Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ond silkemælk og uhygge på tærsklen mellem det kunstige og helt naturlige

Cathrine Knudsen tænker vildt og skriver tamt i sin skandinaviske dystopi, der foregår nærmest nu
Kultur
14. juni 2019

I norske Cathrine Knudsens roman Den sidste hjælper melder en jegfortællende enlig mor sig ind i Altruistiske Donorer for at camouflere sit ulovlige forehavende: At sælge sin ene nyre til en dødssyg mand og dermed tjene to årslønninger, der kan give hende og hendes to børn et par gode år, »så rolige, så bløde, så uden stress«.

Køb og salg af vitale organer er romanens foruroligende element nr. 1.

En farm med silkemælksproducerende geder er foruroligende element nr. 2 – og det på trods af, at ’silkemælk’ klinger så kønt og poetisk.

Cathrine Knudsen: ’Den sidste hjælper’.

Silkegederne ligner almindelig geder, deres mælk almindelig mælk, men i gederne gemmer sig dna fra silkeedderkopper, og i deres mælk et protein, der kan spindes silke af.

Både lægemiddelindustrien og Forsvaret kan bruge silken, fordi »intet er så stærkt, så let, samtidig med at det er så naturligt«. Sådan fremskriver Cathrine Knudsen sin skandinaviske dystopi på tærsklen mellem godt og ondt.

Foruroligende element nr. 3 befinder sig i romanens version af omsorgsindustrien.

’Viljen’ er navnet på den institution, hvor den enlige mor arbejder, mens hendes børn er alene hjemme.

Viljens ansattes job er at yde omsorg, men samtidig også at skjule, at de gør det for penge. Med de mange lag af virkeligheder og kulisser er Den sidste hjælper i familie med Peter Weirs film The Truman Show (1998) om en mand, der opdager, at hans virkelighed er et realityshow og HBO-serien Westworld, hvor virkeligheden viser sig at være en forlystelsespark. Der er ligefrem en nedlagt westernby i romanen til at understrege slægtskabet.

Den sidste hjælper er pivåben for ideer, mange kunne tages ud igen. Og utrolig mange gentagelser skulle have været det. Nå, foruroligende element nr. 4 er romanens kunstigt skabte tableauer, dens imitationer af naturen, et badeland f.eks. Flere sider går med at betragte en udstoppet, mekaniseret kalv, flere sider på at sanse en kunstgræsplæne.

Helt principielt går jeg ind for prosa i stilstand og dvælen, men i Cathrine Knudsens stilstand og dvælen sker der ingenting i sproget heller. Jeg går også stærkt ind for forfatterens syrede forestillinger, for tricket med hele tiden at befinde sig i overgangene mellem teknologi og natur, for at koble velfærdssamfundets teknologiske hjælpemidler med dets egentlige omsorgsarbejde og omsorgen i hjemmet, for at skrive om enlige forsørgere, triviel hverdag, engleblid aktiv dødshjælp og opfinde silkemælken, selvfølgelig. Jeg tænker, det er godt tænkt, Cathrine Knudsen! Det er vildt godt set, men hvor er det tamt at læse. 

Cathrine Knudsen: ’Den sidste hjælper’, oversat fra norsk af Niels Lyngsø, Turbine, 230 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her