Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fisk på bordet

Fin og overskuelig fremstilling af dansk fiskeri og den lige vej til kvotekonger og monopolisering
Fisk er jo sundt; det har hjulpet på det hele i disse tider, hvor sundhed er et nationalt succeskriterium. Så meget desto mere ærgerligt er det for alle parter, at fiskeriet som sådan fortsat skal kæmpe mod sin egen og flere ministres selvskabte dårlige presse, skriver Georg Metz.

Fisk er jo sundt; det har hjulpet på det hele i disse tider, hvor sundhed er et nationalt succeskriterium. Så meget desto mere ærgerligt er det for alle parter, at fiskeriet som sådan fortsat skal kæmpe mod sin egen og flere ministres selvskabte dårlige presse, skriver Georg Metz.

Kåre Viemose

Kultur
26. juli 2019

I anmelderens barndom var der stadig fiskerkoner på Gl. Strand. De sad, hvor metroens nye glasklare elevatortårn nu rejser sig.

Kun mindet er tilbage samt en skovserkone i sten, der vist overlever byggeriet.

Og i de samme år i det nordsjællandske sommerland kom fiskehandleren rundt om onsdagen på motorcykel med sidevogn og hyttefad, hvor levende rødspætter og torsk, sådan da, afventede deres skæbne.

»Danmark er«, som geografen Sophie Petersen skrev i sine skolebøger: »lukt med bølgen blå«.

Intet sted i riget er der mere end 40 km til havet.

Befolkningen bestod før de moderne tider fortrinsvis af bønder og kystnære fiskere. Fisk var et velkomment og nødvendigt tilskud til en ellers proteinfattig og lidet nærende kost bestående af grød og brød.

Silden såvel den ferske, salte som den spegede kom på bordet i almuehjemmene på landet og siden hos arbejderne i byerne.

Fisk er godt. Fisk er sundt.

Men betragter man fiskemenuerne i vore dages danske gennemsnitshjem, begrænser de sig til paneret rødspættefilet, laksebøffer, torsk i stænger og kogt til nytår samt de evige grønlandske rejer i rejecocktailen, der endnu ikke er endeligt aflivet.

Skaldyr er ellers ikke populære ej heller mere fremmedartede anretninger. De relativt få fiskehandlere afspejler fortsat dansk skepsis over for fiskemad, der regnes under kødmaden.

Nogen forandring er der dog sket i de senere tiår, hvor fiskekogebøger og ikke mindst talentfulde vidende madpædagoger som Brdr. Price har gjort meget ud af den ende af det kulinariske.

Stadig er en dansk fiskehandlerdisk ynkelig sammenlignet med sydligere himmelstrøg og for den sags skyld i Sverige og Norge.

Et vendepunkt i dansk fiskerihistorie

Forklaringerne på disse besynderligheder finder man blandt meget andet i historikeren Kenn Tarbensens bidrag i serien 100 danmarkshistorier om Danmark og fiskene: Fisk til folket.

Kenn Tarbensen: ’Fisk til folket’

Saxo
På de 100 sider, der er forfatterne i serien beskåret, kommer Tarbensen godt rundt i et erhverv, der i de allerseneste år igen har erobret forsiderne.

Begreber som i førstningen kvotebaroner, kvoteprinser siden de helt store: kvotekonger har afdækket et miljø, der ikke er bange for at strække bestemmelserne helt ud over kanten, hjulpet dertil af en eller snarere to fiskeriministre, der siden blev hældt ud, men også en statsminister, der udviste særdeles stor velvilje over for en noget nær monopolisering i en vanskelig branche.

Fiskeriet møder som al anden direkte afhøstning af naturens frembringelser selvsagt også naturens begrænsninger.

Har man en sø med geder, siger det sig selv, at der til hver en tid er et begrænset antal.

Fisker man næsten alle, er der til sidst ikke flere geder. I og for sig enkelt.

Men åbenbart sværere at begribe, når der er tale om havfiskeriet, hvor fiskerne trods alle advarsler stadig kan trække torsk op, skønt bestanden er ved at gå til.

Allerede Christian den fjerde udstedte dekreter om maskestørrelsen i Limfordens fiskeri, hvad de stedlige ville skide på. Fremsynede folk advarede i 1860’erne mod overfiskeri og ønskede forbud mod kystnært trawl og drivvod.

Venstremanden TH. Leth (1825-1911) vendte sig kraftigt imod reguleringer (reguleringstosserne), eftersom enhver jo kunne se, at havet var uudtømmeligt, og at naturen nok selv finder ud af det. Lovforslaget blev syltet og indtil videre glemt.

I dag lever vi stadig med eftervirkningerne af rovfiskeriet, som nu nedreguleres til fordel for ganske få store fiskeskippere med enorme kvotetildelinger og sommerhuse, der fordelagtigt udlånes til en erhvervsvenlig statsminister.

Et vendepunkt i dansk fiskerihistorie finder Kenn Tarbensen i den store fiskeri- og motorudstilling i København i 1912, hvor fiskeri og ny teknik gik op i en højere enhed og muliggjorde både mere rentabelt fiskeri og tillige fjernede de værste risici på en ellers farlig nok arbejdsplads på havet.

Men fiskeriorganisationerne, der på den tid begyndte at blive effektive og mere magtfulde, indså skarpsindigt, at fiskerimetoder ikke gjorde det alene.

Fik man ikke danskerne til at spise fisk, hjalp selv en betydelig eksport af røget, konserveret og halvkonserveret fisk ikke helt på erhvervets vanskeligheder.

Siden har erhvervet med jævne mellemrum lanceret kampagner for mere fiskespiseri. Og ikke kun den marinerede karrysild til jul og frokost.

Fisk er jo sundt; det har hjulpet på det hele i disse tider, hvor sundhed er et nationalt succeskriterium.

Så meget desto mere ærgerligt er det for alle parter, at fiskeriet som sådan fortsat skal kæmpe mod sin egen og flere ministres selvskabte dårlige presse.

Kenn Tarbensen: ’Fisk til folket’. 100 s. ill. 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag. 100 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Jensen

Fiskehandlerne havde normalt to bassiner, et til fladfisk og et til ål. Ja der var engang masser af ål.

Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar