Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Paul Gauguins bedstemor var en sand ’social justice warrior’

Nobelpristageren Mario Vargas Llosa har skrevet en dobbeltbiografi om maleren Gauguin og hans bedstemor. Men hvad er egentlig pointen med sammenfletningen af de to biografier?
Kultur
14. juni 2019

Den franske maler Paul Gauguins (1848-1903) kunstnerliv er voldsomt mytologiseret. Han var venner med van Gogh, forlod sin danske kone i Paris for at gifte sig med en række teenagepiger i Fransk Polynesien, hvor han også malede nogle af verdens mest kendte kunstværker.

Men hvem skulle have troet, at Gauguins bedstemor var en revolutionær feminist, der kæmpede kvindekamp og klassekamp på én og samme tid?

I den peruvianske nobelpristager Mario Vargas Llosas biografiske roman Vejen til paradis fra 2003 fortælles Gauguins livshistorie sideløbende med fortællingen om hans mormor, den fransk-peruvianske socialist og feminist Flora Tristán (1803-44).

Mario Vargas Llosa: ’Vejen til Paradis’.

Tristán døde, fire år før Paul Gauguin blev født, så deres historier overlapper ikke. I stedet gengiver bogens 22 kapitler på skift de to livshistorier, og læseren bliver således opfordret til at søge sammenhænge og forskelle mellem de to liv.

Social justice warrior

Flora Tristán var det, man i dag ville kalde en social justice warrior. I romanen fremstilles hun som en retfærdighedssøgende intellektuel, der som elev af en af de tidligste socialistiske tænkere, den franske filosof Charles Fourier, til sit sidste åndedrag kæmpede for at »danne en stor alliance mellem kvinder og arbejdere, der skulle ændre menneskeheden«. Desuden forlod hun selvsikkert sin voldelige ægtemand, selv om det ledte til skandale og løbende retssager.

Fremstillingen af Tristán er respektfuld, til tider ligefrem helgenkårende. Beretningen om hendes uudtømmelige godhed og medfølelse forekommer ret ensidig, og som romankarakter bliver hun desværre temmelig flad.

Anderledes ambivalent og fængende forholder værket sig til fortællingen om Gauguin. I 1891 forlod maleren sin kone Mette-Sophie Gad og deres fem børn i Paris for at rejse til Tahiti i Fransk Polynesien, der ti år forinden var blevet koloniseret af franskmændene. Her malede Gauguin nogle af sine mest beundrede malerier og var i kæresteforhold med mindre end tre teenagepiger, der var henholdsvis 14, 13 og 14 år gamle.

Begge biografier fortælles i tredje person, men slår ofte om en i du-form og henvender sig temperamentsfuldt til de to hovedpersoner. Fortælleren tiltaler f.eks. bebrejdende Gauguin med hans tahitianske kælenavn »Koke«, når han opfører sig usselt over for sine hustruer – »Ej, ved du nu hvad, Koke?« – og han forklarer belærende »Florita«, hvordan hun bedst sætter fut i revolutionen. Dette greb fungerer ikke særlig godt. Det er svært at se, hvad disse henvendelser gør for værket andet end at give forfatteren ret til at blande sig i stort og småt.

Altafgørende blodsbånd

Uanset om Mario Vargas Llosa skriver om Tristán eller Gauguin, er hans prosa mættet med viden om forholdene i de lande, de befinder sig i, de mennesker de omgav sig med og skiftende tanker og ideer i hver deres samtid.

Romanen er dermed underholdende langt hen ad vejen, fordi Llosa på trods af henvendelserne skriver godt, og fordi både Tristán og Gauguin levede handlingsmættede og interessante liv, der bestemt er et fiktionsværk værdigt.

Men hvad fører sammenfletningen af de to historier egentlig med sig? Sammenhængen skrives på intet tidspunkt frem, og efter endt læsning står det ikke klart for mig. Den oplagte forklaring er selvfølgelig, at de to var beslægtede, og at det i sig selv udgør en kuriøs tilfældighed.

Alligevel provokerer det mig, måske især fordi kapitlerne om Tristán er så meget kedeligere end dem om Gauguin.

Det virker sympatisk, at Llosa har brugt så meget tid på at researche den nu glemte Flora Tristáns heltemodige historie. Men helt ærligt, hvis hun var så interessant, hvorfor så ikke skrive en biografi om hende alene? Der må findes de første hundrede biografier om Gauguin.

Det bliver bogens triste morale – om det så var Llosas intention eller ej – at man ikke bliver husket for, hvad man kæmper for, men for hvad man frembringer. Gauguin kæmpede kun for sig selv, sin egen sanselige nydelse og kunstneriske udfoldelse, og for fire år siden blev maleriet af to unge tahitianske kvinder Nafea Faa Ipoipo? (Hvornår skal du gifte dig?) solgt for den nette sum af 2,2 milliarder kroner – den højeste pris for at maleri nogensinde.

Hans mormor Flora Tristán kæmpede ikke bare for udbyttede arbejderes rettigheder, men for frigørelsen af kvinder og slaver, og for at hendes børn kunne vokse op i et ikkevoldeligt hjem. Nu er hun foreviget i Vejen til paradis – på grund af sit blodsbånd til Gauguin.

Mario Vargas Llosa: ’Vejen til Paradis’. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Forlaget Klim. 352 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her