Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Med ’Dristig som en mand’ er der øvet en retfærdighedsgerning: Mød Renna Hauch

Lektor Lone Krogsholm har skrevet et portræt af en perifær, men forbavsende kontroversiel kvindeskikkelse fra det danske 1800-tals kulturhistorie, Renna Hauch. I Højskolesangbogen var der i anmelderens ungdom en håndfuld bidrag af hendes mand, digteren Carsten Hauch. I dag er der ikke ét. Men nu har vi fået den kvindesagshistorie om Renna Hauch, vi burde kende
En aldrende Renna Hauch tegnet af barnebarnet Mathilde Koch. Foto fra Lone Krogsholms bog

En aldrende Renna Hauch tegnet af barnebarnet Mathilde Koch. Foto fra Lone Krogsholms bog

Kultur
1. juli 2019

Når man læser biografier, ved man aldrig, hvad man får i tilgift.

Det gælder også den foreliggende om en ukendt dansk kvinde Renna Hauch (1811-1896), født Bruun Juul, gift med forfatteren Carsten Hauch og selv forfatter til en håndfuld noveller og et par mindre romaner, i reglen under pseudonym.

I en alder af 85 hænger hun sig i sin datter og svigersøns lejlighed på Pile Allé på Frederiksberg, hvor hun bliver fundet af en 22-årig datterdatter. Renna, der havde været enke i flere år, var begyndt at skrante og havde derfor behov for mere pleje. Hun kunne efterhånden hverken klare flere flytninger eller at ligge sine børn yderligere til last i den daglige husholdning. Hun følte sig kort sagt i vejen.

Beslutningen siger selvfølgelig først og fremmest noget om hendes karakter – men også noget om tiden.

I lektor Lone Krogsholms portræt af Renna Hauch får man med andre ord pludselig et lille interessant blik ind i et stigende problem i de voksende storbyer dengang. De gamle måtte ofte flytte fra det ene trange logi hos familiemedlemmer til det andet. Deraf opstod behovet for noget, der blev kaldt alderdomsshjem.

Lone Krogsholms formål er at drage en perifær, men forbavsende kontroversiel kvindeskikkelse fra det danske 1800-tals kulturhistorie frem af glemslen.

Ikke fordi Renna Hauchs sparsomme bidrag til dansk litteratur er den store interesse værd, det være sig som litteratur eller provokation. Det er hendes personlighed, som den har kunnet aflæses i mange breve, i andre private omtaler, i erindringer og så videe, der er afgørende. Hun havde en betydelig og meget blandet virkning på sine nærmeste omgivelser, fremgår det af Lone Krogsholms mange arkivfund. De allerfleste i samtiden brød sig mildest talt ikke om hende.

Dramatisk omplantet

Med sit ægteskab bliver Renna dramatisk omplantet. Før hun ser sig om, befinder den purunge pige, der er opvokset i Nordsjælland på en større gård under ret frie forhold, sig anbragt inden for voldene midt i den rene og skære danske guldalderghetto. Den vænner hun sig aldrig til, og hun undergiver sig den aldrig (i modsætning til hendes mand), men det er først som moden kvinde, hun tager skridtet fuldt ud, frigør sig og for alvor tager bladet fra munden.

Som ældre kone finder hun omsider åndeligt fodfæste uden for det gode selskab: i brandesianismen, i kvindesagen og den gryende socialisme. Uden i øvrigt at blive partisoldat nogetsteds. For i længden slog ingen af dem til i hendes øjne. Desuden læste hun Stuart Mill om kvindernes ’underkuelse’ og Darwin om arternes oprindelse. Hun var rastløst videbegærlig og slugte for eksempel alle tidens ekspeditionsberetninger.

Renna Hauch havde i en grad som næppe nogen af hendes jævnaldrende medsøstre i samtiden sine provokerende meningers mod – hvilket ikke var uden omkostninger – lige til og med sin selvvalgte død.

To ord om hendes ægteskab, som hun som nævnt indtrådte i direkte fra barndommen, uden overgang.

Ude af øje

I Højskolesangbogen var der i min ungdom en håndfuld bidrag af Hauch. Nu er der ikke ét. Tilbage er kun hans gendigtning af den dejlige tyske aftensang Der Mond ist aufgegangen af Matthias Claudius fra 1783. På Hauchs dansk: Sig Maanen langsomt hæver. Med sin varme og jordnærhed minder sangen, der også anvendes som salme, overhovedet ikke om Hauchs egen digtning, der helst bevægede sig i tung spekulation og patos, når han ikke skrev tørre historiske romaner.

Renna Bruun Juul mødte Hauch i hans forgudede forbillede Adam Oehlenschlägers hus, hvor hun var veninde af den store digters datter. Renna var 17 år og hele 21 år yngre end sin tilkommende. Hun fremhævede altid senere, at hun fra starten respekterede visse personlighedtræk ved gemalen: først og fremmest hans stejle ridderlighed, mandsmod og ideale opofrelse.

Skråt ned over ansigtet bar Hauch et ar efter et sabelhug. Det fik han som ganske ung under en duel, hvor han forsvarede sin søsters ære. Et selvmordsforsøg i Italien mislykkedes, så Hauch bar på en blykugle i brystet resten af sit liv.

Rennas ægtefælle er ud af en ualmindelig magtfuld dansk embedsmandsslægt: faderen bestred en tid lang posten som amtmand i Norge, mens farbroderen var kongens overhofmarskal i København. Så begge de herrer kunne prompte gøre deres indflydelse gældende, da den unge skønånd en overgang gjorde miner til at springe fra sine akademiske fremtidsplaner. Det skete i en periode, hvor depression og religiøse anfægtelser hjemsøgte den i forvejen plagede mand. Han blev via et par umisforståelige breve banket på plads og åd den skæbne, familiens overhoveder havde anvist ham: at blive lærer på Sorø Akademi.

Så det var en mand med eksisentielle kriser bag sig, men også en mand, der var blevet grundigt tilpasset systemet, som teenageren Renna blev udleveret til. Og en af hendes tilbagevendende anker mod ham blev da også hans tomme følgagtighed i forhold til de herskende meninger på parnasset. Her var det ikke Hauch, mens hans kone, der skejede ud. Og det er dét, som gør hende særlig og interessant.

Hauch var prominent medlem af den romantiske enhedskulturs kleresi (og kaldtes af venner ’ypperstepræsten’), og dér gjaldt ingen sidespring. Han forsvarede Oehlenschläger først mod Jens Baggesen, siden mod Johan Ludvig Heiberg. Omvendt var den uslebne opkomling H. C. Andersen en gratis skydeskive. Hauch tegnede i en af sine romaner en hjerteløs karikatur af Andersen som forfængelig nar.

Erklæret ateist

Hauch var selv konferensråd (ligesom for eksempel Thorvaldsen). Renna nægtede at være konferensrådinde. Hauchs valg af poesien, der i hans yngre dage var kommet til ham som ’en trøstende engel’, havde nærmest religiøs karakter.

Renna var hverken poetisk eller religiøs (hun endte som erklæret ateist). Og sin mands digtning havde hun intet – eller rettere: mindre og mindre – tilovers for. Men det var som sagt déns (tids)ånd, der var toneangivende i det officielle Danmark! Og den måtte hun leve under og med det meste af sit liv – men efter det princip, der hedder: at man kan slæbe en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Det kunne være formlen for hendes skæbne.

Der er mellemtoner i det børnerige ægteskab mellem en realitetsbetonet hustru og en idealistisk skrivebordssværmer, som kunne være beskrevet med lidt større indføling i Dristig som en mand. Deres forhold stivnede faktisk aldrig i fortrængninger og facade. Det havde uoverkommelige afstande og fronter, men også våbenhvileforhandlinger. Og gudskelov bringes der brevcitater, for eksempel fra en epistel til sønnen Alfred fra den gamle Renna, der er i Rom sammen med den skrantende gemal:

»… Fader har det godt, han lider såmænd hverken af længsel efter den ene eller den anden, han er et ubegribeligt menneskeligt væsen fra en eller anden fjern klode, dumpet ned blandt os andre stakler …« 

Lone Krogsholm: ’Dristig som en mand: Renna Hauchs kamp for ligestilling’.

Den tone finder man, med respekt at melde, ikke hos for eksempel en Johanne Louise Heiberg om sin gemal. Man finder for den sags skyld heller ikke samme slags hjertelige formuleringer i Renna Hauchs egne noveller og romaner, der er helt i tidens maner.

De beskæftiger sig alle med kvindens stilling. I begyndelsen med unge hustruers forhold i umage forhold til ældre ægtemænd, om det indbyggede overgreb på en umoden sjæl, som den ulige forbindelse medfører, og om hvordan man skal værge sig imod det.

Senere kom bredere temaer til – om kvinders vilkår i almindelighed i ægteskabet og samfundet. Disse temaer, hvor uudfoldede de end er i teksterne, kunne trods alt godt have været lidt skarpere og lidt mere ideologianalytisk behandlet af Lone Krogsholm. I betragtning af, hvad hun ellers har plads til.

Til bogens fortjenester hører, at man i den grad bliver mindet om, hvor meget mandens rolle som opdrager af kvinden fyldte i dette samfundslags privatliv (er der nogen reminiscenser af den rolle tilbage i dag? Jeg spørger bare). Tag den legendariske kvindetilbeder Emil Aarestrups nysudgivne breve! Hvor mange af hans depecher til Caroline er ikke propfulde af påbud til den unge kvinde, der skal blive hans, i form af råd og formaninger på snart sagt alle livets felter.

En af Renna Hauchs fortællinger handler lige præcis om det forkvaklende pres, der ligger på en ung brud fra det kulturbærende lag om at indordne sig sin tilkommendes verdensbillede og blive dens sande udtryk.

Denne tilpasning, der var obligatorisk for tidens borgerlige døtre, var for Renna Hauch den rene dressur. Derfor var hun så foragtet, ikke mindst af sine tæmmede medsøstre. Dem ventede hun intet af. Deres mangel på evne til at harmes eller gennemskue hykleri, endsige sætte sig op mod mandens vilje, foragtede hun. De fik hende hurtigt og samdrægtigt rangeret ind i rubrikker som ’stridbar’, ’krakilsk’ og ’rethaverisk’ – for ikke at sige ’ukvindelig’.

Renna kan minde lidt om en muslimsk kvinde, der som den første i sit miljø fravælger tørklædet og betaler prisen.

Renna Hauch tålte hverken den herskende rutinekristendom (som kilden til det meste hykleri) eller den samfundsskabte ulighed. Hun havde et sikkert blik for udbytning og for urimelige privilegier. Hun fandt, at Thomasine Gyllemburg, som var sakrosant i borgerskabet, og som alle bøjede sig i støvet for, var fake. Renna Hauch lagde aldrig fingrene imellem. Det lod hun andre om.

Moderne mor

I sin opdragelse af egne døtre lagde hun lige stor vægt på at lære dem at respektere sandheden som friheden. Hun lærte dem at undgå og afværge overgeb, også under ægteskabelige forhold. Hun lærte dem at gennemskue løgn.

Hun afskaffede ’snørlivet’ – noget af en bedrift i samtiden! – og gennede dem ud at bade, når der var lejlighed. Hun ønskede for dem, at de blev moderne jordemødre. Med sine aktiviteter blev hun selv en rollemodel. Da Frederiksberg Slot blev indrettet som lazaret i forbindelse med krigen i 1864, blev hun besøgsven for sårede og døende soldater.

Der var børn og børnebørn (de sidste havde hun hele 28 af!), som forstod hende og ligefrem elskede hende for hendes fantasifuldhed, kompromisløse væsen og store nærvær. Utænkeligt, at nogen mand i den kreds, hun var gift ind i, tog meninger i munden, der bare tangerede Renna Hauchs i radikalitet. Så havde de gjort sig uhjælpeligt umulige og var om ikke endt på Christiansø, så på anden måde fortrængt.

Hvad hun mente, mente hun, men var henvist til at gøre det i tale, samtale og i opdragelse. Det var hendes medier. Hun siger det selv i et brev til Brandes. De korresponderer om en sag: 

»Der ligger mig lige så meget på hjerte, som om jeg var en mand, men hvad jeg muligvis kan virke, vil bestå i samtale, ikke i at skrive«.

Men hun kunne vel at mærke også gribe den unge frisindede løve i uklædelige positurer og var ikke bange for at sige det til ham – med det resultat, at forholdet faktisk kølnedes uden derfor at brydes.

Det var en benhård tid, navnlig i Danmark. Intet under, at den ukueligt rebelske Renna Hauch blev den unge Brandes’ samtalepartner, i tidens fylde. Da nærmede hun sig de 70. De havde gensidigt stort udbytte af bekendtskabet.

Brandes skrev i de år, at hvor kvindeemancipationen synligt markerede sig i Schweiz og New York og andetsteds, så blev en frit udviklet kvinde i det spidsborgerlige Danmark opfattet »som noget uskønt, ukvindeligt og misdannet«. Han mente Renna Hauch, og hun kunne ikke være mere enig.

Hans beundring for hende var stor og ægte. Lad det være fremhævet, at den i sig selv er en væsentlig grund til, at hendes person og dens (beskedne) indflydelse overhovedet kan tages op.

Et øjebliksbillede af den aldrende Renna Hauch, der drages frem i bogen, gør et særligt og sammenfattende indtryk. Om sommeren flyttede familien Hauch på landet i Ålsgårde (og hvis der ikke var plads i kufferten, var Renna ikke bleg for at rejse med to kjoler på!). En kvinde af det bedre borgerskab har set Renna Hauch på hendes gamle dage:

»Carsten Hauchs enke boede nær mig i Hellebæk. Hendes ydre var en træt sliders, men hun var som hele sin slægt klog og interessant. Hun bar ofte sit hår udslagent og tog hver dag en svømmetur, efter folks udsagn lige til Kullen. Ofte spadserede hun uden strømper og sko, men med en stor rygsæk over skuldrene ud i bondelandet, her købte hun fødevarer til sin store gæstfri husholdning.«

Med Dristig som en mand er der udført en retfærdighedsgerning. Det var på tide. Her kan man lære denne usædvanlige Renna Hauch at kende og beundre hendes mod og standhaftighed, som det fremgår af et righoldigt arkivmateriale, Lone Krogsholm har været igennem.

Kvindesagshistorisk kunne Renna en dag fortjene en mere udførlig placering.

’Dristig som en mand: Renna Hauchs kamp for ligestilling’. Lone Krogsholm. Lindhardt og Ringhof. 277 sider. 250 kr. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her