Blodet sprøjter med stor kraft i den morsomme og begavede gyserfilm ’Child’s Play’

På et tidspunkt i norske Lars Klevbergs nye, amerikanske gyserfilm, Child’s Play, ser filmens unge hovedpersoner en fuldstændig overdrevet, blodsprøjtende scene fra Motorsavsmassakren 2, mens de griner og taler om, at det altså bare er for meget og ikke ville kunne lade sig gøre i virkeligheden. Hvor Tobe Hoopers Motorsavsmassakren var et overraskende blodfattigt og meget intenst studie i amerikansk skræk og paranoia, var Motorsavsmassakren 2 nærmest det stik modsatte: Et vanvittigt og kulørt helvedesridt med en manisk Dennis Hopper i hovedrollen.

Således er den nye udgave af Child’s Play også, som jeg talte med en anden anmelder om efter at have set filmen, et på snart sagt alle måder underholdende, sorthumoristisk og kulørt svar på den 31 år gamle original (Barneleg var den danske titel), der var en noget mere traditionel og uhyggelig affære. Klevberg er ikke så meget ude på at skræmme livet af os, som han vil have os til at grine ad alle uhyrlighederne – og det gør vi så. Det gjorde jeg i hvert fald.

Tilmed er Child’s Play en film, som begavet har opdateret og moderniseret originalens præmis, så den rammer direkte ind i tidens snak om kunstig intelligens, cloud-tjenester og personlige assistenter, der er indbygget i snart sagt alle ens elektroniske og digitale apparater.

Lidt af et mareridt

Andy (Gabriel Bateman) og hans mor, Karen (Aubrey Plaza), er flyttet ind i en lejlighed i et lidt snusket kvarter i et forsøg på at begynde forfra på deres liv. Faren er fraværende, og Andy har det mildest talt stramt med morens nye kæreste, Shane (David Lewis), der også er lidt af en skid. Venner har drengen heller ikke mange af, og da moren, der arbejder i et stormagasin af en slags, får tiltusket sig en intelligent robotdukke, Buddi (stemme af Mark Hamill), som er blevet leveret tilbage, giver hun den til sin søn i håbet om at muntre ham op.

Hvad hun og Andy ikke ved, men publikum gør, er, at en utilfreds, underbetalt tekniker på den fabrik i Vietnam, hvor dukken er lavet, har fjernet alle dens sikkerhedsforanstaltninger og elektroniske hæmninger, og at noget skidt formentlig kommer til at ske. (Det minder lidt om begyndelsen på Anders Matthesens Ternet Ninja, der igen syntes at være inspireret af den oprindelige Child’s Play.)

Buddi, der insisterer på at blive kaldt Chucky – det hed dukken i den oprindelige film også – knytter sig hurtigt tæt til Andy og ser sig til at begynde med sur på familiens kat, da den river drengen til blods. Og så har vi balladen. Buddi, der er produceret af en Amazon-lignende virksomhed, kan styre alle virksomhedens produkter – robotstøvsuger, selvkørende biler, mobiltelefoner, tv-apparater, højttalere mm. – og selv om det selvfølgelig er ganske smart, bliver det lidt af et mareridt, når man har med så ustabil og morderisk en dukke som Chucky at gøre. Han er også glad for knive.

Splatterfilmens morale

Selveste Luke Skywalker, skuespilleren Mark Hamill, morer sig helt tydeligt med at give den gas i rollen som Chuckys stemme – han er skiftevis indsmigrende og creepy– og holder man som jeg af excentriske Aubrey Plaza, er det kun fedt at se hende i rollen som Andys mor. Dog kunne man godt have undt hende at gå en smule mere amok.

Der løber en lille, rød og feministisk tråd gennem Child’s Play, som både har med Karens dårlige smag i mænd og en af Andys handlekraftige pigevenner at gøre, og ingen tvivl om, at Lars Klevberg og manuskriptforfatter Tyler Burton Smith i stil med 1970’erne og 1980’ernes moraliserende splatter- og slasherfilm forsøger at sige noget semimeningsfuldt om vores internetforbundne verden og store virksomheder, der ikke tager ansvar for alt det lort, de går og laver, fordi det kun handler om profit for dem.

En af de store fornøjelser ved Child’s Play er, at den går all in på både den sorte humor og de blodige indslag. Der bliver stukket, hakket, pløjet og meget andet ikke særlig rart i løbet af filmen, og blodet sprøjter i mængder, jeg vist aldrig har set det før i en gyserfilm rettet mod et stort og bredt publikum. Det er givet ikke alle, der kan klare det, men kan man, er det sjovt på den der lidt grænseoverskridende måde, hvor man tager sig i at grine ad noget, man måske ikke burde grine ad, men ikke kan lade være, fordi det (bevidst) er så tosset.

’Child’s Play.’ Instruktion: Lars Klevberg. Manuskript: Tyler Burton Smith. Fotograf: Brendan Uegama. Længde: 90 minutter. Biografer landet over