Læsetid: 3 min.

Catherine Deneuves dødsrengøring støver familietraumerne af i Julie Bertuccellis ’Claire Darling’

Julie Bertuccellis ’Claire Darling’ sætter stemningsfuldt Catherine Deneuve i centrum for et ellers overlæsset drama
Det klæder Catherine Deneuve, at hun i Julie Bertuchellis ’Claire Darling’ omsider har fået en rolle med hvidt hår.

Det klæder Catherine Deneuve, at hun i Julie Bertuchellis ’Claire Darling’ omsider har fået en rolle med hvidt hår.

41 Shadows

25. juli 2019

Det svenske begreb ’dødsrengøring’ har de seneste år fået opmærksomhed som noget, ordentlige mennesker bør foretage sig for ikke at ligge andre til last, når man forlader sine jordiske ejendele.

Det er imidlertid ikke alt, der skal ryddes op og smides ud.

Visse dimser og dingenoter er andre knyttet til, og det kan skabe konflikter, hvis man går alt for rengørende til værks, og vigtige minder ryger ud som en del af processen.

Selv om dødsrengøring aldrig bliver nævnt i Julie Bertuccellis drama Claire Darling, ligger begrebet som en grundlæggende stemning i hendes fortælling om den aldrende Claire (Catherine Deneuve).

Claire beslutter sig en dag pludselig for at sætte alle sine fantastiske ejendele til salg i haven uden for sin store landsbyvilla. Ting og sager bliver solgt for en slik, indtil hendes datters veninde Martine (Laure Calamy) får nys om forehavendet og forsøger at begrænse udsalget.

Martine får også fat i Claires datter Marie (Chiara Mastroianni), som tropper op og bliver konfronteret med en række smertefulde barndomsminder i mødet med moren og salget af familieklenodierne – og dem er der mange af, for Bertuccellis film er fyldt med smukke, gamle ting, fra porcelæn og spilledåser til det unikke elefantur, som var Maries tryggeste holdepunkt i barndommen.

Rekvisitfyldte sanserum

Claires hjem er en scenografs drøm om rekvisitfyldte rum med mange betydningslag, og som på et overfyldt loppemarked har øjnene masser at udforske i de stemningsfulde miljøer.

Claire Darling er en film, hvor man sanser begejstringen over en skat i en hemmelig hule og varmen i mindet af barndommens gemmeleg gennem billedsiden og musikken.

Bertuccelli har desværre samtidig fyldt fortællesiden med et væld af ting og tråde i form af en række tilbageblik og mere eller mindre løse ender.

Derfor ender man lettere overvældet med at drukne i helheden, selv om det giver kulør, at der f.eks. pludselig er gøglere i nabolaget, mens man hænger lidt med Deneuve.

Filmen har flere elegante øjeblikke som en melankolsk biltur, der næsten bliver som en dans til klavermusik. Der er smukke overgange mellem de forskellige tider, når karaktererne pludselig ser deres yngre jeg, og vi gnidningsfrist bevæger os ind i deres minder.

Det klæder også Deneuve omsider at få en rolle med hvidt hår, og hun skaber tilpas mystik omkring, hvorvidt hun er smådement eller rent faktisk har en klar fornemmelse af, at døden står for døren.

At Claires datter spilles af Deneuves virkelige datter med Marcello Mastroianni giver deres relation et ekstra lag, men man kommer aldrig for alvor ind på livet af familiens smertefulde fortid, før historien slutter med et uventet brag.

Mødre, døtre og tab

Efter den fine spillefilmsdebut Da Otar rejste gravede den dokumentarfilmserfarne Julie Bertuccelli i sin forrige spillefilm The Tree også i, hvordan mennesker præges af store tab og satte en udfordret mor-datterrelation i centrum.

The Tree var en fransk-australsk co-produktion med Charlotte Gainsbourg som en australsk mor, hvis datter er overbevist om, at hendes nyligt afdøde far lever videre i havens gigantiske figentræ.

Denne gang er Bertuccelli søgt tilbage til sine egne rødder ved at optage i sin bedstemors hus, men historien bygger på romanen Faith Bass Darling’s Last Garage Sale af den amerikanske forfatter Lynda Rutledge Stephenson, som vellykket er omplantet fra Texas til Frankrig.

Der er meget at holde af i Claire Darling og dens fascination af de ting og øjeblikke, som binder mennesker sammen, indtil de spredes for alle vinde, eller den måde et ellers almindeligt objekt kan rumme minderne om alt det, som var engang.

Der er også fine præstationer af bl.a. Samir Guesmi som barndomsvennen Amir, og nogle scener med den lokale præst og hans åkande-kopimaleri, som kunne have været brugt til mere. Men alt i alt bliver Deneuves dødsrengøring en for fragmenteret affære, hvor de mange fine indtryk aldrig væves sammen til en tilfredsstillende fortælling.

Claire Darling. Instruktion og manuskript: Julie Bertuccelli. Fotograf: Irina Lubtchansky. Længde: 94 min. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu