Selvfølgelig er der ingen gøglerpligt, men man savner at se Enhedslistens græsrodspræg

Det har været svært at få øje på Enhedslisten under dækningen af valgkampens gøglede side. Fraværet af udskejelser, virale gimmicks og mediestunts har været markant. På YouTube taler partiets kandidater og berørte borgere om partiets mærkesager, på Facebook kan man se infografik om finansiering af minimumsnormeringer i daginstitutioner og billeder fra forskellige demonstrationer. På facebooksidens coverbillede afløser forskellige ord med partibogstavet Ø hinanden: 

»Drøm – Ønsk – Gør – Støt – Stem Ø«.

Man får lige sneget det at stemme på Enhedslisten med ind i rækken af verber, der stråler af visioner, handlekraft og omsorg. Partiets instagramprofil er præget af folketingsmedlemmer, der holder A4-ark med kortfattede politiske budskaber op foran sig. Heller ingen store armbevægelser her.

Dagligt møde i enighedsklubben

Under hele valgkampen har partiets ugentlige podcast (som vi anmeldte sidste år) veget pladsen for en daglig podcast ved navn Valgcast. Ikke ligefrem et navn, der gør meget væsen af sig. Her skiftes tre unge partimedlemmer til at dække valgkampen, som den ser ud fra Enhedslistens kampagnekontor, og til at forklare, hvad partiet mener og hvorfor.

De første mange dage af valgkampen var det et dagligt element at introducere en af partiets kandidater, men efterhånden løb de tør, og nu er det i stedet Enhedslistens menige medlemmer og vælgere, der forklarer sig. Som i den ugentlige version af podcasten er dette valgkampsspinoff præget af massiv intern enighed og god tid. Folk er meget på fornavn med hinanden, og podcasten fungerer mere som et internt organ, end som et egentligt propagandainitiativ.

I det nyeste afsnit (det 27. i rækken) siger værten Tamara til en pædagogstuderende ved navn Kasper Van Der Felten, der stemmer Enhedslisten, fordi han vil have forholdene på sit område forbedret: 

»Det må næsten også være noget af det bedste – at stemme på det, der giver mening for en personligt.«

Om det konkurrerende løsningsforslag fra SF siger hun (uden rigtig at give en detaljeret forklaring), at det jo er »rigtig ærgerligt, at man kommer med nogle forslag, der lyder godt på papiret, men som ikke rigtig kan bruges til at sige noget om virkeligheden.«

Et fast tilbagevendende element er tips til, hvordan man kan engagere sig i valgkampen. Jeg har kun hørt en god håndfuld af de ca. 20 minutter lange udsendelser, og her har der ikke været nogen overraskelser. Man kunne hænge plakater op, man kan stadig dele foldere ud, og så kan man forsøge at overbevise folk omkring sig om, at de skal stemme på Enhedslisten.

Måske ville det være mere interessant at høre partisoldaternes bud på, hvordan man engagerer sig indimellem valgkampene. 

Ingen gøglerpligt

Et kort øjeblik troede jeg, at Pernille Skipper holdt en lille gris i sin favn i et klip på Instagram. Det viste sig bare at være et delvist lyserødt halstørklæde, der blafrede i vinden. Det og så mit blik, der (efter 27 dage med spontan statsministeriel ponyridning, forskellige forsøg på at hiphopformatere partipolitiske ambitioner og snusfornuft, omvandrende bamsemaskotter, Morten Løkkegaards vovemodsdemonstrerende faldskærmsudspring, diverse slagsange og snapchatfiltre) var skarpt indstillet på opsigtsvækkende gøgl.

Selvfølgelig er der ingen gøglerpligt under en valgkamp. Enhedslisten bliver ikke usynlige, bare fordi de holder sig til de mest traditionelle valgkampagneformer. I visse situationer (som f.eks. den, Enhedslisten er i lige nu, hvor det tegner ret lyst) giver det mening, at man hellere vil undgå at tiltrække sig negativ opmærksomhed end at tage chancen med opsigtsvækkende hittepåsomhed.

Ikke desto mindre savner jeg det kejtede, uprofessionelle græsrodspræg, der eksempelvis skinner igennem i denne lokalpolitiske slagsang fra kommunalvalget i 2017.