Læsetid: 3 min.

Rachel Cusks ’Omrids’ er en perfekt lille sag til en dag på stranden

Efter endt læsning kender vi nærmest intet til kvinden i Rachel Cusks skønne roman ’Omrids’, der gør op med ideen om det stabile jeg
20. juni 2019

For et par dage siden lå jeg ude på altanen og stegte i solen, mens jeg læste Rachel Cusks Omrids, og varmen til trods kunne omstændighederne næsten ikke have været bedre. Romanen foregår nemlig under en usædvanlig varm sommer i Athen, hvor selv de lokale må svale sig med en dukkert for at klare sig gennem dagene.

Handlingen er enkel, næsten spinkel: En forfatter rejser til Athen for at undervise et skrivehold. På flyet falder hun i snak med sin sidemand, i byen taler hun med bekendte og kolleger, og efter nogle dage tager hun hjem igen. Kvinden selv fylder overraskende lidt i historien.

Efter endt læsning ved jeg stort set kun, at hun er en midaldrende engelsktalende forfatter, der har fået mindst to børn med en mand, hun ikke længere er sammen med. Selv hendes navn er tæt på at blive holdt helt ude af historien. Det optræder blot en enkelt gang, og så endda kun fordi hun bliver ringet op af sin bankdame midt i en undervisningstime.

De personlige detaljer er så få og vage, at de på samme tid virker vigtige og uden betydning. Væsentligt er det til gengæld uden tvivl, at hun besidder en kvalitet, som giver andre mennesker spontant lyst til at åbne sig og dele deres intime historier med hende.

Cusks fortæller er ikke en traditionel hovedperson, der går ud i verden og handler heroisk eller fejt. Snarere er hun en svamp, der absorberer andre menneskers livshistorier. Hendes sidemand i flyet beretter om sine ægteskaber og skilsmisser. En kollega forklarer, hvordan et overfald har gjort livet meningsløst og ødelagt hendes forhold til mad. Skriveeleverne deler anekdoter om dyr og ting, de har set på vej hen til undervisningen. 

Rachel Cusk: ’Omrids’

Bæredygtig

De fleste af disse mange små historier handler om den svære kærlighed. Der er opbrud og skilsmisser, der er misforståelser og sårede følelser. Der er forældre, som ikke længere ser deres børn.

En central rød tråd gennem fortællingerne – og romanen som sådan – er spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at have et stabilt og afgrænset jeg. Et sted siger fortælleren til sin kollega Angeliki:

»Jeg troede, at hele ideen om et ’egentligt’ jeg måske var illusorisk«.

Anmelderi er et vedvarende forsøg på at forstå og formidle det, der gør et værk særligt, og det holder aldrig op med at fascinere mig, at der nogle gange kun skal en enkelt sætning til, før læsningen skifter retning.

Da først sætningen om det illusoriske jeg havde fanget min opmærksomhed, var det, som om romanen vrimlede med eksempler på netop dette tema: En bemærkning får fortælleren til at føle sig som »en ikkeeksistens«. En spejdertrop trives i regnen, fordi de ikke tager vejret personligt. Forældreskab beskrives som det at føle sig betydningsfuld, samtidig med at ens personlighed bliver udvisket.

Personerne taler om eksistentiel tomhed, om problemet med at være klart afgrænset fra dem, man indgår relationer med. Om at blive en anden gennem den anden. Fortælleren tror »på passivitetens dyder og på at leve et liv så lidt præget af egen vilje som muligt«.

Måske skyldes romanens mange forliste forhold simpelthen, at personerne sætter sig selv forrest i stedet for at rette fokus mod den anden og især mod det unikke rum, der opstår i enhver relation. Set i sammenhæng fremstår fortællerens måde at leve sit liv på langt mere bæredygtig: åben, nysgerrig og modtagelig, i stedet for at være forhippet på at definere og realisere sig selv.

Romanens karakterer er på samme tid ekstremt konkrete og ikke til at få hold på. Deres livshistorier handler om fælles eksistentielle erfaringer fra specifikke perspektiver, som Cusk tegner ved hjælp af få, men velvalgte detaljer. Som manden, der bruger et stjålet stykke af Parthenon-frisen som sæbeskål i badet. Selv om han blot er en karakter i en bipersons fortælling, får den detalje ham til at stå lysende klart for mig.

I det hele taget er Rachel Cusk fremragende til at beskrive mennesker. Om fortællerens sidemand hedder det for eksempel:

»Han talte et forfinet og formelt engelsk, der ikke virkede helt naturligt, som om det på et tidspunkt var blevet påført ham med forsigtige penselstrøg som maling«.

Mandens mor, som fortælleren ser på et fotografi, har »et bistert ansigt, så rundt og hårdt og uudgrundeligt som en mønt«.

Omrids er første bind i en trilogi. Den behandler store eksistentielle spørgsmål med lethed og elegance, og den er på samme tid tung og sval, frisk og døsig, akkurat som en sommermorgen kan være det. En perfekt lille sag til en dag på stranden.

Rachel Cusk: ’Omrids’. Oversat af Annelise Schønnemann. Rosinante, 256 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu