Læsetid: 4 min.

I sydkoreanske Han Kangs brutalt smukke ’Levende og døde’ bliver døden i sig selv et sprog

Nationalt traume poetiseres barskt, men nænsomt
7. juni 2019

Allerede fra bogens første sider er der døde kroppe i sydkoreanske Han Kangs roman Levende og Døde fra 2014, som nu findes i dansk oversættelse. Her lever de døde videre og de levende dør langsomt.

»De kroppe der lå nederst, rådnede hurtigst; de hvide larver fik hver eneste tomme til at bevæge sig. Jeg fulgte tavst med mens trækkene i mit blåsorte ansigt gik i opløsning. Ingen kunne have genkendt mig nu.«

Året er 1980, og flere hundrede civile demonstranter og studenteroprørere er blevet brutalt dræbt af militære styrker i den sydkoreanske by Gwangju. I den lokale idrætshal forsøger en gruppe unge civile at administrere og organisere ligene.

De lig, som er identificerede af pårørende, er viklet ind i blodige bannere og stablet i kister. Resten ligger bagest i hallen dækket af hvide bommuldslagner. Nogle af ligene er svulmet op til ukendelighed, andres ansigter er umulige at identificere pga. snitsårene fra militærets bajonetter. Og så er der stanken. Den uudholdelige stank af menneskekroppe i forrådnelse, som langsomt spreder sig ud over romanens sider.

Massakren i Gwangju har i mange år været præget af censur og fortielser. Først i 1997 fik massakren en officiel mindedag, og antallet af ofre er stadig den dag i dag et omstridt spørgsmål.

Han Kang flyttede selv som tiårig fra Gwangju i 1980. Den familie, der flyttede ind i barndomshjemmet, mistede på brutal vis deres yngste søn, 14-årige Dong-ho, under massakren – det er ham, bogen tager udgangspunkt i.

Massakrens efterspil

Romanen består af seks kapitler og en selvbiografisk epilog. I første kapitel møder vi Dong-ho, der leder desperat efter liget af sin ven Jeong-dae, der blev skudt, da de gik sammen i demonstrationen. I andet kapitel møder vi den afdøde Jeong-daes flakkende og skælvende sjæl, der fortæller fra den døde krop.

De resterende kapitler beretter fra massakrens efterspil i kronologisk orden frem til 2010. Vi møder f.eks. overlevende fra massakren med så alvorlige traumer fra fængslets grusomme tortur, at de lever af alkohol, smertestillende og sovepiller. Og som i nogle tilfælde ender med at begå selvmord, mange år efter massakren har fundet sted.

Det er en nænsom gestus på den måde at lade massakren blive belyst fra forskellige perspektiver, og det skaber en varieret, empatisk og stærk fortælling, at historien skrives frem af disse forskellige stemmer og grammatiske personer; nogle af kapitlerne er fortalt i du-form, nogle i jeg-form og andre i tredjeperson ental.

Levende og Døde er en fortælling om døde kroppe. De første ligbeskrivelser etablerer en slags dødsformel, som resten af romanen kan varieres over. Det er, som om at døden bliver et sprog i sig selv eller et tegnsystem, som resten af historien kan fortælles med.

De døde kroppe bliver behandlet som levende væsener eller størrelser i deres egen ret; som nogle, der skal passes på, værnes om og våges over. Nogle steder er ligene »en forsamling hvor ingen talte«, og andre steder ‘menneskeliggøres‘ de døde kroppe:

»Første gang du så hende, var hun en ganske spinkel ung kvinde i slutningen af teenageårene, men nu er den rådne krop svulmet op og lige så stor som en voksen mands.«

Med denne særlige form for respekt for de afdøde kroppes eksistens slår romanen nogle interessante spørgsmål an: Hvilke rettigheder har de døde kroppe? Hvilken ret har de sørgende til at sørge?

En del af volden under massakren bestod nemlig også i, at militæret selv fjernede mange af ligene. Som om man ønskede at slette dem fra historien. Dette efterlader et enormt tomrum hos de efterladte, både fordi det skaber uvished og uklarhed, men også fordi det fratager dem retten til at begrave deres kære.

»Da du døde, kunne jeg ikke begrave dig,
så mit liv blev en begravelse«.

Sådan beskrives tomrummets implikationer så tragisk og smukt.

Den materielle kødelighed står over for de immaterielle størrelser som f.eks. de skælvende sjæle. Romanen undersøger grænserne mellem den afdøde og omverdenen, og hvordan disse indimellem flyder sammen. For hvordan kan et menneske være dødt og borte, hvis hun stadig former livet efter sin død?

Brutal poetik

På den måde er romanen en fortælling om, hvordan de døde lever videre hos de levende; f.eks. når døde ansigter er brændt fast bag øjenlågene. Men det er også en fortælling om, hvordan de levende er døde som f.eks. her, hvor et af torturofrene beskriver sin tilstand i fængslet: 

»Tynd materie og klæbrigt pus; ildelugtende spyt, blod, tårer og snot; underbukser tilsvinet af lort og pis. Det var det eneste jeg havde. Eller nej, det var alt, hvad jeg var. Jeg var en klump rådnende kød.«

Levende og Døde giver dig lyst til at trække vejret meget dybt og værdsætte en luft, der ikke lugter af rådne lig.

Det er også en roman, der handler om, at nationen skal anerkende, hvad der er foregået, så de pårørende kan få de døde tilbage.

At formå at skrive om så stort et nationalt traume på en så nænsom, klar og poetisk vis er en meget stor bedrift.

I 2016 fik Han Kang Man Booker-prisen for romanen Vegetaren, der udkom på dansk i 2017, og som brillerer med sine subtile, poetiske billeder som f.eks. kvinden, der langsomt og gradvist bliver til et træ. Levende og Døde er en helt anden slags alvorlig roman, der skal beskrive et realhistorisk, nationalt traume med den seriøsitet og patos, alle involverede fortjener, men derfor kan man alligevel godt savne de mere skæve, poetiske billeder.

Hvis den slags billeder er fraværende i denne roman, er det måske netop, fordi en anden form for brutal poetik trænger sig på. Som Bertolt Brecht skrev i digtet Til dem der kommer efter os (1939):

»Hvad er det for tider, hvor
En samtale om træer næsten er en forbrydelse
Fordi den rummer tavshed om så mange ugerninger!«

’Levende og døde’, Han Kang, oversat af Juliane Wammen, Gyldendal, 254 sider, 250 kr.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu