Læsetid: 8 min.

Bob Dylan kan stadig puste røven ud af sin mundharpe

For sjette gang stod Bob Dylan på Orange Scene på Roskilde Festival onsdag aften – med charmeklud, en stemme som sandpapir og fræk spjætdans. Allerede i 1998 skrev vores anmeldere om Dylans »skimmelost af et repertoire, som han nu har været ude og lufte i snart tredive år«. 21 år senere kan han stadig, synes vores anmelder. Hvem ved, om han nogensinde abdicerer?
I år var sjette gang, Bob Dyland spillede på Roskilde Festival. Louise Rosengreen så koncerten og har genbesøgt de tidligere anmeldelser af Dylan på Roskilde. 

I år var sjette gang, Bob Dyland spillede på Roskilde Festival. Louise Rosengreen så koncerten og har genbesøgt de tidligere anmeldelser af Dylan på Roskilde. 

Martin Fælt Gonzales

5. juli 2019

»Har du nogensinde tænkt på, at Bob Dylan er lige så gammel som dronningen,« spurgte en af mine venner mig, da jeg fortalte, at jeg skulle anmelde hans koncert på årets Roskilde Festival.

Det har jeg ikke, men jeg er da udmærket klar over, at han ikke er helt ung. For han spillede, da jeg var det – helt ung – og på festivalen for første gang i 1998. Og det var dengang, jeg måtte stå i kø til en mønttelefon for at kunne ringe hjem og fortælle min mor, at det havde været en forrygende koncert.

Og min søde mor gjorde, hvad hun kunne for at skjule sin misundelse over, at hendes snusfornuftige teenagedatter havde set en af de største troubadourer fra hendes egen ungdom.

Faktisk har den hyperproduktive rockmyte, nobelprismodtager og kunstmaler med det borgerlige navn Robert Allen Zimmerman spillet fem gange på Roskilde Festival før denne koncert. Første gang var i 1990, og også dengang tildelte Informations musikanmeldere mandens alder stor opmærksomhed, da de beskrev hans optræden:

»Gamle 49-årige Bob leverede med sært skanderede fortolkninger af både ældgamle og lidt nyere sange en række skæve spark til den skimmelost af et repertoire, som han nu har været ude og lufte i snart tredive år. Bob logrede aldrig. Bob bed til benet med sin arbejdermandsagtige kvartet.«

Dylans første koncert på Dyrskuepladsen var »en koncert, hvor det urolige og det afvisende viste sig i Dylans stadigt skiftende stemmelejer, hans sardonisk pressede intonation og fraseringer, som gjorde langt mere for at fremmane melankolien og smerten end besynge den nye morgen.«

De tre anmeldere, Anna-Lise Malmros, Per Reinholdt Nielsen og Lars Villemoes, der ligeledes beskrev Bob Dylan som »skindød,« ville nok ikke have troet deres ører, hvis de dengang var blevet fortalt, at han igen igen igen igen igen ville stå på den appelsinfarvede scene (der imellemtiden har taget navneforandring fra Canopy til Orange) hele tre årtier senere.

1995: En sublim Bob-fest

Informations tidligere musikredaktør og -anmelder Klaus Lynggaard (der i mange år med egne ord var ’nærværende dagblads ukuelige reporter’) har anmeldt hele tre af Bob Dylans Roskilde-koncerter i hhv. 1995, 2001 og 2006.

Første gang Lynggaard førte pennen leverede Dylan »et forryggende og elektrificerende totimersshow« på trods af, at både ældre og yngre festivalgæster op til koncerten havde udtrykt deres skepsis.

De opfattede Dylan »som et snøvlende og dybt irrelevant museumsstykke«. Men denne levende kulturarvsgenstand gjorde deres kritik til skamme ved at være sjældent udadvendt og sprudlende med en sangstemme i storform.

»Dylan var efter egen standard smart i tøjet – iført ulasteligt sort og velsiddende jakkesæt og ditto solbriller – og det plejer, selvom det er svært at opsætte et regelsæt omring så uforudsigelig en person, at betyde, at musikken bliver derefter, det vil sige skarp, vedkommende, nutidig og beåndet,« skrev Lynggaard i 1995.

»En sjælden gang imellem lever Dylan nemlig stadig op til Columbia Records gamle reklameslogan: »Nobody Sings Like Dylan«. Og når det sker, er han virkelig uden sammenligning og hævet over enhver diskussion – trods manges store undren, væmmelse og forfærdelse en af det 20. århundredes helt store stemmer. Rigtig er det så, at denne stemme svigter oftere end så mange mere gedigne, men også på alle måder mindre inspirerende sangere, men når den løfter sig, formår den at løfte en god portion af verden med sig.«

Også hans guitarsoli og mundharmonikamanøvreren fik roser med på vejen. For gnavpotten, som Lynggaard kalder ham, var i et usædvanligt gavmildt lune:

»Han lagde guitaren, hver gang der skulle blæses og koncentrerede sig om at aftvinge dette bette blæseinstrument alt, hvad han formåede. Og det er med årene blevet ikke så helt lidt, han kan få en helt gemen harpe til – som ved hans guitarspil og sang er det mere ekspressivt end kønt, men placerer sig unikt skævt et sted, som ingen andre kunne drømme om.«

1998: Nye fans i svaj

Det er ikke alle, der nærer en lige så livslang og loyal kærlighed til Dylan som Lynggaard. Og nogle gange kan det måske ligefrem være en fordel ikke at kende samtlige kanoniserede sangperler fra mandens gigantiske repertoire.

For Dylan spiller helst sine hits, så de er kamæleonisk camouflerede. Og selv om man ikke kender det originale forlæg, kan hans knivskarpe poetiske knevren alligevel ramme ens jomfruelige hjertekule hårdt og uforglemmeligt.

»Hvor var det langt ude at stå på en våd pløjemark og blive så pisserørt. Vi kendte ikke numrene fra tidligere, og det gjorde ingenting. Som man masede sig frem mod scenen, stod de unge og de alleryngste, svajende og med armene om hinanden, dansende, drejende til Bob, der bare lod poesien flyde fra nogle af verdens bedste sange.«

Det var, hvad anmelder Jesper Juul Jensen erfarede, da han samtidig med undertegnede i 1998 fik taget sin Dylan-mødom. En overgangsrite, Jensen beskrev i kødkraftige vendinger:

»Måske skriver han ikke rockhistorie mere, men fredag skrev han sig ind i kødet på os, og glade lod vi blodet flyde. Verden var aflyst. Den kunne skride ad helvede til og gjorde det villigt. For Bob og for os. Efter den oplevelse stod det igen klart, hvilken magt rigtig kunst har over sjæle.«

2001: Storsmilende gnavpot

Da Klaus Lynggaard i 2001 igen havde Mr. Grumpy blandt sine festivalfavoritter, skulle der et silende regnvejr til at bløde den vrantne mesters udtryksløse og furede ansigtsgrimasse op. Lynggaard beskriver Dylan som storsmilende, afslappet og imødekommende.

»Den overvejende del af materialet stammede fra hans første storhedstid som sangskriver ca. 1963-68 og i numre som »Just Like A Woman,« »(Stuck Inside Of Mobile) With The Memphis Blues Again« og »Highway 61 Revisited« ramte han pletvist den der thin wild mercury sound, han engang fablede om. Det gik faktisk så godt, at man flere gange under »Leopard Skin Pillbox Hat« mente at kunne konstatere en Dylan, der stod og smilede! Det kunne ikke være rigtigt!? Grumpy glad? Hallo!«

»Dylan var synligt veltilpas og nød tilsyneladende showet i fulde drag, for efter det obligatoriske etminuts-break kom holdet tilbage og satte fra første akkordanslag ild til hans nyeste sang, »Things Have Changed,« mens smilene ingen ende ville tage!«

2006: Middelmådig slingrekurs

Tredje gang var ikke lykkens, men det middelgodes gang for Lynggaard, da koncerten i 2006 virkede som et stykke rutinearbejde; endnu en dag på kontoret for den effektive sangskriver.

»Der var såvel sublime øjeblikke som decideret trælse ditto. Gudsbenådede glimt af det største, han kan yde – og øjeblikke, hvor man vitterligt ikke vidste, om man skulle le eller græde. Og passager, hvor tankerne fik lov til at fare hid og did, mens Mesteren tampede en ellers elsket og klassisk sang i tusind stykker, fordi den åbenbart trængte til et par på skrinet.«

Publikum derimod var dette år topmotiverede og fællessangshungrende.

»Det passede åbenlyst ikke herren, der jo elsker at maltraktere omkvædet i ophøjet uforstyrrethed, folk havde det simpelthen for godt, og Dylan måtte derfor i al hast sætte foden ned og dermed også en effektiv stopper for al denne frivole løssluppenhed.«

Derfor ender Lynggaard med lunkent at konstatere, at der var langt op til en topkarakter. Han giver rockkongen »otte for den middelgode præstation under forudsætning af, at Bob tager sig sammen til næste gang.« Og det er så nu. 13 år senere.

2019: Charmekludsklædt hyggepianist

Har han så taget sig sammen?

Om han har. Allerede fra sin entré stråler det ud af manden, at han er kommet for at forføre de fremmødte. Med en hvid charmeklud om halsen, iklædt et klædeligt sort jakkesæt med matchende sort og hvid prikket skjorte, åbner han med: »Im a worried man with a worried mind,« selvom han på ingen måde virker bekymret.

Nej, han virker i hopla, da han storsmilende promenerer sig gennem åbningsnummeret »Things Have Changed,« en moderne Dylan-klassiker fra Modern Times – et af hans bedste album siden årtusindeskiftet.

De elektriske guitarer har han fået folk til at tage sig af. I stedet betjener han selv et flygel, der er så nypudset, at solens sidste stråler under hele den halvanden time lange koncert reflekteres deri. Mere stående og støvletrampende end siddende giver han den gas og laver løjer med den ene klaverplimersolo efter den anden, når ikke han hamrer skælmsk i tangenterne.

Han trækker flirtende på smilebåndet og lader til at hygge sig med at overdynge publikum med sin ordrige raspen. Han trækker i tonerne, veksler vilkårligt mellem lyse og dybe grynt.

Og ja, stemmebåndet lyder som sandpapir, men Dylan ser ud til at stortrives med det. Tænk, at man kan være så glad, mens man bjæffer det ene stykke musikhistorie ud af buksebenet efter det andet. Hvis det ikke er overlegent, ved jeg ikke, hvad er.

Efter de to tresserhits »It Ain’t Me Babe« og »Highway 61 Revisited« og halvfjerdserfavoritten »Simple Twist of Fate,« der giver ham lejlighed til at demonstrere, at han stadig kan puste røven ud af sin mundharpe, tager han et spring frem mod årtusindeskiftet med den smukke kærlighedsballade »Make You Feel My Love« fra Time Out Of Mind.

På »Girl From The North Country« gør Donnie Herrons lapsteel, hvad den kan for at fastholde nummerets vidunderlige vemodige klang, mens Dylan tamper i tangenterne. Det bliver aldrig sørgeligt, for det tillader hans vægelsindede vokal ikke. Men det er stadig en af de smukkeste kærlighedslængselssange of all time.

Og da Dylan efter et veloplagt, velspillet bluesgyngende og gungrende sæt vender tilbage på scenen, er det til tonerne fra Herrons violin, der sammen med Mesteren selv omdanner »Blowing In The Wind« til en helt ny melodi.

Der vil formentlig være mange af de yngste festivalgæster, der ikke helt forstod, hvad der foregik bag steinwaylet. Men det tager han næppe så tungt, hvis man tænker på, at han tilbage i 1965 skabte musikhistorisk furore, da han til højrøstede ramaskrig fra hans dedikerede folkfans gik elektrisk.

Hans optræden på Newport Folk Festival gav musikverden et tiltrængt stød, bl.a. med nummeret »Phantom Engineer« – en tidlig version af »It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry«, som han afslutter årets koncert med i en slentrende rock-blueset version.

Han træder frem på scenen og giver en fræk lille spjætdans. Med hånden nonchalant hvilende på hoften forlader han scenen uden et ord til publikum.

Hvem ved, om det bliver sidste gang, han står der? Om han nogensinde abdicerer?

Bob Dylan. Roskilde Festival. Onsdag. Orange scene. Kl. 20:00.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg fatter ikke overskriften? Kan en sanger så også synge “røven” ud gennem mikrofonen? Er “røven” et synonym for sjælen? Er det ligefrem lykkedes at forbinde de to udtryk litterært?

Jeg nyder selv Dylans sange, og håber at mange fra festivalen også finder en god historierfortæller i ham.

Sonja Rosdahl, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lars Kjeldsen

Fedt! Mr. Bob kan stadig puste røven ud af sin mundharpe - eller måske nærmere drøbelen! Meningen er i begge tilfælde åbenlys.
Jeg kører i morgen til Barclaycard Arena, Hamborg for at overvære mesterens næste koncert, siddende tilbagelænet i en nummereret koncertstol i stedet for stående på græsmark med 1000-vis af halvfulde, men sikkert søde mennesker. For sådan går man selvfølgelig til koncert, når man er 60+.
Jeg tænker det er min sidste koncert med Bob. Så denne gang bliver det virkelig med en tak fra mig til Dylan for mange spændende koncerter gennem tiden. Ikke alle lige gode, men altid spændende at høre, hvor denne levende musiklegende befinder sig i dette lille nu som en koncert jo er.
Et ex.: Da jeg kom lidt for sent ind på min plads efter pausen mellem Mark Knopfler og Bob Dylan til den ret kiksede koncert i Herning for en del år siden, så fik jeg alligevel - udover koncerten - en spændende følelse med hjem: Dylan gik i gang med første nummer helt præcis til tiden, så jeg måtte efter ølpausen mellem Knopfler og Dylan listende gå hen foran scenen for lydløst at fortsætte ned ad midtergangen i Jyske Bank Boxen. Men bedst som jeg er tættest ved Dylan oppe på scenen, så mærker jeg en underlig, men tydelig fornemmelse af musikhistoriens kraftige vingesus mellem ham og mig. Lidt ubeskriveligt, men en god fornemmelse. Og det ER jo fantastisk, at vi alle stadig kan opleve denne kæmpe musiklegende hvert eneste år til billetpriser, der trods alt ikke er himmelhøje.
Og ja - stemmen lyder som groft sandpapir, men stadig såre autentisk, for der er vel ikke nogen der er så naiv at tro at denne mand, der er langt over pensionsalderen, stadig kan synge som da var 25.

Lisbet Kjeldsen, Anker Heegaard, Viggo Okholm og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar