Læsetid: 5 min.

Venskab og uvenskab i kampen for ligestilling

Elisabeth Møller Jensens erindringer fra et liv med KVINFO er et partsindlæg, der giver indsigt i det at være en del af kvindesagens konfliktfyldte fortælling. Måske er det på tide, at generationerne begynder at være uenige sammen?
Elisabeth Møller Jensen deler i ´At se med egne øjne. Mit kvinfo´ sine erindringer. 

Elisabeth Møller Jensen deler i ´At se med egne øjne. Mit kvinfo´ sine erindringer. 

Peter Nygaard Christensen

7. juni 2019

Hvem skulle have troet det? Knap var stemmerne talt op til europaparlamentsvalget, før den siddende rådsformand Donald Tusk meldte ud, at ved besættelse af topposterne bør to ud af fem være kvinder, og den danske statsminister bakkede op.

Tiden synes moden, kan man nok sige – hvis ikke ligefrem overmoden – men går man tilbage til slutningen af 1960’erne, da de første tilløb til en institutionalisering af kvinde-/kønsforskningen tog sin begyndelse, måtte det forekomme langt ude i fremtiden.

Med hjemmelavede systemer til katalogisering af den tidlige kvindeforskning, udviklet af bibliotekar Nynne Koch fra Det Kongelige Bibliotek, eget tidsskrift og lokaler i Københavns indre by og en finanslovsbevilling, så det nationale dokumentations- og formidlingscenter KVINFO dagens lys som selvstændig institution i 1982.

Udviklingen rejser spørgsmålet om, hvad der flytter ligestillingen, hvordan problemstillingen bliver synlig, og hvordan og hvorfor der handles på den? Det er lige præcis, hvad Elisabeth Møller Jensens erindringer At se med egne øjne. Mit kvinfo kan læses som et bud på.

Hun var centerets leder i perioden fra 1990-2014 og en central, men også omdiskuteret skikkelse i dansk ligestillingsdebat og politik. Vi følger hendes vej fra opvæksten i det vestjyske ind på universitetet, hvor danskstudiet omkring 1970 udgjorde et vigtigt rum for den danske kvindebevægelses tænkning om sig selv, videre rundt om løse akademiske ansættelser, herunder jobbet som redaktør af den prisbelønnede Nordisk kvindelitteraturhistorie og endelig de mange år, som leder af KVINFO. Her er det især mentornetværket og det internationale arbejde, der får plads.

Siden starten i 2002 har 8.500 kvinder med flygtninge og indvandrerbaggrund fået tildelt en mentor, og omkring halvdelen af de såkaldte mentees har ad denne vej fået et job, der svarer til deres kvalifikationer. Modellen har bredt sig til en lang række lande. Via et samarbejde med Udenrigsministeriet blev KVINFO også en del af det såkaldte Arabiske Initiativ, der oven på 11. september og det arabiske forår skulle arbejde for dialog og forståelse mellem Danmark og den arabiske verden. På den måde kom Jordan, Tunesien og Marokko på KVINFO’s landkort.

Undervejs tegnes et erindret billede af kvindebevægelsen i 1990’erne og 00’erne som et komplekst netværk med mange aktører fra kunstens, universiteternes, ministeriernes, erhvervslivets og fagbevægelsens verdener, der mødtes til konferencer, på internationale missioner og til middagsselskaber, receptioner og uformelle samtaler.

Venskaber og uvenskaber

Partnerskaber, venskaber og uvenskaber opstår, og de sidste beskrives med en blanding af professionel distance og politisk harme. Ikke mindst, og forståeligt nok, da kritikken af KVINFO for at politisere, for ikke at arbejde for de kvinder, som nogle mente, havde mest behov for ’hjælp’, nemlig kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk, og for i det hele taget at være løbet fra sin samtid, tog overhånd, og biblioteket blev overført til KB i 2017.

Elisabeth Møller Jensen ’At se med egne øjne. Mit Kvinfo’.

Det var dog kun delvist, for 20.000 bøger står stadig tilbage og samler støv, mens medarbejderne koncentrerer sig om en række (andre) opgaver i ligestillingens tegn, og den fremtidige vedligeholdelse og udvikling af Kvindebiografisk Leksikon og Ekspertbasen p.t. er uvis.

Så langt, så godt, det er til tider spændende læsning, til andre omstændeligt og indforstået, hvor navne på samarbejdspartnere og kendisser fra det kulturelle og akademiske parnas droppes af, som regndråber fra en paraply.

Nogle uvenskaber omtales åbent og ærligt, andre pakkes diskret væk – mens borgerlige politikere og feminister får, så hatten passer: Mette Bock, der traf beslutningen om bibliotekets flytning og derved gjorde Brian Mikkelsens forsøg på at gøre det samme i 2000 til en realitet, finder ingen nåde, ej heller det sammenrend af yngre kvinder med tilknytning til Liberal Alliance, politikere fra Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, der bakkede hende op. Det omfatter også den konstituerede direktør Suzanne Moll, som knap nok havde sat sig i stolen i 2017, før hun aflivede biblioteket og på det nærmeste også KVINFO’s ligestillingsdel.

Men også Naser Khader, som først benyttede sig af KVINFO’s tjeneste og dernæst faldt det i ryggen, og Frank Jensen, der som justitsminister arbejdede for at skærpe mænds ret til at rejse faderskabssager, kommer i den sorte gryde. Bertel Haarder hyldes derimod for sin humanisme og engagement midt i al denne liberale sortsnak.

Bidrager erindringerne så til at svare på spørgsmålet om, hvad der har flyttet ligestillingen ind på de bonede gulve i Europa-Parlamentet og i statsministeriet? For EU har ligestillingen altid været central, og Elisabeth Møller Jensen er glødende europæer, hvilket kostede et venskab med Junibevægelsens Drude Dahlerup, der ellers sad i KVINFO’s bestyrelse.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der i konteksten gør, at temaet nu også får opbakning fra den danske statsminister fra et ellers fodslæbende land i den sammenhæng. Er det taktik for at få den danske kandidat Margrethe Vestager valgt eller et udtryk for normaliseringen, fordi man ikke længere kan være andet bekendt, eller for en helt tredje ting, som vi i dag tager for givet – og det gør Elisabeth Møller Jensen også – nemlig at kvinder er de mest veluddannede – i vores lille del af verden – og det derfor er spild af talent ikke at bruge deres kompetencer?

Efter endt læsning må man konkludere, at arbejdet for kvinders ligestilling er en konfliktfyldt fortælling; det vrimler med uenigheder mellem gamle feminister og nye feminister, som vil overlade ligestillingen til privatlivet, mellem humanister og nyborgerlige, som ønsker flygtninge og andre med ikkeblå øjne et sted hen, hvor peberet gror, og mellem dem, som vægter mænds – og børns – rettigheder, og dem, som har fokus på kvinders forhold, hvad enten det nu er prostitution, ligeløn eller barselsorlov.

Jeg vil gerne tro på, at det flytter noget at være uenige sammen. Under alle omstændigheder, er Elisabeth Møller Jensens foretagsomhed imponerende, og de mange medarbejdere og frivillige, der tydeligvis har arbejdet i nærmest døgndrift med digitale løsninger eller med spredningen af mentornetværket, får undervejs en velfortjent ros.

Jeg sidder imidlertid med fornemmelse af, at mange må føle sig overset, når lyset i den grad skinner på fortælleren. Det ville endvidere være rart at vide, hvad forfatteren har støttet sig til ud over sin egen hukommelse og facebookopdateringer: KVINFOs arkiv, scrapbøger, dagbøger, systematisk søgninger i medierne eller?

Erindringer er vidnesbyrd og ikke den ’objektive sandhed’. Læses Elisabeth Møller Jensens bog som sådan, fortæller den om ligestillingspolitikkens tilblivelse i rummet mellem det formelle, beslutningstagende og lovgivende og et uformelt netværk på tværs af landets grænser og mere eller mindre tilfældige møder og pludseligt opståede situationer.

Afmonteringen af KVINFO’s bibliotek i 2017 er én ting, som mange vil begræde, men et andet spørgsmål er, hvilke opgaver og hvilket indhold ligestillingspolitik bør have anno 2019? Som jeg læser Elisabeth Møller Jensen, er der fortsat langt til ligestilling i Danmark, selvom vi hævder det modsatte, og der er meget at udrette nationalt som internationalt. Men måske var det på tide, at min generation blev mere lydhør over for den kritik, der rejses fra andet hold.

Er det alene selvtilstrækkelighed, der får nogle unge højtuddannede kvinder til at henvise ligestillingen til privatsfæren, eller er det, fordi den løsning passer bedre til et senmoderne liv? Svaret blæser i vinden, men det er værd at diskutere, og Elisabeth Møller Jensens partsindlæg kan passende bruges som afsæt herfor.

’At se med egne øjne. Mit Kvinfo’. Elisabeth Møller Jensen. Gladiator. 335 sider. 329,95 kroner.

 

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu