Læsetid: 7 min.

Bernie Sanders sigter ikke kun mod præsidentposten. Han vil magten i Det Demokratiske Parti

I sin seneste bog sparer senatoren fra Vermont ikke på krudtet i sin kritik af Det Demokratiske Parti og mainstreammedierne. I løbet af nogle få år har han drejet partiet skarpt til venstre. Nu skal projektet fuldbyrdes med pokalen, han tabte til Hillary Clinton. I går aftes stred Sanders i den anden tv-debat med Elizabeth Warren, Pete Buttigieg og Beto O’Rourke
Bernie Sanders bog består af dagsbogslignende nedslag, som starter med Sanders’ første møde med Hillary Clinton i juni 2016 efter hans nederlag i primærvalgkampen. Typisk for politikeren Sanders løfter han aldrig låget for private refleksioner eller anekdoter om hans utvivlsomt interessante personlige liv.

Bernie Sanders bog består af dagsbogslignende nedslag, som starter med Sanders’ første møde med Hillary Clinton i juni 2016 efter hans nederlag i primærvalgkampen. Typisk for politikeren Sanders løfter han aldrig låget for private refleksioner eller anekdoter om hans utvivlsomt interessante personlige liv.

Etienne Laurent/Ritzau/Scanpix

31. juli 2019

Senator Bernie Sanders’ kappestrid i 2015-16 med Hillary Clinton om at blive nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat hører til i de amerikanske historiebøger.

Det er der en god grund til. Modsat andre kandidater, som efter deres nederlag forvandles til anekdoter i historien, lever Sanders’ ideer videre i bedste velgående. De har fået egne ben at gå på.

Stædigt og insisterende, uden distraktioner, er det lykkedes for senatoren fra den lille delstat Vermont at kapre en venstrefløj i partiet, der vokser i betydning, med sine socialdemokratiske ideer.

Selv opstiller den utrættelige Sanders endnu en gang til præsidentposten i 2020, og det i en alder af 77 år.

Interesserede vil kunne få syn for sagn om denne exceptionelle amerikanske politiker, hvis de går ind på CNN’s website og ser ham optræde i den netop afviklede tv-debat tirsdag aften i dyst med hans nærmeste ideologiske konkurrent, Elizabeth Warren, og kandidater som Pete Buttigieg, Beto O’Rourke, Amy Klobuchar og flere andre.

Partiets ti resterende kandidater, heriblandt Joe Biden, Kamala Harris og Cory Booker, får deres chance i rampelyset i en tv-debat onsdag.

Denne anden af i alt 12 planlagte tv-debatter frem til april 2020 kan blive til et udskilningsløb. Fremefter er kriterierne for deltagelse strammet betydeligt. For at kvalificere sig til den tredje tv-debat skal en kandidat gennemsnitligt nyde opbakning fra mindst to pct. af vælgerne i de landsdækkende meningsmålinger og have modtaget bidrag fra 130.000 donorer.

Der står altså meget på spil for andenrangskandidaterne.

Dog ikke for Bernies Sanders. Som en enlig svale i flokken står han i spidsen for en bevægelse – en trofast skare af tilhængere, der sluttede sig til hans historiske valgkampagne i 2015-16 og sidenhen ikke er stået af.

Det er vælgere, som formentlig vil stå ham bi i tykt og tyndt. Efter meningsmålinger at dømme er der tale om 15-20 pct. af primærvælgerne.

De andre topkandidater – Joe Biden, Elizabeth Warren og Kamala Harris – kan ikke falde tilbage på en bevægelse. For dem er der hverken loft eller gulv. Bernie Sanders’ »revolutionære« følgere gør ham således til en uundgåelig, en konstant og en uhørt indflydelsesrig politiker i både partiet og i primærvalgkampen.

En national skikkelse

Sanders’ første bog, Our Revolution: A Future to Believe In (2016) var en bestseller. Det var heri, han fremlagde sin skarpe kritik af den voksende kløft mellem en lille velhaverklasse og alle andre amerikanere samt private koncerners og rigmænds erobring af politisk magt gennem donationer og lobbyvirksomhed.

Det var i dette manifest, han fremsatte sine ideer om amerikanernes sociale og økonomiske rettigheder – eksempelvis universel sygeforsikring, gratis højere uddannelse, mindsteløn på 15 dollar i timen, uforbeholden ret til at organisere sig i fagforbund etc. – i et kapitalistisk samfund.

Hans overordnede tese var, at det amerikanske politiske system kun ville være fuldendt, dersom man til de politiske rettigheder i forfatningen tilføjer sociale og økonomiske rettigheder.

I vestlig idehistorie er det ikke i sig selv en revolutionerende idé. Selv præsident Franklin D. Roosevelt ville det. Men siden nyliberalismens indtog under præsident Ronald Reagan i 1980’erne har individets og selskabernes rettigheder været i højsædet.

Den foreliggende bog, Where We Go from Here: Two Years in the Resistance, skal ses som en fortsættelse af hans bestseller. Den består af dagsboglignende nedslag, som starter med Sanders’ første møde i juni 2016 med Hillary Clinton efter hans nederlag i primærvalgkampen, og fortsætter med jævnlige mellemrum fortællingen om hans politiske virke i de følgende to år, frem til august 2018.

At dømme fra de mange nedslag i bogen satte Sanders kun tempoet lidt ned efter Donald Trumps valgsejr i november 2016. Fra at være en relativ ukendt »socialistisk« senator fra Vermont i årene indtil 2015 forvandles han i 2016 til en national skikkelse, hvis optræden er heftigt efterspurgt i medierne og mange andre steder som på universiteter, i fagforeninger, borgerretsgrupper og ved lokalvalg af progressive politikere.

Bernie Sanders – Where We Go from Here: Two Years in the Resistance.

Et sted i bogen bemærker Sanders, at hans mest travle dage er weekender i hjemstaten Vermont, hvor han sørger for at pleje sine vælgeres interesser … Ferier nævnes ikke.

Typisk for politikeren Sanders løfter han aldrig låget for private refleksioner eller anekdoter om hans utvivlsomt interessante personlige liv. Hans indstilling er og har altid været, at det ikke rager vælgerne. Dysten om præsidentposten bør i hans øjne udelukkende udforme sig som en ideernes kamp. Kandidatens biografi og personlighed er uvedkommende.

Sanders afskyr, hvad man på amerikansk kalder »retail politics«, altså håndtryk og smalltalk med vælgerne, skulderklap, kram og knus a la Joe Biden. Han besidder ikke den for en politiker absolut nødvendige egenskab at kunne udtrykke empati med et menneske ramt af tragedie.

I stedet for at spørge til ofrets personlige situation henviser Sanders under vælgermøder til sine forslag til sociale og økonomiske reformer. I det hele taget måler han sine ideers popularitet på antallet af de vælgermøder, han holder, og fremmødet.

Ingen selfies, please

Modsat andre amerikanske politikere bliver han efter sin valgtale aldrig tilbage for at møde sine mange tilhængere personligt. Selfies ligger ikke til Bernie Sanders. Han foretrækker at levere sin tale, som tilhængerne efterhånden kan gentage i søvne, og skal af sine rådgivere overbevises om at besvare deres spørgsmål.

Hvis man vil være præsident, er det et betydeligt handicap.

Lederskab fordrer konstant dialog med vælgerne – ikke monologer. Sanders kunne lære noget af Sokrates, der forstod, at det ikke er nok at pege på uretfærdigheder. I offentlige fora vinder man tilhørernes gunst ved at diskutere og argumentere frem og tilbage. At dosere, som han er tilbøjelig til i tv-interviews og på vælgermøder, vinder næppe nye tilhængere.

Sanders’ forhold til pressen er på grænsen til det antagonistiske. Mainstreammediernes politiske dækning er i hans øjne domineret af »sladder og fokus på personligheder« frem for emner som ulighed, fattigdom og global opvarmning.

»De privatejede medier er profitorienterede koncerner, der kontrolleres af den herskende klasse og nogle af vort lands rigeste mennesker. Som alle private selskaber forfølger de en dagsorden,« skriver Sanders.

Den skildring er imidlertid en grov generalisering – delvis sand, delvis ukorrekt. Det er rigtigt, at Amazons Jeff Bezos ejer The Washington Post, men det er forkert at konkludere, at avisen ikke nyder redaktionel uafhængighed.

The Washington Post og privatejede The New York Times har – for blot at nævne nogle få dagblade – i de seneste år bragt adskillige reportager om tænderskærende sociale uretfærdigheder i det amerikanske samfund, som Bernie Sanders faktisk har brugt sin politiske karriere på at udbedre.

Hertil kan man føje, at mainstreammedierne har taget Sanders’ politiske succes til efterretning og nu vier hans kandidatur og ideer megen opmærksomhed. Ikke desto mindre fortsætter han med at lægge afstand til medrejsende journalister og tager helst kun et par spørgsmål.

I bogen gør Sanders meget ud af direkte kommunikation med amerikanernes gennem de sociale medier. Han bryster sig af at have udsendt det mest populære tweet i Kongressen i 2018. Dets ordlyd var: »Trumps forsøg på at splitte amerikanerne har haft den modsatte effekt og forenet dem.«

Især er han stolt af den store seerskare, som livestreaming af debatter om hans universelle sygeforsikring, Medicare for All, og klimakrisen på hans facebookside har tiltrukket. En af dem skal være blevet fulgt af 700.000 – flere end CNN’s seertal den aften.

Og der er ganske rigtigt noget vederkvægende ved at se senatoren som ordstyrer i en debat mellem udvalgte progressive politikere, journalister og akademikere. Det er noget, man ikke kan opleve på amerikansk tv. Men det ville nok være overdrevent at kalde disse sammenkomster på Facebook for et ideernes sammenstød. De er snarere et propagandaforum for Sanders.

Nostalgi eller radikalitet

Når Bernie Sanders kigger ud over det politiske landskab i USA anno 2019, har han god grund til at være yderst tilfreds. Han kan tage en stor del af æren for den markante venstredrejning, som Det Demokratiske Parti har undergået siden det sidste præsidentvalg.

Der er ingen tvivl om, at han i sin valgkampagne i 2015-16 tappede af en dyb utilfredshed blandt demokratiske vælgere med partiets højredrejning siden Bill Clintons Tredje Vej i 1990’erne og diverse magtfulde interessegruppers kapring af lovgiverne – ikke mindst Wall Street – gennem donationer.

I dag er universel sygesikring, gratis videreuddannelse på offentlige universiteter, en mindsteløn på 15 dollar i timen, højere skat på høje indkomster og kapitalgevinster etc. indskrevet i partiets program. Langt de fleste præsidentkandidater tilslutter sig disse forslag samt grundideen i Green New Deal.

Trods det har den aktuelle primærvalgkamp udstillet brydninger i partiet.

Sanders repræsenterer den ægte socialdemokratiske vare. Elizabeth Warrens ideer virker måske lige så radikale, men forskellen mellem de to er, at Sanders søger at tage magten over et parti, han aldrig har været medlem af, mens Warren vil ændre det indefra og, modsat Sanders, altid vil være loyal over for partiets lederskab.

På den anden side står Joe Biden som førende eksponent for partiets moderate fløj med støtte fra de fleste lovgivere i Washington og de 50 delstater.

Det interessante spørgsmål er, hvilket budskab der kan besejre Trump næste år: Bidens opfordring til en tilbagevenden til status ante quo med forbedringer af Barack Obamas generalieblad eller et radikalt brud med Obama gennem en forvandling af demokraterne til et socialdemokratisk parti.

Et valg mellem nostalgi og radikalitet. Ingen ved, hvordan det ender. Et er sikkert – Bernie Sanders har ikke udspillet sin rolle i den proces endnu.

Bernie Sanders – Where We Go from Here: Two Years in the Resistance, St. Martin’s/Dunne, 2018, 288 sider

Serie

Hvem er bejlerne til Det Hvide Hus i 2020?

Kandidaterne melder sig løbende på banen i kampen om at blive USA’s præsident. Op til 20 demokrater forventes at stille op. Vi introducerer dem gennem deres politiske selvbiografier.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Tommy Clausen
Erik Karlsen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

Bernie vil forvandle USA til en socialdemokratisk velfærdsstat efter europæisk forbillede. Og det er præcis derfor jeg tvivler på, at han bliver præsident.
USA er funderet på nogle ideer og værdier, der på mange måde adskiller sig markant fra europæisk politisk kultur.
På den baggrund er jeg bange for, at Bernies politiske projekt er illusorisk - uanset, at hans progressive ideer, set fra et europæisk perspektiv, forekommer indlysende rigtige.
Desuden kan Bernie ikke løbe fra sin alder, ligesom han er udfordret af den mindst lige så skarpe, men væsenlig yngre Elizabeth Warren.

Rolf Andersen, christian christensen, Michael Andresen , Carsten Wienholtz, Jens Winther, Torben Skov og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

men, René Arestrup, indtil 1980 var USA på mange måder et socialdemokratisk velfærdssamfund, bygget op - som her - siden 30erne i kraft af massiv beskatning af erhvervslivet.

Rune Larsen, Alvin Jensen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Og beskatning af velhavere. Så vidt jeg husker mente Roosewelt, at ingen behøver en indkomst over 100 000 $, så derover var beskatningen 94%. Afskaffet af først Reagan og siden Clinton.

Rolf Andersen, John Hansen, Carsten Wienholtz, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Jan Damskier og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Steffen Gliese
Nu kan det her udvikle sig til en lang udveksling om hvad USA er. Men du afslører dyb uvidenhed om det amerikanske samfund ved at postulere, at USA, på noget tidspunkt, har været 'et socialdemokratisk velfærdssamfund' som vi kender det fra fx Skandinavien. Du er end ikke tæt på.

Rolf Andersen, Per Torbensen, Bent Gregersen, Michael Andresen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Hvorfor har Martin Burcharth et horn i siden på Sanders?

Alvin Jensen, Steffen Gliese, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Sanders hævder hele tiden, at i følge meningsmålinger er der flertal i den nordamerikanske befolkning for hans politik. Det kan sagtens være rigtigt. Men stemmer det flertal til valget?

Jens Winther

Overskriften er latterlig. Bernie Sanders vil ikke nøjes med at være USAs præsident - han vil have magten i Det demokratiske Parti.

Det sidste er imidlertid en forudsætning for det første..

Bernie Sanders får aldrig - som i ALDRIG NOGENSINDE - magten hos Demokraterne, og han bliver ALDRIG præsident.

Havde den fornøjelse at følge CNN's optakt til den demokratiske præsidentdebat i går, hvor bl.a. Sanders og Warren deltog. Her slog CNN's rapporter fast at Sanders var faldet i miningsmålingerne og Warren reelt havde overtaget rollen som 1. udfordrer til Joe Biden. Det er sådan set rigtigt at meingsmålingerne havde vist et sådan trend i ugerne op til debatten. Men på selve dagen for debatten kom udkom hele tre meningsmålinger, som alle viste, at Sanders ikke kun var tilbage som 1. udfordrer, men også med en relativ stor margen til Warren.

Når nu jeg fra København har noteret mig at der er udkommet tre meningsmålinger, og i god tid før CNN skulle sende optakt til debatten i går, hvorfor mon ikke en nyhedskanal som CNN havde læst dem? Går de efter old news? Nej de har set dem i sammen minut de udkom! Sådan er det bare, når Corporate America redigerer nyhederne til egen gavn?

https://www.realclearpolitics.com/epolls/latest_polls/democratic_nominat...

Alvin Jensen, Søs Jensen, Robert Grandt, Michael Waterstradt, Carsten Wienholtz, jørgen djørup, Torben Skov, Trond Meiring, Steffen Gliese, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Der er en klar risiko for, at Demokraterne skyder sig selv i foden; bla. hvis partiet igen tillader manipulation af stemmerne som sidst, via bl.a. "superdelegerede". Hvilket gjorde, at H Clinton blev opstillet. og ikke Sanders. - Biden kan i teorien slå Trump, men igen: Vil de såkaldt progressive gå hen at stemme? Vil kvinderne? Vil de sorte? Vil latinoerne?

Alvin Jensen, Søs Jensen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Amerikanerne kan jo også se, hvordan de bliver holdt for nar i forhold til vilkårene andre steder i verden. Så selvfølgelig vil de også omsider have den velfærd, de kan tilkomme.

Niels Johannesen

Warren rocks - Sanders havde i debatten flere øjeblikke hvor han tydeligvis var gammelmandsforvirret (where am I? take me home!) - Warren er knivskarp uden at være kantet (som Clinton) og har fokus på de helt rigtige ting - hun ville få min stemme hvis jeg havde en.

René Arestrup

En anden af kandidaterne - total outsider ganske vist - forekommer mig at være en bedre udfordrer til Trump end både Warren og uncle Bernie.
Tulsi Gabbard har karisma, er ekstremt velformuleret, er ikke fedtet ind i særinteresser og forekommer mindst lige så progressiv som Warren og Sanders, blot knap så skinger. Og så er hun kvinde - og smuk.
https://www.youtube.com/watch?v=WMT5-C3igZ4

Niels Johannesen

# Rene -

Jeg går ind for ligestilling og synes ikke det bør tale til en kandidats forskel at være kvinde (eller mand).

Jeg er enig i at Tulsi Gabbard er veltalende men synes hun mangler lidt tyngde - når Warren taler kan man mærke at det gælder liv og død - når Gabbard siger alle de rigtige ting, er det lidt som at høre en dygtig studerende lire pensum af til eksamen. Og jeg synes hendes angreb på Kamela Harris var under bæltestedet: at hun som anklager i californien skulle have skjult beviser og forhindret en uskyldig sort person i at blive frikendt, hvilket viser at hun er racist (selvom hun er sort) og skabstilhænger af dødsstraf. Come on...

René Arestrup

@Niels Johannesen
Nu var det mest et forsøg på at vurdere, hvem der vil have de største vinderchancer over for Trump. Og i den forbindelse mener jeg faktisk, at det vil være en fordel, hvis det er en kandidat, der ligner Trump mindst muligt.
Joe Biden er næppe svaret.
Jeg er helt ude af stand til at vurdere om Tulsi Gabbards angreb på Kamela Harris var fair, men kan konstatere, at Kamela Harris heller ikke holder sig for fin til at grave smuds frem fra fortiden.
Tulsi Gabbards stil er naturligvis et temperaments-spørgsmål. Jeg synes fx at Warren næsten taber hovedet engang imellem.
Jeg beundrer Gabbard for at gå direkte i flæsket på det militærindustrielle kompleks og USAs forfejlede udenrigspolitik gennem de sidste 20 år. Det er der ingen af de andre kandidater, der gør bare tilnærmelsesvis lige så godt.

Ole Eivind Hansen, Anders Graae, Lars Løfgren og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

# Rene

Men det er jo bare så let for et ungt menneske, der ikke rigtig har været involveret i svære udenrigspolitiske beslutninger at pege fingre af fortidens fejl. Jeg tror oprigtigt at Obama / Biden har villet det godt og jeg synes det ville klæde de yngre kandidater at anerkende det.

Jeg er enig i at Kamela Harris også selv har gravet dybt i mudderpølen i sine angreb på Biden.

Niels Johannesen

# Rene

"Jeg er helt ude af stand til at vurdere om Tulsi Gabbards angreb på Kamela Harris var fair"

Det er derfor mudderkastning er så modbydeligt - man kommer med en grov anklage hvorefter ellers fornuftige folk tænker: jeg kender ikke sagens nærmere omstændigheder og kan derfor ikke afvise at der er noget om snakken.

René Arestrup

@Niels Johannesen
Du bør læse lidt op på lektien. Tulsi Gabbard har haft fast sæde i Repræsentanternes Hus' udenrigsudvalg siden 2013 og har som sådan et detaljeret indblik i udenrigspolitiske forhold.
Hun er desuden major i nationalgarden og har været udstationeret i Irak ad to omgange.
Det forekommer mig at være et ret solidt fundament for at mene noget om USAs udenrigspolitik.

Og mht angrebet på Kamela Harris, har indtil flere medier kastet sig over substansen i angrebet. Og det ser faktisk ud som om det holder vand. Ja endda, at Gabbard var venlig over for Harris.

Niels Johannesen

# Rene

Eftersom republikanerne har haft flertallet i kongressen i stort set hele perioden, eftersom præsidenten i vidt omfang tegner USAs udenrigspolitik og eftersom de fleste af de krige der debatteres trækker linjer meget længere tilbage, har Tulsi Gabbard altså ikke en virkelig stake i de helt tunge udenrigspolitiske beslutninger. Det gør det meget let for hende (for let) at råbe og skrige om alle de fejl, der er blevet begået, og hvor meget bedre hun ville kunne gøre det som præsident. Det er bare ikke nemt at trække de rigtige beslutninger. Nogle gange er det en katastrofe at intervenere (fx Afganistan) og nogle gange er det en katastrofe ikke at intervenere (fx Syrien).

(PS: nedladenheden omkring at "læse op på lektien" klæder ikke din kommentar)