Bruce Springsteen er en formidabel storyteller. Det ved man, hvis man har lyttet til blot et par af hans mange albummer siden debuten Greetings from Asbury Park, N.J fra 1973. Men på Western Stars – hans første udgivelse med nyt originalt materiale i syv år – er det, som om hans ambition om at personificere den ærkeamerikanske rodløshed mangler noget af den gnist, det kræver for at kunne antænde en ild, som han sang på »Dancing in the Dark« fra monsterhitalbummet Born in the U.S.A. fra 1984. De 13 numre brænder sig i hvert fald aldrig rigtig fast.
Western Stars er indspillet i Springsteens hjemmestudie i New Jersey ikke langt fra hans barndomshjem. Og fokus er – som på hans tidlige soloplader – på karaktertegningen i sangteksterne. Der er en vandringsmand, en blaffer, en omstrejfende gademusikant nord for Nashville og flere andre rastløse driverter, der har forelsket sig i det ensomme liv på farten.
Vokalen ligger helt i front, mens banjo, steelguitar og bas er fortrængt til horisonten. Det får musikken til at fremstå som de baggrundskulisser, der skaber illusionen af et støvet prærielandskab i en gammel spaghettiwestern.
Og der er ikke den cowboykliche, Springsteen ikke får brugt undervejs. Der er moteller i måneskin, jagten på vilde heste, solnedgange, lange landeveje, tomme gader i forladte byer, whiskybarer, ørkner og ørkenvandringer af sødmefulde, cinematiske strygerpartier.
Til gravøl med John Wayne
»Hitch Hikin’« bygger langsomt op fra en enkel banjorundgang, mens et arsenal af strygere stiger og stiger i styrke. Inspireret af bl.a. Glen Campells countrypop fra 70’erne og Burt Bacharachs orkestrale easy listening-kompositioner har Springsteen valgt at lade et stort antal violiner, bratscher og celloer sprede en pompøs romantisk melankoli på næsten alle numrene.
Titelnummeret er en skålsang eller en slags gravølshymne fortalt af en falleret skuespiller, der gerne genfortæller historien, om dengang han spillede over for selveste John Wayne – og blev skudt:
»Once I was shot by John Wayne, yeah, it was towards the end
That one scene’s bought me a thousand drinks, set me up and tell it for you, friend
Here’s to the cowboys, and the riders in the whirlwind
Tonight the western stars are shining bright again.«
Som for at illudere den hedengangne Frontier-tid er trommerne på flere af numrene sløve og damplokomotivtøffende. Lidt mere tempo og en tiltrængt instrumental løssluppenhed er der på sangen »Sleepy Joe’s Cafe«, der er en af pladens mere opmuntrende. Her tegner Springsteen et livligt billede af krigsveteranen Joe’s motorvejscafe, som med bluesmusik og flirtende sommerpiger giver de trætte langturschauffører et tiltrængt afbræk i deres trivielle arbejdsliv.
Bruce Springsteen er en mester i at fortætte den amerikanske selvforståelse, armoden, traumerne og de mange drømme, der lever i hans landsmænd og -kvinder i scener som denne. Men musikalsk er det, som om han på Western Stars får sat sig mellem to sadler. Han er hverken støvletrampende folkemusiktraditionel, som på hans forrygende Pete Seeger-hyldest We Shall Overcome, eller sexet rockrebelsk, som de fleste kender og elsker ham.
Bruce Springsteen: ’Western Stars’ (Sony).
