Læsetid: 4 min.

Beyoncé giver en hånd til Afrika og tager Simbas uskyld i samme ombæring

Man kan diskutere, om Beyoncés nye udgivelse, ’The Lion King: The Gift’, er den gave til den afrikanske musikkultur, som den hævder at være. Eller om de 14 sange, der er inspireret af Disneys filmklassiker, i virkeligheden mere er en gave til Beyoncé selv, hendes brand, hendes karriere, hendes bankkonto og i særdeleshed hendes familie, som hun – ikke uproblematisk – paralleliserer til den royale løvefamilie i filmen
Beyoncé har inviteret sin datter, Blue Ivy Carter, med på sit nye Løvernes Konge-album.

Beyoncé har inviteret sin datter, Blue Ivy Carter, med på sit nye Løvernes Konge-album.

Ritzau Scanpix

23. juli 2019

Historien om løveungen Simba, der mister sin far og fordrives fra sin familie, har en særlig plads i manges hjerter. Selv har jeg set tegnefilmen så meget som barn, at jeg stadig kan synge flere af dens sange fra start til slut.

Men efter at have lyttet intenst til Beyoncés nye album The Lion King: The Gift har mit forhold til filmen lidt et knæk.

Jeg kan ikke længere tænke på historien om den faderløse løvekongesøn, der rejser sig for sin slægt og kæmper mod ondskaben for sin retmæssige plads på tronen, uden at være alt for bevidst om filmens romantiske og royalistiske pointer.

Beyoncé har gjort, at filmen, som jeg stadig har på et tyndslidt VHS-bånd i kælderen, har mistet sin uskyld.

Et suppleringssoundtrack

For en god ordens skyld bør jeg nok lige klargøre følgende:

The Lion King: The Gift er IKKE soundtracket til Disneys genindspilning af tegnefilmsklassikeren. Det udkom i sidste uge i en opdateret og udvidet version i forbindelse med, at Løvernes Konge havde premiere.

Herpå kan man bl.a. høre Elton Johns »Can You Feel The Love Tonight« som en duet mellem Donald Glover og Beyoncé, der har lagt stemme til henholdsvis Simba og Nala i filmen. Derudover har Beyoncé bidraget med et helt nyt nummer, »The Spirit«.

The Lion King: The Gift er et nyt studiealbum med den nok største nulevende amerikanske popstjerne, sangerinden Beyoncé. Det er en slags sekundært lydspor, der består af fjorten sange, »The Spirit« inklusive. Hver sang er skrevet som en refleksion over filmens handling.

Beyoncé har produceret og med en enkelt undtagelse (»Ja ara e« af nigerianske Burna Boy) skrevet alle numrene.

Men selv om Beyoncé spiller den egentlige hovedrolle, er udgivelsen i princippet et kreativt samarbejde mellem amerikanske og afrikanske musikere og producere, hun har udvalgt og sammensat i forskellige kreative konstellationer.

»Det var vigtigt, at musikken ikke kun blev spillet af de mest interessante og talentfulde musikere, men også blev produceret af de bedste afrikanske producere. Autenticitet og hjerte var vigtigt for mig,« siger hun i en pressemeddelelse.

Afrikas fingre med i spillet

Det er en prisværdig ambition, og det er da også de integrerede afrikanske toner, der er albummets styrke. Og for det meste klæder det de velproducerede pop og hiphopnumre, at de pyntes med afrobeats, buldrende perkussion og engelsk med afrikansk accent.

Jeg falder pladask for nigerianske Tiwa Savage, der synger charmerende nonchalant over de samplede blæserriff på den afropoppede »Keys To The Kingdom«.

Og det er vidunderligt at høre Beyoncé selv synge dybt og messende på det nigerianske sprog yoruba i outroen på »Otherside«.

Det er en svulstig og strygerindpakket ballade, der ikke efterlader nogen tvivl om, at Beyoncé er en gudsbenådet sangerinde. Med sin stemmes imponerende spændvidde betror hun os, at der er et liv efter døden, for dem der bærer Gud i deres hjerter.

Men det er nu ikke kun gæster fra det afrikanske kontinent, hun har inviteret med til sit savannegilde. Også en overvældende mængde hot shots fra hendes hjemland medvirker, heriblandt Kendrick Lamar, Pharrell Williams og Childish Gambino (alias Donald Glover, der også lægger stemme til den voksne Simba og synger duet med Beyoncé i den nye film).

Også Beyoncés mand, Jay-Z, medrapper på »Mood 4 Eva«, og søreme om ikke også kendisparrets ældste datter, Blue Ivy Carter, er blevet involveret.

Med skingersprød barnestemme synger hun introen på »Brown Skin Girl«, og selv om Løvernes konge er for børn, ender det sukrede børnekor med at klinge lige lovligt kitsch, når datteren gentager sin mors antiracistiske budskab, om at mørke pigers hud skinner som ædelsten.

Krøller eller ej, Beyoncé elsker sine børn. Det er der ingen tvivl om.

For mange kokke på savannen

Med så mange spraglede kokke involveret er det imponerende, at The Gift ikke ender mere kaotisk, end det gør. Hermed ikke sagt, at der ikke er mange – også for mange – stemninger og stilarter i spil.

Genremæssigt er der r&b, afrobeat, dancehall, pop, EDM, hiphop og forskellige reggaefusioner. Og som for at skabe en rød tråd gennem dette frodige musikalske slettelandskab er albummet opbygget omkring korte udvalgte lydklip fra filmen.

Når Pumbas opmuntrende mantra om at du altid kan gøre noget, når du møder modstand, eller Mufasas strygerunderstøttede visdomsord, bliver taget ud af filmens kontekst, bliver det pludseligt tydeligt, hvor svulstige og frelste de egentlig er.

I længden bliver det en pestilens, at sangene indledes af de isoleret set kvalmende lydklip. Hvis jeg én gang til skal høre en af Mufasas livsklogskaber, skriger jeg: Arghh!

Irritationen forstærkes af, at jeg har Beyoncé mistænkt for at spekulere i, at hun ved at vedlægge lydklippene fordobler albummets længde, hvilket giver flere afspilninger på streamingtjenesterne. Det er ikke utænkeligt, at hun kunne have profitoptimerende bagtanker, når nu TIDAL, der er ejet af hendes mand, er under anklage for at have manipuleret med antallet af afspilninger af hendes seneste album Lemonade.

Beyoncé er i gavehumør, men hendes hyldest til Løvernes Konge bliver mest en gave til hendes egen inderkreds.

Det lyder ikke autentisk og helhjertet i mine ører. Jeg foretrækker at lytte til Egoli med Africa Express, et andet aktuelt Afrika-promoveringsprojekt, som til forskel fra Beyoncés er nonprofit.

Beyoncé: ‘The Lion King: The Gift’ (Parkwood Entertainment/Columbia)

Africa Express: ‘Egoli’ (Africa Express Records)

Med genindspilningen af Løvernes Konge har Disney droppet de forstørrede – disneyficerede – øjne. Det nærmest fotorealistiske bringer tankerne i retning af BBC's storslåede naturdokumentarer, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde.
Læs også
»For en del år siden var jeg i et ikke særligt godt forhold. Jeg kom ud af det, og i stedet for hele tiden at synes, at det er synd for mig, har Løvernes konge hjulpet mig med at vende mine tanker rundt, så jeg i dag kan se, at jeg er blevet en stærkere person,« fortæller Chelle Færch Skov.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer