rammer den kroppen på en ny måde. Bassen skruer sig ind under forsvarsværkerne og civilisationen, gasser op og sender en afsted.

Imens får man på videoskærmene fortalt, hvor glade drengene er for det legetøj, de kan købe for deres penge. Juvelerne om halsen på Quavo. Lamborghinien. Ferrarien, der drukner.

Migos holder ungdommen i Ådalen i et jerngreb, uden at det ser ud som om, at de anstrenger sig i fredagens solnedgang.

Men de koncentrerer sig, gør de. I gang med at væve autotunede vokalharmonier og at finslibe de rytmiske tandhjul i deres frække signatur: Tripletter, tre rappede stavelser inden for ét taktslag. Og de lykkes med det.

Migos er ikke intellektuelt stimulerende, men de er instinktive dræbere. Ikke noget øllet fællesskab her, men kokain-infuseret individualisme. Og Migos er ikke morsomme, i hvert fald ikke frivilligt. Men de er sexede.

Kl 21:45 – New Order – En ældre generations koryfæer

Ikke morsomme, men sexede... Det kan man egentlig også sige om New Order. De er så en ældre generations koryfæer, dem der var unge i midten af 80'erne. Dengang den prisbillige synthesizer var ny og frisk, og den nye rock stadig hed new wave. Dengang dansemusikken var ved at mutere til house og techno, og New Order udgav en revolutionerende 12 tommer-maxisingle ved navn Blue Monday.

Det er et ’dengang’, som opdateres og revitaliseres i nuet under den stadigt dybere rødmende fredagshimmel, hvor New Order lægger vægten på deres dansable elektronisk fuldfede materiale – herunder Blue Monday, som håndspilles til noget nær perfektion.

Til gengæld kniber det graverende med forsanger Bernard Sumners stemme. Tynd, kropsløs og af og til med virkelig gevaldige problemer med at ramme tonerne. Hvorfor får han sig ikke lidt stemmetræning?

Ikke mindst når New Order nu så dygtigt og indædt fremstår som en formfuldendt fantastisk elektronisk rockenhed, der peger på fremtiden fra en position i fortiden. Som får gråhårede par – min aldersgruppe – til at se fortroligt på hinanden og kramme lidt ekstra hårdt. For en stund i fornyet dialog med fortiden. Mens hver en celle – uanset alder – danser i alle generationer, i dette fælles åndedrag.

Kl 23:15 – Mark Ronson – Feberhed jukebox

Akkurat som Mark Ronson – berømt for sit arbejde med Amy Winehouse – får effektueret i de heftigt dansende kropper kort efter.

Det sker så som dj i en fontæne af smukt sammenkædede hits fra nær og knap så nær fortid. Missy Elliott, Daft Punk, Kendrick Lamar, Amy Winehouse, Adele, you name it!

Det er et fejende flot sæt, der forvandler Northside til et eksalteret diskotek med en fest-dj af højeste kaliber. Ikke bleg for at spille det, folk kender, men mand nok til at skabe overrumplende koblinger og smukke overgange.

Ronson slutter sit halvanden times sæt med sin og Amy Winehouses fortolkning af indierockbandet The Zutons' kæntrede kærlighedssang »Valerie«. Jeg driver rundt mellem publikum. Folk synger med af fuld hals. En kvinde løber rundt og rundt om en mand, der bobler over af latter. Et par danser vals. En gruppe er foldet sammen i en cirkel som et håndboldhold før en stor kamp. Sangen spreder sine varmestråler fra epicenteret og langt langt ud på pladsen. Alt gløder roligt.

Og det virker som en passende udgang for denne uddansede infanterist. Mens ordene fra »Valerie« får lov at dirre som det sidste i de trætte knogler. »Since I've come home / Well my body's been a mess«. Det bliver sandt for denne aldrende passager i festfællesskabet, det kan han allerede mærke. Og sikkert også for de unge mennesker. Når de når så langt. Udenfor festivalpladsen kan jeg bagude høre artilleriet fra dancepop-powertrioen Major Lazer begynde at bombardere masserne. Jeg er klogeligt søgt i dækning.

Northside Festival i Aarhus, fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu