Læsetid: 4 min.

Danske Søn korrigerer deres inspirationskilde Morrisseys fejltagelse

Nogle gange er det efterkommernes opgave at korrigere ophavets fejltagelser. Som når det danske band Søn kritiserer de hvides privilegier, samtidig med at forsangerens inspirationskilde er engelske, højrenationalistiske Morrissey
Det danske band Søn, der har debuteret med albummet Det Skandinaviske Design.

Det danske band Søn, der har debuteret med albummet Det Skandinaviske Design.

Filip Vest

23. juli 2019

Det kan være bittert ironisk at se sine idoler blive ældre. Ikke alle bliver klogere, ikke enhver bevarer  fatningen.

Engang var Morrissey forsanger i The Smiths, som præsterede en række ufattelige albummer og klassiske sange som »This Charming Man«, »There is a Light That Never Goes Out«, »Shoplifters of the World Unite«, »Ask« og »Panic«.

Det var Morrissey, der var min generations store sjælesørger. Den flamboyante spidder af småborgerligheden.

Hans liv, ikke mindst kærligheds- og kønsliv var så miserabelt, at man havde mere ondt af ham end en selv. Ja, først i 2006, 46 år gammel, forlod han cølibatet. Det var vi mange, der var glade for på Morrisseys vegne.

En kampesten i dagligstuen

Hvad vi har været mindre glade for, har været hans stadig mere udskridende overbevisninger. Vi har altid anerkendt hans antiroyalisme, og sagt »okay« til, at han mener, kødspisning er mord.

Men hans tiltagende højrenationalisme er blevet stadig tydeligere. Han er således ved flere lejligheder – senest i maj på The Tonight Show Starring Jimmy Fallon – optrådt offentligt med et badge til fordel for den antimuslimske, pro-Brexit-bevægelse The For Britain Movement.

Hans stærke holdninger er således ikke længere en sten i skoen, men en kampesten midt i dagligstuen.

Hans nye album California Son indeholder udelukkende coverversioner af tankevækkende, protesterende sange fra 60’erne og 70’erne. Desværre ikke altid lyksaligt udførte, selv om det da lyder, som om Morrissey morer sig.

Blandt de sværere at lytte til er hans fortolkning af Joni Mitchells mesterlige »Don’t Interrupt The Sorrow«, hvis vokalt rytmiske mesterskab i originalen må vige for magelig crooning fra den 60-årige brite.

Så er der Roy Orbison-hittet »It’s Over«, der sender Morrissey op i falset og ud i de dramatiske tove. Mens »Lenny’s Tune« – dedikeret til den afdøde stand up-legende Lenny Bruce – er regnruskende efterår, når det er bedst.

Til gengæld er fortolkningen af Dylans »Only a Pawn in Their Game« nærmest en fornærmelse mod ophavet taget Morrisseys politiske overbevisninger i betragtning. Her synger han med Dylans ord om politiske populisters manipulation af den hvide befolkning. Mærkværdigt.

Generelt er California Son mest en plade for dem, der elsker Morrissey – mere end de holder af kunstnerisk viljestyrke.

Da Morrisey forleden gav koncert, var han iført et badge til fordel for en højrenational bevægelse. På hans seneste album fortolker han protestsange af bl.a. Bob Dylan og Joni Mitchels.

Ritzau Scanpix

Hulk fra brystet

Ak ja. Og godt at man kan skille værk og kunstner ad og stadig føle så dybt og inderligt for Morrissey den yngres persona. Ham der sang, som havde han et rustent sværd i siden.

Og lige dér er ungdommen naturligvis leveringsdygtig. Ikke mindst når man lytter til en dansk arvtager til Morrissey. Ham finder man i en ung herrekvintet, der sjovt nok hedder Søn. Forsanger Kristoffer Jessen nedstammer nemlig sangmæssigt i direkte linje fra Morrissey – i hvert fald i dele af hans vokale ytringer.

Hør bare hans klagende fraseringer som hulk fra et skælvende bryst i sangen »Malmö«. Eller den måde han ruller på r’et i »Jeg ser dig nede i crrrosfitten / Og jeg mister appetitten« på »Dan Bilzerian«. Og erfar, hvordan han glider ud i hymniske flydetonefanfarer for alt det ynkelige og ambivalente i mennesket. Det er ren Morrissey.

Lukrerer på hvid hud

Debutalbummet Det Skandinaviske Design er fint melodisk og søgende indie-synthpop. Det er indspillet i en lagerhal i Randers og handler om den kontrolmaniske æstetik i vores indretning og liv, og de uopnåelige idealer i vores ydre verden. Alt dét som kværner os til benmel.

Kristoffer Jessens ofte fremragende tekster mixer det romantisk højstemte og dødsdriftige fra Morrissey med det nutidigt prosaiske, hvor Instagram, Spotify og Pornhub fylder lige så meget som den eneste ene.

I krydsfeltet mellem erfaring og fiktion, hvor vi selv må finde ud, hvad krop, kærlighed og sex er for noget. »Vi to / Elsker hinanden / På deltid / Og vi havde brug for luft / Vi havde brug for at mærke kulden.«

Men der er en afgørende forskel fra Morrissey. Nogle gange er det efterkommernes opgave at korrigere ophavets fejltagelser, og Kristoffer Jessen står tilsyneladende langt fra sin æstetiske faderfigur, når det kommer til politik.

Han anerkender nemlig de hvides privilegier og omkostningerne for omverdenen på åbningsnummeret:

»Her i Skandinavien / Lukrerer vi / Big time / På vores hvide hud.«

Og siden:

»Vi koger æg i natten / Vandet bobler / En flygtningebåd synker / Knækker midt over / Folk skriger i det tavse hav stadig.«

Søn er så også ret så danske. Det kan høres i Kristoffer Jessens mere talesyngende passager, hvor han finder ind i kartoffelsamtalens groove. Ikke ulig den hverdaglige og selvafvæbnende indie-synthpop, som de seneste år har præget fine, danske pladeselskaber uden for alfarvej som Velness og Aftenrutine.

Også her er der langt til Morrissey. Som fader, så ikke Søn. Og det er godt sådan.

Morrissey: California Son (BMG)

Søn: Det Skandinaviske Design (Audible)

Klaus Lynggaard lod sig til en begyndelse fuldstændig forføre af Morrisseys nye album, Low in High School. Men så kom han til at lytte til teksterne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu