Læsetid: 2 min.

Bevidsthed og krise

Danmark og 21 grader kulturens energifrås i ny bog
31. juli 2019

Jens Otto Krag sagde engang, at Danmarks eksistensproblemer kunne sammenfattes i bosætningspolitikken, som den socialdemokratiske visionære leder kaldte det. I danskerens boliger lå den økonomiske politik deponeret. Derfor var og er boligens indretning også afgørende for at forstå danskerne og tiden.

Efter Anden Verdenskrig var Danmark længe om at komme op i omdrejninger som andre lande. Langsommeligheden kunne måles på de lave udslip af CO2 i forhold til den vestlige omverden.

Opvarmningen foregik i stor stil med kul, besværligt, forurenende og ineffektivt. Var kullene først læsset af i husets kælder, måtte beboerne selv skovle fyret fuldt. Ofte var værelser lukket af for at spare besværet.

Med omstillingen til olie og fjernvarme kunne boligen bruges fuldt ud.

Og så kom oliekrisen for nu at gøre en lang historie ovenikøbet kortere end historikeren Mogens Rüdigers: Oliekrisen som bidrag i 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlags fine lille serie.

Olien var forholdsvis billig, oliefyret nemt, effektivt, rent (sådan da) og betød, at danskernes foretrukne temperatur i huse og lejligheder nu landede smukt på behagelige 21 grader. Ligefrem en periodebetegnelse: 21-graderskulturen.

Olieafhængigheden blev tydeliggjort, da priserne efter flere krisetegn, storpolitiske forskydninger og konflikter steg og steg, og manglen viste sig. De olieproducerende lande havde omsider forstået oliens enorme magt og satte trumf på med egentlige diktater til de oliehungrende, men oliefattige aftagerlande.

Var man københavner i 1973, kunne man på bilfri søndage spadsere midt på Lyngbyvejen. De store ind- og udfaldsveje blev bogstaveligt talt befolkede.

Få havde forestillinger om en løsning i overskuelig tid, hvad der sådan set heller ikke viste sig. Men frøet var sat i den vestlige bevidsthed: at det ikke gik i længden. Alternativer måtte udvikles, såfremt den velstand, som middelklassen var ved at opfatte som en selvfølge, skulle bevares og udvikles.

De arabiske olielandes hovedaktør i krisen blev den elegante sheik Ahmed Yamani (1930–). En skikkelse som taget ud af en lødig spillefilm om arabisk mystik og overlegne kultur.

Yamanis ord var i flere år afgørende for aktie- og valutakurser samt staternes politik og planlægning. Dog var det også sheiken, der illusionsløst varslede fremtiden: Stenalderen sluttede ikke på grund af mangel på sten, og oliealderen vil slutte, længe før vi løber tør for olie.

Mere opfindsomme lande, herunder Danmark, begyndte at tænke i andre baner som udvinding af egne reserver samt alternativer i vind og sol.

Oven i forsyningsusikkerheden kom siden den langsomme erkendelse af klimabelastningerne og udsigterne til en total farlig overophedning af kloden. Selv Dansk Folkeparti må indse, hvor betydningsfuldt det er, at klimatosserne får vind i sejlene og nu så småt definerer den energipolitik, som man end ikke kendte som begreb før 1973.

Mogens Rüdigers lille bog med gode illustrationer, der afspejler energiproblematikkens indflydelse på danskernes hverdag, understreger bidraget som velskreven kulturhistorie mere end energihistorie. Og så er den jo billig!

Mogens Rüdiger: Oliekrisen. 100 s. ill. Aarhus Universitetsforlags 100 danmarkshistorier. 100 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Tommy Clausen
  • Niels Duus Nielsen
Per Klüver, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Tommy Clausen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu