Læsetid: 4 min.

Ungarsk-tyske Terézia Mora fortæller om det tomme menneske og om verden som galeanstalt

Ungarsk-tyske Terézia Moras roman om et sproggeni, som intet har at sige, er underholdende og pirrende og en formidabel chance for at opleve verden i et anderledes perspektiv
Terézia Mores.

Terézia Mores.

Otto Kaiser/WriterPictures

7. juni 2019

Velkommen til galeanstalten!

Galeanstalten er navnet på en natklub i romanen, et på alle måder grænseoverskridende sted. Her er stripperstang, glimmertanga og en gynge hængende ned fra loftet, hvor dragqueens og andre udstyrsstykker slanger sig. Her er et uoverskueligt rend af mennesker, mærkelige transaktioner af erotisk og ikkeerotisk art, flossede identiteter og bedøvede hjerner. Et spektakel.

Det var nu ikke natklubben, jeg mente, men selve romanen, ungarsk-tyske Terézia Moras (f. 1971) kritikerroste og prisbelønnede Alle dage (i en flot fordanskning). Også den er nemlig et galehus og på nogenlunde samme måde. Et – næsten – meningsløst spektakel, men underholdende, afgjort pirrende og en formidabel chance for at opleve verden i et anderledes og indimellem chokerende perspektiv.

Hovedpersonen hedder Abel Nema og vokser op i byen S – vistnok i en af staterne i det tidligere Jugoslavien – i et sært og ligesom matteret Europa. Hans ikke mindre sære far med en dusinlang række af elskerinder forlader tidligt hjemmet.

Først bruger Abel og hans mor en lang sommer på at eftersøge den forsvundne, kørende i den bortrejstes himmelblå vogn. Så bryder også Abel efter at have næret en stærk, men ikkegengældt kærlighed til en barndomskammerat op fra hjembyen for at fortsætte jagten på faren og for at – ja, hvad vil i grunden den gådefulde Abel Nema med sit liv?

Et sted undervejs udsættes han for en gasforgiftning, som på magisk vis udvikler en formidabel sans for sprog i ham. Det er med de to særheder, det orienteringsløse, et rungende tomt indre, og den geniale sprogsans, den frivilligt fordrevne (om man kan sige sådan) skal udfolde sig i sit nye hjemland og i en storby med det anonyme navn B.

Farligheden i gyder og på gadehjørner

Her glider han ind og ud af en række usædvanlige miljøer, halvt en snylter og spion, konstant udeltagende, evigt gådefuld, halvt en charlatan og forfører. Han møder en professor, hans hustru og hendes søn, Omar, med kun ét øje (det andet har han ’ofret for visdommen’, som det gammelkloge og halverede barn har gjort til sit livsmotto).

Han møder fest og ballade og homoerotiske undertoner i Galeanstalten. Et turnerende band med den stærkt sanselige og udadreagerende Kinga som medrejsende. Og en flok hidsige romaer med et sprog og en adfærd som hærværksmænd i mørke tider.

Netop farlighed er den stemning (ud over det sære og forskruede), der hviler over byens kvarterer og krinkelkroge.

Læserens møde med det ukendte

Terézia Mora tager ikke læseren ved hånden. Vi hopper ganske uforberedt fra sted til sted og frem og tilbage i tid. Mange sætninger mangler et eller flere sætningsled. Lange dialoger kan udfolde sig, uden at man rigtig ved, hvem de talende er.

Terézia Mora: ’Alle dage’.

Noget lignende gælder fortælleren. Indimellem dukker pludselig et jeg op, halvt en fortællerstemme, halvt en af de tilstedeværende, så afløses jeget af et andet pronomen eller forsvinder bare sporløst. Det er usædvanligt og forvirrende, men det skaber også en sært sitrende fornemmelse af altings – historiens, personernes, verdens – usikkerhed og porøsitet.

To andre særheder hos Terézia Mora bidrager til de samme understrømme af ubestemmelighed.

Det ene er fortællerstemmens pedantiske og selvkorrigerende stil. Som kan lyde sådan her:

»Set udefra ser han ud som en helt normal mand, rettelse: et normalt menneske, rettelse: forkast hele sætningen« osv. Meget morsomt, indimellem anstrengende. Men igen: Virkeligheden er genstand for evig tvivl, og tvivlen bliver hos læseren til let svimmelhed.

Det andet er personers teateragtige opdukken ud af det blå. Byen er scene, et rasterbillede af gader og bygninger, som vi er på gentagne besøg i takket være den flakkende hovedperson. Og ud af ingenting eller frem af mørket træder så pludselig snart den ene, snart den anden:

»Næsten hver nat er der nogen der kommer hen til ham for at tale med ham.«

Det bliver også til læserens flygtige møder med det ukendte.

Abel som flagrende hjemløshed

Terézia Moras roman er en storbyroman. Og i sig selv både storby og jungle og galehus (på muren omkring natklubben står der meget betegnende: »GALE-JUNGLEN«. Noget lignende kunne trykkes på bogens omslag).

Den er i det perspektiv vildt underholdende. Men også foruroligende med sin radikale mangel på forankring i enhver betydning af det ord.

Den er også og apropos en flygtningehistorie.

I snæver, konkret forstand: Abel får en indkaldelse til militæret i sit hjemland, hvor en krig raser. Vejen tilbage er derfor lukket. Vejen frem går over et proformaægteskab til pas og opholdstilladelse. Med et citat:

»De stater som holdt jer fast i et jerngreb, har spyttet jer ud i verden. Så nu driver I rundt i alle verdenshjørner som mælkebøttefrø.«

Den bredere og mindre håndgribelige flygtningehistorie ligger i hele bogens tegning af den skyggeagtige Abel. En fornemmer »lugten af fremmedhed hos ham«. En anden taler om hans »ikketilstedeværelse«. Endnu en siger, at han mangler »menneskehed« (sic!). Og med romanens hovedmetafor: sproget. Han taler ti sprog, men har intet at fortælle. Eller som den både vise og dumme Omar siger, da han hører, at Abel kan tale ti sprog:

»Hvorfor?«

Mig mindede romanen ikke om noget andet, jeg har læst, og om så forskellige forfattere (der også har fulgt mennesket ind i de indre og ydre jungler) som Céline, DBC Pierre, Kafka, landsmanden Péter Nádas, Robert Musil. Og nogle stykker til. At skrive sådan er muligvis lige så forvirrende som romanen, men det er ment som en anbefaling.

Terézia Mora: ’Alle dage’. Oversat af Dorthe Seifert. 454 sider, 300 kr. Forlaget Palomar.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu