Med kædedansens kraft

Allersydligst på det sydligste af de frodigt græsbevoksede skær, som kaldes Færøerne, ligger ud mod vest den forblæste bygd Sumba. Indbyggerne er kendt for at være hårdføre og barske og for, når det behøves, at arbejde røven ud af bukserne. Desuden har de om nogen vedligeholdt traditionen for at danse i tæt kæde og synge kraftige kvad, der for nogles vedkommende går tilbage til middelalderen. Sumba burde således være oplagt som udgangspunktet for en roman om tilblivelsen af det moderne færøske samfund samt i videre forstand om menneskelivet i hele dets voldsomhed og brutale vælde.

Forfatteren Jóanes Nielsen (f. 1953) er ganske vist ikke ægte sumbing, men hans mor stammede da i hvert fald fra bygden, og derfor kan han øse af den mundtlige overlevering derfra og bruge den som fortællestof i andet bind af den ’nordatlantiske krønike’, som i 2011 indledtes med Brahmadellerne (på dansk 2012).

Efter mødet, det på en gang overvældende og lettere forvirrende møde med sidstnævnte værk, talte flere anmeldere om dets besynderligt hybride karakter. Brahmadellerne fremstod på én gang som en fiktion og som en dokumentarisk skildring. Den blandede nok så frit regelret realistisk fortælling med vild og uregerlig fantasi, og den indflettede uden smålig hensyntagen til skellet mellem skønlitteratur og faglitteratur essaylignende kapitler, leksikonopslag og citater fra historiske annaler.

Samme blandingsstrategi benyttes i fortsættelsen, der dog samtidig har en episk kerne, eller rettere et fastholdt hovedspor, i hovedpersonen Eigil Tviburs omtumlede skæbne. Han kommer til verden i 1953, altså samme år som forfatteren, og nævnes faktisk også som ophavsmand til Brahmadellerne, uden at dette dog forhindrer Jóanes Nielsen i at citere sig selv ved sit rette navn og endda fremhæve selveste Jóanes Nielsen som en af Færøernes betydeligste moderne digtere!

Uset miks

Vi har altså at gøre, ikke alene med en genremæssig hybrid, men også med et hidtil uset, men meget muntert og ofte livsbekræftende miks af roman og selvbiografi og metalitterært inficeret autofiktion. Og vi får en masse at vide! Vidste du f.eks., at Hermann Göring i 1911 kom til Færøerne i egenskab af sanger i et kor og med en pige blandt de lokale avlede en søn, som blev flaskerenser på apoteket? Er det nyt, også for dig, at der i 1930’erne, på de forblæste øer, fandtes inkarnerede nazister, som tilbad Adolf Hitler som en gud? Har du hørt, at folk fra bestemte Suðuroy-slægter har svømmehud mellem tæerne? Vidste du, at der engang blev forøvet sprængstofattentat mod Lagtingshuset i Tórshavn? Og kender du mon det nøjagtige tal på de færøske søfolk, som døde under Anden Verdenskrig, mens de fragtede saltfisk til England (133)?

Sideløbende med oprulning af disse historier i historien deltagtiggøres læseren i brutale opgør: vold, voldtægt og vrede, hævn af barskeste slags. I første bind blev en far skubbet ud over klippekanten af sønnen, og en færøsk kvinde blev voldtaget af fulde britiske søfolk. I nærværende bind sætter en mor ild til familiens hus, der forekommer heftige bloddryppende scener på hele to skibsrederes kontorer, og der finder en voldtægt sted i en stald mod et nok så nært familiemedlem.

Jóanes Nielsen skriver, at uden de omtalte voldsomme typer ville Færøerne være lige så tomme og glansløse som glasøjet i hovedet på Eigil Tviburs mors onkel Hjartvard. Det er nu nok lidt overdrevet udtrykt, i betragtning af at det var ham, der var voldtægtsmanden i stalden. Men man forstår godt, hvad forfatteren mener, og medgiver, at denne roman kun kunne berettes lige buldrende som en færøsk brænding, lige så trampende som kædedans i Sumba og lige så veloplagt snakkende som en ægte folkelig skrønefortæller.

Jóanes Nielsen: ’Bolsjehjerte. En nordatlantisk krønike’. Oversat fra færøsk. 367 s. 299,00 kroner. Forlaget Torgard