Læsetid: 6 min.

Vi har alle været fanget af Phil Collins’ hjertesorg – men ikke lørdag aften i Aarhus

80’er-ikonet Phil Collins er på comebackturné og kom forbi Aarhus. I sin storhedstid udbankede han et rum for det humane midt i det kunstige. Og skabte noget universelt. I dag kæmper han med en vaklende stemme og en nedfalden forfod. Så popmiraklerne skal forløses siddende
Phil Collins var ude af stand til at synge igennem lørdag aften i Aarhus, skriver anmelder Ralf Christensen. Billedet her er fra koncerten i Berlin dagen før.

Phil Collins var ude af stand til at synge igennem lørdag aften i Aarhus, skriver anmelder Ralf Christensen. Billedet her er fra koncerten i Berlin dagen før.

CLEMENS BILAN

11. juni 2019

Ceres Park i Aarhus lørdag aften. AGF’s hjemmebane. I dag er det en anden slags jubel, der breder sig. Ikke sejrens rus, men genkendelsens glæde. For Phil Collins er i byen.

Langt de fleste af de fremmødte har sandsynligvis båret en eller flere af hans sange som sikkerhedsnåle gennem deres blødende hjerter. Som alle gode kærlighedssange gør de ondt på en god måde – måske ikke helende, men i hvert fald vederkvægende.

Phil Collins er rejsende i knust kærlighed. Hjertesorgen er ham ikke fremmed, og hans hjertesorg er ikke verden fremmed.

I hans gyldne æra, 1980’erne, begik han stedsegrønne megahits om ulykkelig kærlighed. Tag bare hans måske tre største sange, debutsolosinglen »In The Air Tonight«, »Against All Odds« og »One More Night«.

På grædende knæ

Få sangere har som Phil Collins lydt så forpint som denne tyndstemmede, engelske sanger, sangskriver og trommeslager.

Han kan lyde, som om han er nede på sine grædende knæ uden et eneste argument tilbage, kun bønnen, når han tigger om bare én nat mere. Han kan flænse sin stemme brølende til blods, når han erkender, at det er mod alle odds, at hans elskede kommer tilbage. Ja, han lyder generelt, som om han har hjertet helt oppe i halsen og har svært ved at klemme stroferne ud af sin krop.

I virkeligheden såvel som i sine sange har han svært ved at komme sig over bruddene. Han bærer på noget så modeforkert som nag.

Da han i 1981 spillede »In The Air Tonight« på Top of The Pops på BBC, stod der en dåse med sort maling og en pensel til højre for ham. Samme dåse og pensel, som stod ved hans side, da han skrev denne sang om sin ekshustru Andrea Bertorelli, han modvilligt blev skilt fra året før. Og den samme dåse og pensel, som tilhørte den maler og indendørsdekoratør, som Bertorelli angiveligt havde en affære med. Altså en bitter hilsen til ekshustruen på landsdækkende tv.

Tre år senere, i 1984, udkom et andet af hans største hits »Against All Odds«, og den handler også – ifølge manden selv – om denne skilsmisse.

I 2007 fortalte han i podcasten og radioprogrammet This American Life, at han havde været igennem endnu en uønsket skilsmisse. Og at der – med reference til Bertorelli – er folk, man aldrig nogensinde kommer sig over.

Den furede nutids-Collins

Men Phil Collins accepterer også forandring. I hvert fald nutidens Phil Collins, der ikke forsøger at skjule sin alder, men skubber den ud til os. Da hans plader blev genudgivet i 2016, blev de gamle coverfotos af Collins erstattet af den furede nutids-Collins.

Og det er også nutids-Collins, der går på scenen i Ceres Park i Aarhus. Vi er stået på hans comeback-turné Not Dead Yet – Live!, og den foregår i et sindigt tempo. Efter en rygoperation fik Collins en nedfalden forfod, og det tvinger ham til at gå med stok – og at sidde ned under koncerten.

Nu sætter han sig. Sludrer lidt med os. Så i gang med »Against All Odds«. Vi holder vejret.

Han har aldrig været en traditionel skønsanger med hans alt for tynde og pibende klang, men alligevel lever soulen, bluesen og funken i ham. Dem har han adopteret med stor kærlighed. Men i 2019 er det i voldsomt formindsket skala grundet en svindende stemme. Så »Against All Odds« bliver ikke sunget med anden desperation end den, der kommer af ikke længere at kunne nå de samme toner og levere de samme udbrud.

Og følelsesspekteret synes skrumpet sammen med fysikken. Måske ikke ulig det mere eller mindre jævnaldrende og lidt yngre publikum på plænen. Forankret i hver deres stående kæresteske på hver deres matrikel. Mens vi kæmper for overhovedet at kunne høre Phil Collins’ udmarvede stemme, som ingen gider skrue ordentligt op for.

Gennembrud med Genesis

Den nu 68-årige englænder begyndte da heller ikke som sanger, men som trommeslager. Som femårig fik han et trommesæt i fødselsdagsgave af sine forældre, der opmuntrede ham til at søge egne veje. Han lyttede til Beatles, men også Motown og til jazz. Og han dyrkede både Ringo Starr og Buddy Richs spillestil.

Han blev også professionel teenageskuespiller i både teater og film (og som voksen havde han hovedrollen i bankrøverfilmen Buster). Men det var først, da han som 19-årig i 1970 begyndte som trommeslager i progrockbandet Genesis, at han fandt sin plads. Eller faktisk først for alvor, da forsangeren Peter Gabriel gik solo, og Collins overtog mikrofonen.

Trommerne forlod han dog ikke, og han blev også en vigtig studiemusiker på nogle af Brian Enos vigtigste 1970’er-plader og hos Robert Plant, John Cale, Paul McCartney.

Publikums territoriekampe

Nu spiller han så ikke længere trommer, for det kan han simpelthen ikke. I stedet er det hans 18-årige søn Nicholas, der står for løjerne. Imens kæmper Collins sig under den åbne Aarhus-himmel gennem klassikerne. Siddende, økonomiserende fornuftigt med stemmekapaciteten. Sangene trukket ned i tempo, så lungerne kan følge med.

I den dyrt betalte Golden Circle bliver folk mest ophidsede, når deres nyoprettede enemærker bliver truet. En herre er ved at komme i klammeri, da han forsøger at komme forbi et par i stående ske. Det bliver der ikke set med milde øjne på, og den indignerede mandlige part skubber og skælder ud på misdæderen. Kort efter keder den indignerede part sig og tjekker Ekstra Bladet på sin iPhone. Han dvæler ved en letpåklædt kvinde, mens hans kone med ryggen til ham vugger i takt til den unødigt sentimentale »Another Day In Paradise« – om hvor godt vi egentlig har det.

Trommemaskiner truer ikke

Collins var i sin storhedstid stjerne i så høj grad, at han under Live Aid-velgørenhedsshowet i 1985 sang og spillede trommer først i London og derefter fløj med Concorde til Philadelphia, USA, for at gentage succesen.

Phil Collins er lyden af 1980’erne. Hans hits spiller afgørende roller i den ikoniske krimi-tv-serie Miami Vice, der i stor stil dyrker lange stemningsskabende musikvideopassager i serien. Ja, allerede i første afsnit klippes filmen til lyden af skilsmissesangen »In The Air Tonight«, hvor Don Johnson alias Sonny Crockett passende ringer til sin ekskone. I alt bruger Miami Vice fem af hans sange. Og nå ja, så har han også en birolle i et afsnit.

Samtidig bliver Collins lyden af 1980’erne, fordi han adopterer samtidens nye lyde. Både i Genesis og solo bruger han trommemaskiner som den legendariske Linn LM-1 samt voldsomme lydbehandlinger af sit akustiske trommesæt. Det lyder dejligt kunstigt, og folket elsker det. Det er jo årtiet, hvor menneskeheden er betaget, men også lidt Terminator-skræmt af den fagre nye syntetiske verden. »Jeg er ikke en trommeslager, der ser dem som en trussel,« sagde han i 1983 til Interview om trommemaskiner.

I sin storhedstid tager Phil Collins soulmusikkens rå følelser med ind i 1980’ernes forlorne lydunivers. Han udbanker med stor effekt et rum for det humane i det kunstige. Og skaber noget universelt.

Mildt underholdt

Denne lørdag aften kæmper Phil Collins i stedet for at skabe rum for sine vokale begrænsninger. Og han kæmper for at give sin koncert den stadionstørrelse, som den skal have, da den foregår på, ja, et stadion.

Uden held. Lyden er for lav. Blæserkvartetten, der tidligt kommer på scenen, virker som et desperat forsøg på at peppe numre op, der i originalerne har deres helt egen fremdrift og dynamik, men som her synes førerløse og på punkterede hjul.

På »Invisible Touch« synger Collins decideret falsk, og sangudvalget er også skidt med overvægt af senere tiders sentimentalisme. »One More Night« er katastrofalt udeladt og også den brillante »Inside Out«, men ikke inferiøre, nyere Genesis-sange og Collins-ballader eller en åndssvag tromme-passus.

Der er få højdepunkter. Da Collins står op under »In The Air Tonight« og synger til. Samt under »Easy Lover« og »Take Me Home«, hvor korsangernes støttevokaler kommer til deres ret.

Publikum virker også kun mildt underholdte, og deres syngen med føles overkompenserende – og tit overdøvende. Og det kommer meget af tiden til at handle om krænket nostalgi og territorium i stedet for knuste hjerter under den mørknende koncerthimmel. Vi har alle været fanget af Phil Collins’ hjertesorg, men lørdag satte han os fri. Det var langt fra at være en fængslende oplevelse.

Hvor langt er vi villige til at gå for at møde vores idoler på retræten? Ikke så langt som denne koncert kræver, hvis man spørger mig. I denne store koncertskala er det for sent at nyde Phil Collins. Gammel kærlighed kan åbenbart ruste. Selvom Collins sandsynligvis er uenig.

Phil Collins. Ceres Park, Aarhus, lørdag den 8. juni 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Rohde Jensen

Jeg var også til den koncert og han var sgu sej nok den gamle. Og hans søn ... det bliver vildt.
Så flip lidt ned med den anmeldelse.