Læsetid: 4 min.

Forlægget for Tarkovskijs ’Stalker’ er en skarp og absurd filosofisk fabel

Forlaget Kosmos planlægger at udgive mere sciencefiction fra den ikke-engelsksprogede verden. Kom bare med det! Deres to nyoversatte, sovjetiske sci-fi-klassikere er stadig værd at læse
6. juli 2019

Stemningen i den sovjetiske sci-fi-klassiker En picnic i vejkanten er skarp, absurd og gribende, og også lidt komisk eller kantet, som i en amerikansk gangsterfortælling fra halvtredserne.

Sådan er brødrene Arkadij og Boris Strugatskijs roman fra 1972 nemlig også, fyldt med skumle værtshuse og lyssky forretninger og skønt kurvede, unge damer – og en hovedperson, der virkelig ikke er bange for at slå på tæven.

Han er så også stalker, hovedpersonen, den hidsigt energiske Redrick Schuhart, kaldet Røde. Han lever af at rejse illegalt ind i en af de sære zoner, der opstod efter det, der i romanen kaldes »besøgelsen«, og som formodentlig var et kort visit af fremmede fra det ydre rum.

Ingen ved, hvad de ville på jorden. Nu er de væk igen. Tilbage i zonerne ligger efterladte rester fra det, der kunne være en intergalaktisk picnic: uforståelige genstande med uforståelige egenskaber, spredt tilfældigt ud i områder, hvor huse og biler står forladte tilbage, og hvor alt – tyngdekraften, forrådnelsesprocesser, reglerne for liv og død – opfører sig farligt og uforudsigeligt.

Rundt om de zoner arbejder videnskabsmænd og statslige organer, men der er også en hel sortbørsøkonomi, som stalkerne er det første led i. Med livet som indsats, mens de er inde i zonen, og med politiet i hælene, det øjeblik de er ude af den igen, smugler de ting derindefra ud i verden.

Muskuløs prosa

Hvordan møder vi det genuint uforståelige? Hvad gør det ved vores forestilling om os selv, hvilken økonomi og politik opstår rundt om det? Det er den slags filosofiske spørgsmål, der løber gennem En picnic i vejkanten. På det punkt mærker man godt, at den er det løse forlæg for Andrej Tarkovskijs klassiske film Stalker fra 1979.

Men der er ikke meget af Tarkovskijs langsomme intensitet og grublende eksistentialisme over denne bog. Den buldrer i stedet derudad med en enorm mængde energi. Det er på én gang en filosofisk fabel og meget muskuløs prosa, hvis dele ligesom snitter sig ind i en langt større verden og en langt større fortælling.

Der er også noget corny over romanen, et svagt ekko af en ældre kiosklitteraturs simple skikkelser og chokagtige afsløringer. Og et let strøg af et sprog, der på én gang er friskfyragtigt og gammeldags. Her har en stresset biperson brug for »en sød pige, der kunne ruske lidt op i ham«, barske fyre siger »slap af, drenge« til hinanden, og man betaler for illegale varer med »bobs i kontanter«.

Jeg kan ikke russisk, så jeg skal ikke sige, om det er udtryk for en usædvanligt stilsikker eller en lidt særegen oversættelse. Uanset hvad er det ikke for den enkelte sætnings skønhed, man læser Strugatskij-brødrene, men for de mange scener, som imponerende ubesværet blander det komiske, det rædselsvækkende og det virkeligt rørende med hinanden.

En regel i romanens univers er, at stalkerne ofte får muterede børn. Rødes datter er et behåret, kærligt væsen, der som historien skrider fremad langsomt mister sin forbindelse til det menneskelige. En anden regel er, at døde mennesker vandrer ud fra de kirkegårde, der nu ligger inde i zonen. De er blevet omdannet til en art ufarlige zombier, der søger mod deres gamle hjem.

Hen mod slutningen sidder Røde i sin lejlighed med sin bekendte Richard Noonan, mens hans afdøde far og umenneskelige datter ser på. Så finder de hinanden i et kærligt, forfærdeligt øjeblik:

»Noonan begyndte at fortælle om Instituttets gøren og laden, og mens han talte, dukkede Abekatten lydløst op ved bordet ved siden af den gamle, hun stod lidt med sine lodne små poter på bordet og lænede sig pludselig med en helt naturlig barnlig bevægelse ind mod den døde og lagde sit hoved på hans skuldre. Og Noonan pludrede videre og tænkte: Hvad mere skal der til? Hvad mere skal vi igennem, før vi endelig kan få fred?«

Den slags øjeblikke møder man alligevel ikke i nutidens galaktiske og antiseptiske scifi-blockbusters, og det uanset om de udspiller sig på film eller som tv-serier. En picnic i vejkanten er voldsomt værd at læse, også selv om man ikke plejer at læse om rumraketter og sære fremtider. Cadeau til det lille forlag Kosmos, som har udgivet den i en skønt illustreret dansk version.

Satire over sovjetkommunisme

Faktisk udgav Kosmos også, for snart to år siden, en anden sci-fi-klassiker fra Sovjetunionen, Jevgenij Zamjatins Vi fra 1920. Det er en helt anden type roman end En picnic i vejkanten, langt mere satirisk, helt åbenlyst et opgør med dén sovjetkommunisme, Zamjatin i årtier kæmpede for at realisere – og blev forfærdet over, det øjeblik den blev virkeliggjort.

Vi handler om et samfund, hvor alt er underlagt matematikkens og rationaliseringens love, selv søvnen og begæret, og hvor der så – selvfølgelig – alligevel kommer grus i maskineriet eller måske snarere inde i hovedet på fortælleren D-503, som ellers overordentligt geometrisk afrapporterer fra livet i den perfekte stat. Bogen er helt entydigt en politisk dystopi, af mange regnet for genrens første, grundlæggende værk. George Orwell var kraftigt inspireret af Vi, da han skrev 1984.

Uanset hvad er den absolut læseværdig, måske især for D-503’s – ufrivilligt? – komiske beskrivelser af sit samfund og sine medborgere, hvor alt ligesom opløser sig til geometriske figurer.

På deres hjemmeside erklærer forlaget, at de planlægger at udgive mere science fiction fra den ikke-engelsksprogede verden. Kom bare med det! De to første romaner tyder godt for fremtiden.

Arkadij og Boris Strugatskij: ’En picnic i vejkanten’. Oversat af Lotte Jansen. Forlaget Kosmos. 144 sider. 200 kr.

Jevgenij Zamjatin: ’Vi’. Oversat af Lotte Jansen. Forlaget Kosmos. 251 sider. 200 kr.

Når litteraturen griber det ubegribelige
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu