Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Friheden marcherer baglæns, mens stærke mænd træder frem på verdensscenen

Den legendariske amerikanske demokratiforsker Larry Diamond beskriver i en ny bog, hvordan Kina er blevet verdens mest dynamiske stormagt, og amerikanerne er forstenet i forestillingen om deres egen overlegenhed
Politiet sprøjter peberspray mod demonstranter, der forsøger at storme regeringsbygningen i Hongkong.

Politiet sprøjter peberspray mod demonstranter, der forsøger at storme regeringsbygningen i Hongkong.

Tyrone Siu

Kultur
5. juli 2019

De ligner historiens vindere, folket i Hongkong på gaden i kamp for frihed mod et diktatorisk regime.

De to millioner borgere ud af en befolkning på syv millioner mennesker, som de seneste uger har demonstreret spektakulært og lidenskabeligt, kæmper for rettigheder, som vi mener burde gælde for alle.

De vil have den grundlæggende beskyttelse af borgerne mod myndighedernes vilkårlige magtudøvelse, som kendetegner en retsstat. Hvis demonstrationerne i Hongkong havde været scener fra en amerikansk film, havde de triumferet og undertrykkerne have tabt.

Men scenen er fra den politiske virkelighed i 2019, og folket er ikke på gaden for at skabe fremskridt. De er der for at forsvare rettigheder, som de er ved at miste, fordi kineserne vil kunne kræve dem udleveret til retsforfølgelse i Kina.

De massive folkelige manifestationer er indtil videre ikke andet end demonstrationer af afmagt, hvilket igen minder os om, at dem, vi for femten år siden regnede for historiens vindere, i dag ofte bliver politiske tabere. Og det er vel at mærke ikke ideer, som er stærke nok til at ignorere dem, der besejrer demonstranterne i Hongkong.

Det er politisk og økonomisk magt. 

De er oppe imod det, som den amerikanske demokratiforsker Larry Diamond kalder »frihedens globale tilbagetrækning«.

Diamond, som er professor på Stanford University, har i fyrre år analyseret demokratiet teoretisk og studeret konkrete demokratier over hele verden. Han har udgivet adskillige væsentlige værker over temaet og opfundet begrebet »demokratisk recession« til at beskrive en samtidsdefinerende tendens.

Hans nye bog Ill Winds – Saving democracy from Russian Rage, Chinese Ambition and American Complacency er en interessant refleksion over frihedens globale tilbageslag og et rituelt opråb om, at vi skal kæmpe for demokratiet.

Frie mennesker

Demokrati definerer Diamond enkelt som den styreform, der respekterer og sikrer borgernes frihed.

Ikke alle demokratier skaber betingelserne for, at menneskene kan leve frit, men alle stater, hvor mennesker er frie, er demokratier.

Historisk har demokratiet bredt sig i bølger: En radikal demokratisering fandt sted efter Anden Verdenskrig i Vesteuropa, en anden demokratiseringsproces udspillede sig i Sydeuropa og Latinamerika i 1970’erne, og efter Murens fald så vi det samme ske på flere kontinenter.

Dengang troede mange, at kampen var afsluttet, og det kun var et spørgsmål om tid, før demonstrationer som dem, vi aktuelt ser i Hongkong, ville realisere demokratiet over hele verden.

Men efter demokratiseringsbølger kommer som regel tilbageslag, og sådan ét oplever vi i øjeblikket.

Det særligt alarmerende i dag er ifølge Diamond, at demokratierne bliver angrebet på to fronter: Indefra og udefra.

Ungarn, Polen og selveste USA med Trump som præsident er eksempler på demokratier, hvor borgerne har valgt ledere, som truer deres eget politiske grundlag.

Vi ser i disse lande demonstrationer som dem i Hongkong, hvor borgerne skal kæmpe for rettigheder, de troede, de kunne tage for givet. Og det er ikke sikkert, at de vinder.

Rusland og Kina er for Diamond de to værste trusler mod demokratiet udefra:

»Kina stiger ubarmhjertigt i global magt, velstand og ambitioner,« skriver Diamond:

»En anden meget svagere autokratisk stat, Rusland, genrejser mere og mere sig selv som en aggressiv geopolitisk bølle.«

Verdens mest dynamiske stormagt

Putins Rusland tilbyder ikke noget stærkt alternativ til den vestlige model og leverer ikke velstand, sikkerhed og fremgang på et niveau, som gør landet til en rigtig global rival. Men russerne er gode til at udnytte svaghederne i de vestlige demokratier og tilføje os nederlag på vores egne præmisser. 

Anderledes forholder det sig med Kina, som Diamond kalder »verdens mest dynamiske stormagt i dag. Mange politiske ledere og kommentatorer i udlandet bryder sig ikke om deres brutale forsøg på at vinde indflydelse og magt i verden – hvilket mange steder udvikler sig til en ny form for kolonialisme. Men mange andre bliver lokket over på Kinas side af penge, magt, ambitioner og beundring for deres succes«.

Vi har efterhånden indstillet os på, at Kinas samlede økonomi vil blive den største i verden i løbet af de næste år, og vi har erkendt, at landets særlige blanding af kommunisme og kapitalisme indtil videre er en stabil politisk model.

Men vi har ifølge Diamond undervurderet, hvordan kineserne udbreder deres herredømme med andre midler. Teknologisk og digitalt er Kina offensivt på vej til at overhale USA. Det er, fordi amerikanerne føler sig truede, at de beder deres allierede om at anskue spørgsmålet om digital infrastruktur som et sikkerhedspolitisk anliggende og afvise Huawei.

Kulturelt har kineserne oprettet over 500 Konfutse-universiteter i udlandet, og deres store Belt and Road-strategi er et udviklingsprogram, som investerer i infrastruktur og partnerskaber i over 150 lande. Budgettet for denne globale udviklingsstrategi er mere end 10 gange så stort som den amerikanske Marshall-hjælp efter Anden Verdenskrig.

Amerikanerne har ifølge Diamond troet, at udbredelsen af deres bløde kultur gennem politiske ideer, livstil og populærkultur ville få alle mennesker i verden til at tænke og drømme som amerikanere. Og de har overset, hvordan Kina har skabt en slags »skarp magt«, som skaber andre forbindelser med lande over hele verden end dem, som skabes af blød magt.

Demonstranterne i Hongkong er givetvis oplyst af den vestlige bløde magt, mens deres modstandere er blevet afhængige af Kinas skarpe magt:

»Amerikanske politikere har i årtier antaget, at deres model – det liberale demokrati med en åben markedsøkonomi – var meget mere appellerende til verdens befolkninger end Kinas model, som blander diktatur med statsdrevet kapitalisme. Det forekommer efterhånden mindre og mindre overbevisende.«

Amerikanerne har ikke forudset, hvordan de åbne markedsøkonomier kunne misbruges af modstandere, som ikke er liberale demokrater. Diamond fremhæver, hvordan Putin foragter de vestlige stater, fordi deres principelt åbne økonomier betyder, at alt reelt er til salg. Og Xi Jinping udnytter det.

Diamond drager ikke den oplagte konsekvens af sin egen analyse: Nemlig at forholdet mellem demokrati og kapitalisme må gentænkes i Vesten, hvis vi skal forsvare os mod dem med mange penge og undertrykkende ideer, og hvis vi skal skabe stærke, demokratiske samfund:

»Vi kan ikke forsvare og genskabe demokratier over hele verden, hvis vi ikke gør det derhjemme først,« skriver han rigtigt.

Men han vil ikke genskabe den sociale kontrakt i USA ved at foreslå radikal omfordeling af velstanden mellem de absolut rigeste og resten og en grundlæggende politisk kamp for at bringe de nye kapitalistiske giganter under demokratisk kontrol.

Han vil i det hele taget ikke rigtig gentænke det demokratiske fundament, som han vil bevare. Det er sigende, at klimakrisen nærmest ikke optræder i bogen, at global migration kun berøres som et spøgelse opfundet af højrefløjen, at kapitalisme ikke analyseres selvstændigt, og at de nye modsætninger, som er skabt i vores liberale demokratier, ikke undersøges nysgerrigt.

Den omverden, som er virkeligheden for demokratikampen over hele verden, er skrevet ud af bogen. Og derfor kan man ved hjælp af Diamonds teorier kun systematisk beskrive, men ikke originalt fortolke, hvordan det kan være, at demonstranterne i Hongkong ikke længere er historiens fortrop.

Larry Diamond: ’Ill Winds – Saving democracy from Russian Rage, Chinese Ambition and American Complacency’. 368 s., 28 dollars. Penguin Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for advarslen. Det lyder ikke som en bog, der er værd at læse.

Karsten Lundsby, Poul Erik Riis, Mogens Holme, Hanne Ribens, Kjeld Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

De politiske system i USA er siden 70'erne blevet så højreorienteret, at - tænk sig - landets postergirl for "penge i politik" Hillary Clinton valgte at gå endnu mere til højre for at finde en vicepræsidentkandidat, for at stå godt mod racist og MAGAloman Donald Trump. (Ville det ikke nogenlunde svare til, at den politiske bane herhjemme til venstre for Naser Khader ikke kunne repræsenteres?)

Højre-orienteringen er blevet så udtalt, at den bløde magt Larry Diamond taler om, vil sige ud over uendelige genudsendelser af komedieserien Friends, bombninger af Afghanistan, så Irak og Libyen og nu snart Iran. For ikke at tale om indsættelser af diktaturer op og ned at Central- og Sydamerika.

Det politiske system er blevet så højreorienteret, at amerikanske mega-firmaer har fået offentligt betalte præmier, hvis de, for at spare penge til lønninger i USA, flytter deres produktion til lande, hvor befolkningerne er mere desperate, og dermed billigere at aflønne f.eks. Kina og Indien. Når profitten skal tages hjem, ryger den udenom USA i skattely, sådan at infrastruktur m.m. i USA ustandseligt mangler penge.

Når amerikanerne får løst deres egne problemer med en forfærdelig menneskefjendsk højreorienteret politik, så vil det være et godt tidspunkt at tale om Kina og Putin.

Karsten Lundsby, Morten Lind, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Rene Hansen, Per Torbensen, Susanne Kaspersen og Aase Kusk anbefalede denne kommentar

Denne bog bekræfter mine bekymringer om Globaliseringens lyksaligheder. Vi har i de sidste årtier naivt troet at Globaliseringen ville være vestens mulighed for at udbrede demokrati og menneskerettigheder. Men vi møder nu en stærk Kinesisk magt, der vil noget andet.
Det mærkelige er at venstrefløjen i de sidste årtier har været tilbageholden med kritik af Globaliseringen. Jeg tænker at de er blevet narret ved at man blev overbevist om at vi i vesten kunne realisere vores kreative potentiale(= kreative klasses udfoldelsesmuligheder) og i Kina kunne de producere billigt. Man forventede at Kineserne ville tilpasse sig vestens normer for demokrati og menneskerettigheder. Men Kineserne fører deres værdier ud i den store verden med effektive investeringer i infrastruktur i lande, der er tilbageholdende med at kritisere Kina.
Vi bør have en mere kritisk samhandel med Kina. Vi bør stille krav om frie fagforeninger og demokrati og produktionsformer der er grønne. Netop det grønne kunne vi helt oplagt kræve fordi det tjener den grønne dagsorden og vil samtidigt tjene den demokratiske dagsorden i Europa og i det Globale billede.
Vi bør indse at Globaliseringen ikke sikrer velstand og demokrati, når det ikke sker på fair og lige vilkår.

Karsten Lundsby, Morten Lind, Carsten Wienholtz, Arne Albatros Olsen, Susanne Kaspersen og Thuan Bui anbefalede denne kommentar