Disneys dyr er ét af mange billeder på menneskets forhold til naturen. Nærmest alle nulevende homo sapiens er opfostret med Disneys billeder som et af de kulturelle filtre, vi ser på verden gennem. Nogle vil endda mene, at Disney direkte har formet vores forhold til de såkaldt underlegne arter: Kritikere af et sentimentalt forhold til dyr snakker om disneyficering.
Et hjortekid kalder vi en Bambi, og store øjne kalder vi Bambi-øjne, selvom et virginiahjortekid ikke har særligt store øjne – kun hos Disney. Og ser vi ikke en surikat som Timon fra Løvernes konge, hvis vi ser en?
Når Disney-dyr skal være identificerbare hovedpersoner, tager man dyret ud af dyret. Vi er alle opvokset med Anders And og Mickey Mouse, dyr i mennesketøj og uden dyreadfærd. I de klassiske Disney-tegnespillefilm er dyr små cheerleaders, der syr Askepot en kjole, så hun kan imponere til bal hos prinsen. Lady og Vagabonden (1955) og Aristocats (1970) genfortæller storbyens trængsler og modernitetens dramaer via kæledyrsspejling. På nær mesterværket Bambi fra 1942 er mennesket Disney-verdenens centrum.
Dyrenes orden
Så kom Løvernes konge, netop digitalt genindspillet, for et kvart århundrede siden som et højdepunkt i Disneys store renæssance i 1990’erne.
Allerede i sit første år blev Løvernes konge den bedst sælgende spillefilm i biograferne nogensinde, kun overgået af Jurassic Park, og snart efter den bedst sælgende film på video og den mest populære musical nogensinde. Den nye genindspilning af filmen i hyperrealistisk 3D-animation ved den populære instruktør Jon Favreaus hånd er altså en tilføjelse til en af de største populærkulturelle fortællinger i menneskehedens historie.
Og i Løvernes konge har dyrene ikke tøj på. De syr ikke tøj til mennesker eller leder dem hen til dværge, de spiller ikke jazz om natten, de kan ikke flyve som Dumbo. De bevæger sig sådan, som dyr bevæger sig (når ikke lige de swinger ubekymret til »Hakuna matata«). I Løvernes konge er dyrenes orden naturens orden. På disse dyrs overdådige savanne findes mennesket ikke, ikke engang som bambisk eller junglebogensk eller tarzansk trussel i periferien.
Løvernes konge legemliggør derimod fantasien om en episk, uberørt natur gjort af den slags billedskøn og idyllisk storslåethed, som mennesket rejser verden rundt for at berøre. Filmens åbningssekvens med Elton Johns og Tim Rices »Circle of Life«-sang til en smuk solopgang og en løveunges prinsedåb foran sit rige dyrerige er visuelt bjergtagende savanneporno, der hvisker: Her har I den, naturen, uberørt, for første gang. Lad os besynge dyrenes natur, deres overlegne cirkulære økosystem. Det var den følelse, Løvernes konge gav os i 1994: Pludselig var dyrene ikke hjælpere, de bar på en sandhed i sig selv.
Mennesket sneg sig ind i filmen på to andre måder: Dels gennem dyrenes menneskestemmer og menneskesang, som vi er blevet så vant til, med en effektiv blanding af humor, patos, gru, romantik og drama.
Og så ved at lade savannen blive udsat for en omgang menneskelig shakespearsk disruption med sit Hamlet-magtspil: Lilla Simba kommer til verden som arvtager til løvefar Mufasas trone. Den forbitrede farbror Scar (oprindeligt med isnende skurkestemme af Jeremy Irons) planlægger højforræderi. Han vil slå sin egen bror og nevø Simba ihjel for at overtage tronen og regere som fascistisk diktator.
Mufasa dør, Simba overlever knebent i en af filmhistoriens store tudescener, han manipuleres af sin onde onkel til at flygte langt væk med skyldfølelse og opvokse blandt ubekymrede hippiedyr. Og grundet denne menneskelignende magtsyge bliver savannens orden smadret, naturen smadres, alle dyr lider. Indtil Simba, opmuntret af sin lækkertmodnede barndomsveninde Nala, bliver sin opgave som økopatriark voksen og vender tilbage.
Wow, 2019, du kan noget!
Jon Favreaus nye liveactiongenindspilning minder (kedeligt) meget om sin forgænger. Mens andre af de senere års digitalt lirede genindspilninger og versioneringer af Disney-filmklassikerne – Junglebogen, Dumbo og Aladdin, blandt andet – bøjer, drejer og opdaterer fortællingerne i tidsåndens eller et forfriskende fortælletwists tjeneste, så er Løvernes konge i meget høj grad stadig (bare) Løvernes konge.
Der sker det akkurat samme, filmens klipperytme er den samme, de samme scener jagter på samme måde vores gys, gru og tårer. Med få undtagelser er sangene de samme. Og trods tre af tidsåndens største stjerner på den nye liste over stemmeskuespillere – Beyoncé Carter-Knowles som voksen-Nala, Donald Glover som voksen-Simba og HBO’s britiske aftenshowvært John Oliver som nyhedsfuglen Zazu – leverer de ingen sprælske fortolkninger af karaktererne, men holder sig pænt til det, der også virkede i 90’erne.
Tempoet er vist skruet lidt ned – den nye digitalversion er knap to timer, mens tegnefilmen er halvanden, måske bevæger ’virkelige’ dyr sig lidt langsommere end tegnede?
Det iøjnefaldende nye ved 2019’s Løvernes konge er filmens stræben mod visuel virkelighedseffekt: Den originale film tog tøjet af dyrene og ignorerede menneskelig civilisation. Dyrene i Lion King anno 2019 ligner ægte dyr, så man nærmest tror, at det er løgn. At det hele vist er lavet rent digitalt uden at involvere faktiske dyr i processen er … wow, 2019, du kan noget! Løvepelsen ser så virkelig ud, at man kan mærke den kilde varmt på håndfladen, tænderne ser så skarpe ud, at man kan mærke spiddet. Og tænk sig bare: en løveunge uden overdimensionerede øjne og kælent karrygule farver er lige så kær og hjerteskærende som den klassiske disneyficerede udgave.
Bagagen
De internationale kritikeres reaktioner har været en påfaldende blanding af ekstase og raseri. Er ånden fra klassikeren væk nu? Er genindspilningen ligegyldig? Vurderingen afhænger nok mere end almindeligt af, hvilken slags nostalgi beskueren slæber med sig i biografen, for de fleste har Løvernes konge flettet sammen med lidt af livets følelsesmæssige bagage. Som moderat Løvernes konge-fan vil jeg mene, at de nye effekter er mindst lige så bjergtagende for to 2019-øjne bag 3D-briller som tegnefilmseffekterne føltes i 1994.
De fleste kommer til at se begge film på én og samme tid, når de ser den nye. Viste man filmen for et menneske, der havde levet i en verden uden Disneys indflydelse, ville det forekomme helt absurd at se virkelige dyr fyre oneliners af og synge kække sange om højforræderi og spirende kærlighed. Men det er ikke den verden, vi lever i. Talende dyr, der er sat i verden for at spejle os, er vores verden.
Vi lever så også i en verden i 2019 i akut økologisk krise med hastigt uddøende dyrearter, global opvarmning og en absurd masseproduktion af kød, der piner andre arter og aktivt er med til at smadre vores fremtidige levegrundlag. Også dette faktum er og skal være et filter, vi oplever verden igennem: Og det får – i hvert fald mig – til at opleve den nye film – lagt sammen med dens fotorealisme – lidt anderledes.
Brutalt patriarkat
Set gennem det filter flygter Simba fra en brutal patriarkalsk verden af musafaer og scarer, hvor selv den gode konge myrder og æder sine underordnede, mens de stadig glad og fro hylder ham. Gennem det filter lever Simba i eksil med Pumbaa og Timon i et slags utopisk kollektiv, hvor alle to- og firbenede lever i ikkevoldelig sameksistens ved ikke at spise hinanden. Her er de en slags larvetare, der får deres næring fra »lokalt opdrættede«, som det kækt lyder, kryb og kravl. Her er det, viser det sig, slet ikke nødvendigt at være den brutale løve, som Simba er opvokset til at blive.
Er den eskapistiske verden, som ifølge filmen dyrker »ligegyldighedens linje«, i virkeligheden mere bæredygtig end det hierarkiske verdenssyn, Simba vender tilbage til? Når han myrder sig vej tilbage til tronen og rejser sig som retfærdig enehersker over de dyr, han selv kommer til at æde? Man kan argumentere for, at dyret Simba ganske enkelt får lov til at være dyr i denne fortælling, at han blot indgår i dyrenes orden, som altid vil handle om styrkemagt. Sådan er det, hvis vi bliver i den forestilling, at Løvernes konge rent faktisk handler om dyr.
Men sætter vi os i løvens sted, lader vi ham repræsentere os og vores ansvar for naturen, så ser vi os selv på øverste trin i dyrerigets stige. Så er denne tilbagevenden til det voldelige løvedømme (stadig) en mærkelig måde at betragte vores magt over dyrene og naturen på.
Disney og Favreau gør egentligt ikke noget særligt for at få os til at se deres store epos med nye briller. Men de minder os dog om, at dyr ikke har Bambi-øjne. Og giver anledning til igen at diskutere et af vestlig kulturs mest populære værker om natur og kultur. Allerede dér er vi nået et stykke.
’Løvernes Konge’. Instruktion: Jon Favreau. Manuskript: Jeff Nathanson efter Brenda Chapmans historie. Kamera: Caleb Deschanel. Længde: 118 min. (Vises i de fleste biografer i hele verden, men se den for Guds skyld i 3D)
Er uvedkommende kommentarer ikke 'Nationen's' varemærke?