Ed Sheerans nye album er en kedelig privatfest med berømte gæster

Den rødhårede singersongwriter Ed Sheeran kunne have været musikkens Ron Weasley – den sympatiske og rødhårede karakter fra Harry Potter-serien. Men de to unge briter er desværre grundlæggende dybt væsensforskellige. Frem for alt virker musikeren totalt blottet for den langt mere menneskelige Harry Potter-karakters charmerende fejl.

At Ed Sheeran lige nu er verdens største popstjerne siger mere om hans kollegaers fjumrende fravær, end det gør om ham selv.

På albummet No. 6 Collaborations Project er stjernerne ellers mødt talstærkt op for at hjælpe Sheeran med at udleve sit ry. Officielt er albummet hans fjerde – hertil er dog ikke regnet den varme luftmasse af EP’er, liveindspilninger, deluxeudgaver og bokssæt, som får hans bagkatalog til at svulme.

I format minder No. 6 Collaborations Project om Ed Sheerans første udgivelse. Med et lignende samarbejdsprojekt i hånden bankede han i 2011 på hos de store pladeselskaber. Og her blev han lukket ind. Hvorfor bliver vi ikke meget klogere på denne gang.

Den eneste forskel er faktisk, at det nu er nogle markant større navne, der skal bane vejen for ham.

Modfaldende fest

Ed Sheeran har bl.a. inviteret artsfællerne Justin Bieber og Bruno Mars til at synge med på sine renhjertede folkepopsange. Men der kan ikke være tvivl om, at det er hans samarbejde med mere rowdy artister som rapperne Stormzy og Cardi B, der gør, at pladen får ekstra opmærksomhed.

No. 6 Collaborations Project er den privatfest, man kun gider at tage til, fordi flere hæmningsløse personligheder rygtes at deltage, og ingen altså ved, hvad der kommer til at ske.

Men klemt sammen på Ed Sheerans drengeværelse falmer disse udtryksfulde kunstnere. De ender med at fremstå som eksotiske, men håndtamme kæledyr.

Albummet lægger ikke skjul på, at temaet er at mødes, have de rigtige sko på, blive fulde og den vej rundt glemme sine sorger – eller blive forelsket. Der findes næsten ikke noget mere modfaldende end sådan en fest.

Ud over Eminems karakteristiske spaghetti-al-dente-stemme og knapt hørbare subwoofersekvenser fra baskongen Skrillex formår ingen at spolere hinandens påtvungne høje humør.

Først sætter Ed Sheeran den amerikanske r&b-maskine Khalid til at synge for på det, der skal vise sig at være en samling oppustede lejrbålssange. Åbningsnummeret »Beautiful People« falder i kategori med årtusindets største døgnfluer, som Miley Cyrus’ »Party In the USA« og »Friday« af Rebecca Black.

Få gange lykkes man dog med at grine af sig selv midt i denne perfekthedskulturelle højborg. For eksempel i løbet af nummeret »Antisocial«, der anført af Travis Scott appellerer til festens skeptiske deltagere, med ordene »don’t touch me / don’t touch me«.

Det er ikke meget, man hører til værten Sheeran. Han overlader simpelthen underholdningen til sine gæster. Så kan man vælge, om man vil opfatte det som storsindet eller fejt.

Albummet No. 6 Collaborations Project forbliver et tomt hylster omkring en uimponerende samling radiosingler. Det er for lille et grundlag til at spå Ed Sheeran selv så meget plads i historiebøgerne fremover.

Ed Sheeran: ’No. 6 Collaborations Project’ (Atlantic Records)