Læsetid: 7 min.

Forhistorien, en uløst gåde

Ifølge udstillingen ’Prehistory, A Modern Enigma’ på Centre Pompidou i Paris er forhistorien en konstruktion fra det 19. århundrede, som fundamentalt ændrede vores arts selvforståelse. Men begrebet har endnu ikke udspillet sin rolle, og på kanten til en ny æra er det måske mere aktuelt end nogensinde før.
Bortset fra et par dryp fra det 19. århundrede i form af Cezanne, Odilon Redon og en skøn litografi af George Baxter fra 1854 forestillende fortidsdyr, der vandrer rundt med borgerskabet i Crystal Palaces haveanlæg, er ’Prehistory – A Moderne Enigma’-udstillingen centreret om værker fra 1930’erne og op til 1980’erne.

Bortset fra et par dryp fra det 19. århundrede i form af Cezanne, Odilon Redon og en skøn litografi af George Baxter fra 1854 forestillende fortidsdyr, der vandrer rundt med borgerskabet i Crystal Palaces haveanlæg, er ’Prehistory – A Moderne Enigma’-udstillingen centreret om værker fra 1930’erne og op til 1980’erne.

Paul Ashdown

27. juli 2019

KUNSTUDSTILLING. I starten af 1800-tallet havde mennesker ikke den fjerneste anelse om, hvor de kom fra. De kendte måske deres egen slægt generationer tilbage og i renæssancen var antikken som historisk periode blevet til, men alt før den tid fortabte sig i bibelske tåger. Begrebet hulemand fandtes ikke. Der var ingen, der forestillede sig en nedstamning fra aberne.

Alt det skulle arkæologiske udgravninger i løbet af det 19. århundrede lave om på. Begrebet forhistorie, der dækker den lange periode før opfindelsen af skriftsproget, blev første gang brugt af skandinaviske arkæologer i 1830’erne og slog bredt igennem cirka 30 år senere. Tænk, hvilken dyb omvæltning det må have været for det europæiske borgerskab at få udvidet deres historie bagud på den måde — at stå på Exposition Universelle i Paris i søndagstøj foran et diorama af Cro-Magnonmennesket i en hule, se på deres eget ophav og forstå, at de selv er en slags aber. Den viden er ikke til at tage ind lige med ét, men det erkendelsesskred, som begrebet forhistorie satte gang i, har utvivlsomt haft en kolossal betydning for vores arts selvforståelse, der bare fortsætter med at skride.

Den nye viden åbnede helt nye rum, også for fantasien. Ikke mindst for den del af arten, der beskæftiger sig med at producere billeder, og som vi i dag kalder for billedkunstnere. At kunst fra andre verdensdele havde afgørende indflydelse på udviklingen af den vestlige verdens moderne kunst, har vi hørt før, men det, som udstillingen Prehistory siger, er, at fund af forhistoriske kunstobjekter havde samme, hvis ikke større, effekt på kunstnere i det 20. århundrede. Det er ganske overbevisende fremført, og pludselig er der i den moderne kunst urokser og venusfiguriner over det hele.

Hver periode punkteres

Der er de oplagte, som hos f.eks. Picasso, Jean Arp og Henry Moore, men også Henri Michaux har lavet vidunderlige stregtegninger af urokser på grænsen til opløsning og Louise Bourgeois’ lave marmorskulptur Cumul I, der ligner en gruppe kutteklædte æg, får noget boblende ursuppe over sig. Også Asger Jorns Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme har fået plads i udstillingen, der er klassisk installeret i et snørklet rumforløb og velfortalt.

Bortset fra et par dryp fra det 19. århundrede i form af Cezanne, Odilon Redon og en skøn litografi af George Baxter fra 1854 forestillende fortidsdyr, der vandrer rundt med borgerskabet i Crystal Palaces haveanlæg, er udstillingen centreret om værker fra 1930’erne og op til slutningen af 1960’erne. Den er kronologiske bygget op i periodeafsnit med tematiske overskrifter, men hver periode punkteres samtidig af ældgamle objekter som f.eks. den såkaldte Venus fra Lespugue, snittet i Mammutelfenben for 23.000 år siden, eller et rensdyrben med spiralformede mønstre snittet for 15.000 år siden. Disse krydsklip mellem fjern fortid og nutid gør på en gang det moderne tidløst og de gamle objekter sært moderne. Menneskeheden slår kolbøtter. Det er til at blive svimmel af.

Tilbage eller frem?

Når inspirationen og lighederne mellem forhistorie og modernitet er så åbenlyse i rum efter rum, bliver man på et tidspunkt nødt til at spørge sig selv: Hvad med forskellene? Det er klart, at vi er dybt forbundne med disse forhistoriske mennesker — de udgør vores genetiske ophav, og vi lever på samme planet og er underlagt samme naturlove — men vi er ikke de samme. Vi kan stadig iklæde os bjørneskind og snitte i dyreknogler, men fra skriftsprogets opfindelse lever vi i historisk tid, hvadenten vi vil det eller ej. Der er ikke kun tale om en udvikling fra hulemandsstadiet, men også en afvikling: Vi har blandt andet mistet den cirkulære tidsopfattelse, de formodentlig havde. Vi fortolker historien som lineær og udviklingen som fremadskridende.

Den forskel taget i betragtning, må man spørge: Hvad er det egentlig, det 20. århundredes kunstnere vil med disse ældgamle former? Vil de tilbage eller vil de frem? Halvvejs gennem udstillingen sniger en fornemmelse af, at det forhistoriske blot er en leg, de moderne kunstnere leger, sig ind på mig — en legen-stenalderbevidsthed, legen-shaman, legen-urmenneske. Pludselig virker de moderne værker underligt tandløse, som om de er lavet af mennesker, der har reddet sig ud af historiens dynd og nu står på dens tinde og kan genfortælle alt. Men så foreslår udstillingens tekst, at de forhistoriske genstande slår flænger i den lineære tid, og jeg prøver med det modsatte argument: At der er noget i os, der aldrig har været moderne, og at vi derfor har adgang til fragmenter af det samme, som hulemennesket havde adgang til, når hun eller han lavede objekter. En anden tekst handler om, at der implicit i fortællingen om det forhistoriske ligger en fortælling om vores egen civilisations undergang, og den tanke giver værkerne et helt andet, nær-apokalyptisk skær.

Hvad er mest sandt? Udstillingen serverer ikke et afgørende svar. Vi er ikke færdige med forhistorien, der stadig er noget uafklaret i den, som trænger til behandling. Dens gåder står uløste.

Jeg får tanken, at det forhistoriske som begreb, på trods af dets store indflydelse på det 20. århundredes kunst, endnu ikke er modent, og at dét, udstillingen viser frem, blot er de indledende øvelser til noget meget mere fundamentalt, som skal komme. Vi lever ikke længere i forhistorisk tid, men også den historiske tid — troen på den fremadskridende udvikling som en opadgående kurve — er ved at nå en grænse, og hvor skal vi så hen? Fra den antropocæne tidsalder, som mange mener, at vi befinder os i, ser vi (sandsynligvis) frem imod det post-antropocæne, der med gen-redigeringsværktøjer, robotteknologi og rumkolonialiseringsprojekter truer med at omdefinere arten til ukendelighed og dermed gøre en ende på historien. I en så afgørende tid for arten må fortællingen om det forhistoriske nødvendigvis få ny betydning, og måske er det først da, at begrebet for alvor vil folde sig ud?

Selskabsabe

Udstillingens sidste afdeling indeholder kontemporære bidrag, og her kunne man passende starte en søgen efter en ny forståelse af det forhistoriske, men værkerne i denne afdeling synes mere optaget af at lægge sig i forlængelse af det 20. århundredes kunst end i at løfte begrebet ind i en ny tid. En undtagelse er Pierre Huyghes Untitled (Human Mask) fra 2014, som for et par år siden blev udstillet på Copenhagen Contemporary i København. Filmen følger en dresseret selskabs-abe alene og efterladt på en restaurant angiveligt i det atomødelagte Fukushima. Aben bærer en menneskemaske, som på trods af dens ubevægelige træk gør det nærmest umuligt ikke at indleve sig i dyret. Det er et uhyggeligt, men også stærkt dragende værk om livet efter mennesker, og i det rum, hvor den vises, er der fuldt hus. Også Marguerite Humeaus digitalt morfede venusskulpturer, der bygger på shamanistisk praksis med at æde et dyrs hjerne for at blive som det, taler med forhistorien om skabelse og omdannelse på hyperteknologisk vis. Værket minder mig om, at der er noget shamanistisk over vores interaktion med det digitale rum, særligt i kraft af dets evne at fremkalde billeder og objekter.

Med åbne øjne

Forhistorien er et regulært tema i samtidskunsten, og også i Danmark dykker kunstnere dybt i tiden i disse år — blandt nyere udstillinger med det forhistoriske som omdrejningspunkt kan nævnes Rasmus Myrups Homo Homo, Sif Itona Westerbergs Fountain, begge på Tranen, og Birk Bjørlos seneste show med ursuppemalerier Abiogensis på Gether Contemporary. Blandt samtidens forfattere med interesse i den dybe tid findes blandt andre Theis Ørntoft og Ida Marie Hede. Måske er det på sin plads at nævne, at jeg selv arbejder på et filmprojekt om cypriotiske terrakottafigurer og lerskabelse, og at dét projekt er den primære grund til, at jeg lægger vejen forbi Centre Pompidou denne sommerdag.

Findes der i den kontemporære interesse for det forhistoriske en søgen efter det, der forener os, frem for det, der splitter os? En for-moder, der levede for 180.000 år siden har alle nulevende mennesker til fælles. Det er da vildt. Og at livet er udviklet på en planet bestående af mineraler, vand og gasarter, det er da også vildt. Det er historier, videnskaben fortæller os, og som vi godtager, men ligesom 1800-tals borgerskabet, der stod foran Cro-Magnondioramaet, er det ikke sikkert, at vi for alvor har forstået, hvor dybt vores forbindelser stikker.

Efter Pompidou tager jeg videre til det nyindrettede Musée de l’Homme, og på øverste etage foran en montre med eksempler på det moderne menneskes overforbrug går det op for mig, hvad det var, jeg ledte efter i Prehistory, særligt i den kontemporære afdeling. Tegn på global bevidsthed. Det moderne menneske er ikke uskyldigt, som vores forfædre var, da de udryddede mammutten. Vi er heller ikke uvidende, på den måde politikere og fabriksejere i starten af det 20. århundrede var, da de forestillede sig, at vi bare kunne blive ved med at udvide produktionen. Vi er med åbne øjne i gang med at ødelægge vores egen fremtid.

Vi kan ikke spole tiden tilbage, men hvis vi fortsætter ad det spor, vi hidtil er gået af, kan vi heller ikke komme frem. Det er vilkårene i det 21. århundrede, også for kunsten.

’Prehistory, A Modern Enigma’, fra den 8. maj til den 16. september 2019 i Centre Pompidou, Paris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Kåre Wagener
  • Bjørn Pedersen
Toke Kåre Wagener og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Jeg får tanken, at det forhistoriske som begreb, på trods af dets store indflydelse på det 20. århundredes kunst, endnu ikke er modent, og at det, udstillingen viser frem, blot er de indledende øvelser til noget meget mere fundamentalt, som skal komme.

Vi lever ikke længere i forhistorisk tid, men også den historiske tid, troen på den fremadskridende udvikling som en opadgående kurve, er ved at nå en grænse, og hvor skal vi så hen?"

Den første del af citatet er vel et resultat af den lineære historiefortståelse, du selv skriver om? Det er i øvrigt ikke helt korrekt, at den lineære historieforståelse er sådan "vi" (underforstået, "alle" tænker jeg) forstår historien. Faghistorikere f.eks. prøver jo generelt at undgå ideen om at Historien, med stort "H", er på vej et eller andet sted hen, at det er en fortælling en anden (om det så er Gud eller noget endnu mere abstrakt) har startet.

Det er en fortælling, der lægger sig mere op ad religion end fornuft - for hvis historien skulle være en "opadgående kurve", en march mod "fremskridtet", må menneskehedens historie jo være programmeret på forhånd. Hvis vi er del af en historie om et fastsat mål, og særlige "stepping stones" undervejs i den historie, repræsenterer et "fremskridt" mod det af Gud/Skæbnen/Spaghettimonstret/Den Menneskelige Ånd fastsatte mål, der afslutter historien, hvem er så de eksperter/præster/vise mænd/kvinder/etc. der skal fortolke tegnene på om vi vitterligt er på rette, fastlagte vej?

Vi kunne også, og dette er bare et foreslag, forsøge at fremelske ideen om at tid...bare er tid. Hvis asteroiden ikke havde udslettet dinosaurerne, ville tiden stadigvæk eksistere. Vi ville bare ikke være del af den. Den eneste udvikling, der ville være på jorden ville være evolutionen, men evolution er heller ikke en "fremadskridende udvikling som en opadgående kurve". Det er tid + aktion/hændelse + re-aktion. Asteroide falder ned på jorden, gør livet på jordens overflade uuholdeligt, ergo de dyr der kan flytter ned under jordoverfladen, og dukker op igen et par generationer senere.

"Vi er med åbne øjne i gang med at ødelægge vores egen fremtid. Vi kan ikke spole tiden tilbage, men hvis vi fortsætter ad det spor, vi hidtil har gået af, kan vi heller ikke komme frem."

Enig i at vi med vores handlinger, vores forbrug, er ved at slå os alle sammen ihjel. Men jeg tror at det netop er ideen om at Historien, med stort H, følger et særligt spor, et mål, der har gjort det så svært at standse det momemtum den industrielle og materialistiske udvikling vi er nået til. Material velstand for alle har i næsten to århundreder været associeret med (socialt) fremskridt, og teknologier der førte os til det mål lovprist som redskaber der førte os til det mål...

...og nu vil man så sætte bremsen i på det forbrugs-tog man selv satte i gang for fulde hammer. Måske er det på tide man forlader ideen om "Fremskridtet" med stort F, ideen om at vores levevis, vores forbrug, al menneskelig aktivitet egentlig, kan og bør sættes ind i et grandiøst narrativ med en begyndelse, en midte, og et mål/afslutning...