Holbæk. Spillemaskinernes blip og båt på Burgeren på Ahlgade. Solens fletværk gennem Ladegårdsalleen på vej til Stenhus Gymnasium. Kinagrillens brunstegte pommes frites som fede firkantede fingre i remoen.
Basse og jeg, der laver kanonslag, mens der er Sonny Soufflé Chok Show på billedrørsfjernsynet.
Urtete og Joy Division, senere guldkakao og Talk Talk hos Søren på Skolegade. Spirens overdådige guitarsoli og hash-dunstende interiør. Flyveturene og asfaltafskrabningerne, grillosen og pigeduftene.
Nogle tror, at de er sluppet væk fra deres opvækst, bare fordi de fysisk er flyttet ud af geografien. Men vi bærer alle på billeder, lyde eller dufte fra vores hjemstavne.
De fleste af os besøger dem igen og igen. Frivillig eller ufrivilligt.
Optaget mellem to solhverv
Hjemstavnsdigtningen er en stolt disciplin. Martin Andersen Nexø dyrkede Bornholm, ja, tog sit sidste efternavn efter byen, som familien flyttede til, da han var barn. Johannes V. Jensen fortalte historier fra sit Himmerland. Nutidens danske rappere reporterer igen og igen fra ghettoer og eksghettoer over det ganske land, hvor de er vokset op.
Med saxofonisten, klarinettisten og komponisten Lars Greve og kunstfotografen Fryd Frydendahls nye værk Solhverv er provinsens hjemstavnsdigtning blevet forvandlet til en opslugende lyd- og billedbog.
Duoens hjemstavn finder sted i ørerne på os og for øjnene af os. I bearbejdet form. Ikke ulig dét faktum at hukommelsen fucker med vores oplevelser, så forandrer, bøjer, filtrerer Frydendahl og Greve deres hjemstavn – kunstnerisk.
Kollektiv og individuel kunst
De mødte hinanden før årtusindskiftet på Vostrup Efterskole og gik siden på Ringkøbing Gymnasium sammen. Men det var først i New York, at et samarbejde om hjemstavnen begyndte at tage form. Man skal på afstand af sine rødder, før man kan anerkende, at man aldrig kommer til at rive dem op. At man maksimalt kan genfortolke dem.
Ideen var et audiovisuelt portræt af Ringkøbing-Skjern Kommune skabt over det halve år mellem årets to solhverv, altså hvor solen står henholdsvis højest og lavest på himmelen.
Optagelserne – både de lydlige og fotografiske – startede den 21. juni 2016 og strakte sig over tre årstider til og med 21. december.
Resultatet udkommer som et smukt indbundet album i LP-størrelse. Det kommer i et første oplag på 300 eksemplarer, enten i hvid salmebogslignende eller mørkeblå Højskolesangbogsagtig indbinding. Indeni 40 sider tykt glittet papir i farvetryk og et papcover med en tung vinylplade.
Opslag fra 'Solhverv'-albummet.
En pro arbejder med amatører
Solhverv er ikke kun delt mellem en lydlig og en billedlig side, men også mellem en kollektiv, borgerinddragende og en individuel, personlig halvdel.
Første halvdel af både bog og plade er en kollektiv indsats med de lokale, og til denne har Frydendahl og Greve efterlyst lyd og billeder af Vestjylland ved workshops og borgermøder.
Greve er uddannet som solist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København,
Og til side A på vinylpladen har han skrevet tre kompositioner, »Sommer«, »Efterår«, »Vinter« – og indspillet dem med bigband, harmonikaklub, efterskole, el-guitarensemble, kor og kirkeorgel fra lokalområdet.
Altså samarbejder en højtuddannet pro med amatører om virkelig smukke kompositioner, der får deres helt egen nerve. I meget mere løse og folkeligt mangefarvede fortolkninger, end hvis det havde været professionelle, der havde forløst det stramt og perfektionistisk.
Den første komposition »Sommer« er gennemsyret af virkelighedens lyde. En mand fortæller om sin afsked med Indre Mission, da de gejstlige mente, at det var hans alkoholismes skyld, at hans søn døde. Hertil kommer optagelser af Skt. Hans-bålets knitren, knallertbøller på hovedgaden og folkedans.
Det er en betagende montage, som suger lytteren ind i lokalmiljøet og smider et væld af snapshots fra det vestjyske miljø op på den indre nethinde.
De to følgende skæringer er ikke mindre formidable. Et elguitar-ensemble bygger en dramatisk himmel om lytteren på »Efterår«. Mens »Vinter« helt forunderligt følger kompositionens rejse igennem forskellige klangrum, hænder, kroppe.
Hør, hvordan den rejser sig og siden ebber ud på kirkeorglet, for så at blive båret videre og blive genoplivet i forpustede sangerkroppe et sted i Vestjylland. Det er en auditiv sanselighed, som er et lærestykke i at lytte til virkelighedens lyde og akustikker.
På pladens side B arbejder Lars Greve solo på klarinet med de tre kompositioner, som han nu selv blæser liv i, lag på lag. Fra de boblende toner i fotosyntetisk jubel på »Sommer«, der siden glider over i et folkevise-lignende vemod. Over de buldrende, pladetektoniske forskydninger i gråt på »Efterår«. Og kulminerende med »Vinter«, der er så gungrende smuk i al sin dissonante majestætiske stræben. For så at ebbe ud.
Skærper modtagerens sanser
Fryd Frydendahl er en kunstfotograf med uddannelse i både Danmark og USA, og hun arbejder også fast for den danske popstjerne MØ.
Frydendahl har optaget samtaler med elever, buschauffører, fjordfiskere, som Greve har brugt. Og hun har indsamlet fotos og videoer fra borgere i kommunen til den første halvdel af siderne i Solhverv-bogen, mens hun i anden halvdel selv har taget alle fotos.
Hun bruger som Greve også montageteknik, men altså visuelt. Hun lægger billederne i lag, kontrasterer, sammenklipper, indfarver fotos – alt sammen i en stil ikke ulig snapshot- og billedbehandlingsmesteren Wolfgang Tillmans.
Det er ofte no nonsense-snapshots i første halvdel. Fotos, der dykker uceremonielt ned i hverdagens og normalitetens prosa – og vrider poesi ud af den. Det er der også i Frydendahls solodel, men der er også mere komponerede shots, især en sort sol-fugleflok i solnedgang river i vemodet.
Og i det hele taget fungerer billedsiden, som lydsiden, som en smuk opblødning af grænserne mellem prosa og poesi, vanens blindhed og nærværets skarpsyn, reportage og kunst. Solhverv lægger betydning i det banale og peger på det ekstraordinære potentiale i det normale – hvis bare man lytter eller ser efter.
Nye neurale og kulturelle forbindelser
Solhverv er en kunstjournalistisk topografi. Af høj kunstnerisk standard og med den særlige kvalitet, at det skærper sanserne – især over for dansk provinskultur.
At se en sportshals lakerede gulve og rødhvide målstolper forvandlet til en sanseforvirrende fotocollage fortæller os, at alt ikke er socialrealisme i vores fortid. At høre forsamlingshusets bralrende folkelighed blive indlemmet i og forlenet med en fremragende kunstmusikers værk skaber nye neurale og kulturelle forbindelser.
Der er andre vinkler på vores historie, end dem vi vanemæssigt indtager. Vi kan selv blive herrer over vores barndom og ungdom. Vi kan fortælle det hele på ny. Det ved vi fra psykoanalysen. Men her på Solhverv sker det ikke gennem samtaleterapi, men gennem sanselighed, æstetik, det åbne blik og det udfoldede øre.
Således får også Holbæk en fornyet chance i denne anmelders personlige, provinsielle hjemstavnsdigtning.
Var der noget, jeg overså? Var der noget, jeg burde have lyttet nærmere til? Det er værd at genoverveje – under indtryk af den æstetiske nydelse og rørende undersøgelse, som Solhverv er.
Fryd Frydendahl & Lars Greve: ’Solhverv’ 38 s. ill. og en LP. Roulette Russe. 500 kr.
