Læsetid: 4 min.

Pierre Bonnard skaber et kærlighedens rum med farverne i sine malerier

Man får lyst til at røre ved og at slikke på Pierre Bonnards farver, mærke dem helt tæt på, smage dem, fortære dem. Bonnards malerier appellerer til de nære sanser, gør én sulten, som stod man i isboden
Pierre Bonnard: ’Le café’.

Pierre Bonnard: ’Le café’.

Ny Carlsberg Glyptotek

14. juni 2019

Mintgrøn isprængt lyse violette strøg maser sig påtrængende tæt op ad en lys og spinkel violet med mørkere violette, røde og blå strøg i sig. Et næsten lyserødt felt med hvidlige og pastose strøg, oppisket og voluminøst indbydende, som var det candyfloss, en kyskage, lige til at spise. En flade nedenunder er glødende orangegul okker med rødlige og brunlige områder. Ved siden af en mørkviolet flade med blå, røde og hvide strøg i sig. Til højre for det store område med blå, en mørk ultramarin på en grøn bund, der kigger frem. En sort afløses af kastanjebrun. Øverst – den violette igen – lyslilla med gråhvide strøg.

Dette intense farvedrama, der er så godt som uden nogen som helst indikation af figuration, og knap nok nogen dybde, er en typisk indramning af et af den franske maler Pierre Bonnards (1867-1947) hverdagsskildringer, et køkkeninteriør med kat, lampe og lidt køkkenredskaber. Det bærer titlen Lille køkken og er fra 1909.

Køkkenmotivet er næsten ligegyldigt. Det er farverne, der interesserer Bonnard. De er lige til at spise i deres præcist doserede og frækt kombinerede vælde, som med underspillet elegance skaber voldsomme, næsten vulgære sammenstød på lærredet.

Pierre Bonnard: ’Petite Cuisine’ (Lille køkken).

Ny Carlsberg Glyptotek
Intimitet

Ganske vist er mønstrene, der næsten ornamentalt og rytmisk breder sig gennem mange af Bonnards lærreder, også vigtige, men det er farverne, der for alvor har magt.

Bonnards lærreder er koloristisk højspændte på en diskret måde. Hans værker er blevet betegnet som intimisme, ofte med direkte reference til det motiviske fokus på hverdagen, det hjemlige og det nære.

Men egentlig er det lige så meget farven, der er intim hos Bonnard. Farven rækker ikke blot ud mod vores øjne, den af vores sanser, der opfatter på størst afstand. Nej, man får også lyst til at røre ved og at slikke på Bonnards farver, mærke dem helt tæt på, smage dem, fortære dem. Bonnards malerier appellerer til de nære sanser, gør én sulten, som stod man i isboden.

Så ja, Pierre Bonnard malede mange interiører, billeder af rum – køkkener, badeværelser, stuer – i sit hjem. Men det rum, hans malerier egentlig handler om, er dit indre rum, dit sanseapparat, din lyst. Intimiteten i Bonnards værker strømmer ud af deres kropslige og sansede farvesammensætninger, som henvender sig direkte, uden om motivet, til betragteren. Som Bonnard selv udtalte:

»Genstandens og motivets tilstedeværelse er ekstremt distraherende for maleren, når der skal males.« Det er maleriet, ikke motivet, du skal kigge på.

Derfor malede han heller ikke plein-air, sådan som impressionisterne – som han ellers på mange andre måder var påvirket af – men i højere grad efter erindringen. Det er indre billeder, Bonnard skaber, indre rum. Indre rum fulde af en diffus sanselighed, som man får lyst til at flytte ind i, at være i, fordi det er et kærlighedens rum, sprængfuldt med et ømt nærvær.

Hans intimitet er farven, kærligheden til farven, filtreret gennem erindringen, overøst med forskydningens lykke. Eros bor dér, i farven, ikke i motivkredsens gentagelser af hverdag og nøgne kvindekroppe, som er statister i Bonnards elegante og lækre farveorgier.

Formidlingssovs

The Colour of Memory, erindringens farve, hedder udstillingen på Glyptoteket, som over tre etager præsenterer et stort udvalg af Pierre Bonnards værker, primært malerier. Som vanligt på Glyptoteket er præsentationen overskudspræget og veldisponeret med gode kontekstualiseringer af Bonnards liv og teknik gennem blandt andet en række fotografier. Mindre indlysende nødvendig er placeringen mellem kunstværkerne af en biografisk livslinje og en kartografisk fremstilling af »Bonnards Frankrig« med angivelser af de steder, hvor han har udført sine malerier. I mine øjne virker det visuelt skæmmende på udstillingen, at disse oplysninger deler væg med hans malerier.

Udstillingens titel er god, fordi den betoner den farvebemestring, som er Bonnards kendemærke, men samtidig lægger vægt på, at hans værker er sansede og inderliggjorte erindringer. En forskudt dagbog i billeder over lyset og farverne i hans liv, malet på afstand af det ydre, som set gennem vand, men med et absolut indre nærvær. Der er tale om genskabelse snarere end dokumentation, som Line Clausen Pedersen bemærker i en af katalogets tekster.

Men hvorfor ikke tage konsekvensen af titlens indsigt og stole lidt mere på værkernes egne formidlingsevner?

Det rene og suveræne maleris stærke appel til publikum er på Glyptoteket sovset ind i formidling, der ikke ligefrem gavner oplevelsen af værkerne og slet ikke deler deres elegance, nærvær og subtilitet.

Værst er i mine ører de tre lydkulisser, som lyddesigner Peter Albrechtsen og filminstruktør Sun Hee Engelstoft har lavet. De ødelagde for mig billedernes egne lydkulisser. For når man kigger på Pierre Bonnards værker, så er det som nævnt en pointe, at ikke kun øjnene aktiveres. Alle sanser åbner sig, og billederne medbringer deres egen lyd, farvernes lyde, som tåler at stå alene, endda har fordel af det.

Bonnards billeder åbner betragterens rum, men ikke hvis de bliver lukket ned af udefrakommende forstyrrelser sådan som lyddesignet her. Heldigvis er der pauser mellem lydsiderne, så man kan være heldig at nyde billederne i deres stille egenlyd, hvis man ankommer på det rigtige tidspunkt.

Pierre Bonnards værker overlever sagtens disse unødvendige distraktioner, men udstillingen havde stået stærkere, hvis den havde udvist større tillid til værkernes egen kraft. En så stor samling af Bonnards værker er i sig selv en bedrift på et dansk museum. Det havde været alt rigeligt at vise værkerne og blot lade dem eksistere under ledsagelse af det glimrende, forskningsbaserede katalog, der er fyldt med vidende og indsigtsfulde artikler, som diskuterer Bonnards placering mellem tradition og modernitet, samtidig med at det leverer dybdegående analyser af enkeltværker.

’Pierre Bonnard. The Colour of Memory’. Ny Carlsberg Glyptotek. Indtil den 22. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu