Læsetid: 4 min.

Melankolsk dystopi dominerer Thom Yorkes nye soloalbum og kortfilm til Netflix

Der er modløst og ensomt i den drømmeverden, Thom Yorke omsætter til musik på sit tredje soloalbum ’Anima’. Det udkommer samtidig med en tre-i-en musikvideo, hvori Radiohead-forsangeren søvndrukkent danser sig gennem en trøstesløs verden fyldt med skrald i jagten på sin drømmekvinde
Thom Yorkes nye album ’Anima’ er en klaustrofobisk blindgyde af bløde elektroniske beats, loops og ikke mindst Yorkes unikke sørgmodige vokal, skriver Informations anmelder.

Thom Yorkes nye album ’Anima’ er en klaustrofobisk blindgyde af bløde elektroniske beats, loops og ikke mindst Yorkes unikke sørgmodige vokal, skriver Informations anmelder.

Valentin Flauraud

20. juli 2019

Der er drømme. Der er mareridt. Og så er der et mismodigt, angstpræget mellemstadie, som dét Thom Yorke skaber med sin sfæriske electronica på sit tredje soloalbum, Anima. En melankolsk tilstand, hvor drømmenes logik råder. Hvor hovedparten af menneskene efterligner hinandens hovedløse færden gennem storbyens blindgyder. Hvor de går i tomgang, som motoren i en førerløs bil.

Når nu forsangeren for rockgruppen Radiohead har valgt at opkalde sin tredje soloplade efter dybdepsykolog Carl Gustav Jungs begreb for den arketypiske kvinde, kan det ved første gennemlytning undre, at kvinder er så godt som fraværende i de ni sange, der tilsammen udgør albummet. Men forklaringen skal nok findes i, at Anima ikke kun er en musikudgivelse. Det er samtidig en kortfilm på 15 minutter, der kan ses på streamingtjenesten Netflix.

I denne tre-i-en musikvideo, instrueret af Paul Thomas Anderson, er kvinden det primære pejlemærke for den mildest talt groggy sanger. Gennem det lille kvarter, filmen varer, jagter Yorke den brunette, han får øjenkontakt med i mængden af ensartede hverdagszoombier, der spjætter rytmisk asynkront, mens de bumler sig gennem natten i en undergrundsvogn.

Yorkes jagt efter sin drømmekvinde går gennem en verden, hvor tyngdekraften er utilregnelig, og det regner med skrald. Det er en febrilsk og søvndrukken Yorke, der skiller sig ud fra den mekanisk koreograferede mængde. Han kludrer og krampehopper sig mod strømmen, og han spiller – eller rettere danser – over for Dajana Roncione, som han også danner par med uden for filmens dystopiske univers.

Uløselige knuder

De tre sange, der udgør lydsporet til Anima-filmen, er »Not In The News«, »Traffic« og »Dawn Chorus«. I filmen smelter de tre sange sammen, selv om de ikke er placeret i samme rækkefølge på albummet. Og det er en af styrkerne ved Anima, at de ni numre naturligt smyger sig i forlængelse af hinanden, så pladen samlet set virker mere helstøbt, end Yorkes tidligere soloværker.

»Dawn Chorus« er en nedslående ambient morgensang, der problematiserer, hvordan det moderne menneske kan føle sig fanget i det rottehjul, som mængden af stres og pres og rutinearbejde indfanger en i, indtil man en dag ikke magter det mere. Musikalsk er det alt andet end hektisk. Melodien er smuk og simpel med blidt anslåede synthesizertoner, der runger opgivende og cyklisk, og afslutningsvis blandes med de mekaniske fuglefløjt, der åbner næste nummer, »I Am A Very Rude Person«.

»Impossible Knots« er bygget over en blød insisterende basrundgang, der mixes sammen med åndedræt og hi hat-slag, mens Yorke synger om at være knudret ind i et uløseligt rod, ikke at kunne finde hoved og hale i sig selv, sin situation, at være på vej i alle de forkerte retninger.

Den dystopiske tematik understøttes af de sensible viretoner og loopede lyde, som den amerikanske musikproducer Flying Lotus har inspireret Yorke til at lade være bærende i sine kompositioner. Svirpende, knasende, pibende lyde strækker sig gennem den søvndrukne elektroniske drømmetilstand, som musikken skaber.

Søvndrukne rotter

Numrene på Anima er skabt i en slags digital hermeneutisk cirkelsamarbejde mellem Yorke og hans mangeårige producer Nigel Godrich efter formlen: Yorke sender ufærdige lydskitser til Godrich, der udvælger de bider, han ser potentiale i, hvorefter han sampler og looper dem sammen til et lydspor, som Yorke afslutningsvis skriver tekster til, han kan synge ind over – oftest med en stemme, der rumsterer rastløst og vildfarent mellem de mange elektroniske klange.

Som på »Last I Heard (... He Was Circling the Drain)«, hvor Yorke tegner et faretruende billede af en verden af skrald og slum, hvor mennesket indtager rottens rolle, som den der svømmer gennem rendestenen. Og et kor, der overdøves af helikoptersnurrende svip, gentager de samme ord om at vågne i en tilstand af ikke at kunne tage det.

»An empty car in the woods / The motor left running« synger Yorke ømt og lyst på nummeret »Twist« til et digitalt klikkende trommebeat. Lydene reflekteres frem og tilbage mellem hinanden, så det giver en følelse af at være fanget i et lufttæt rum, indtil sangen mod slutningen åbner sig i en art svømmehalsakustik, hvor lette akkorder runger mellem klordampe.

Den karismatiske Radiohead-forsanger har tidligere udgivet de to soloplader The Eraser og Tomorrow’s Modern Boxes. Og sidste år overraskede han med det hårrejsende soundtrack til genindspilningen af horrorfilmen Suspiria. Men hvor kompositionerne på Suspiria var skrækindjagende og som forhekset af grufulde klavermelodier, er Animas grundstemning en anderledes afdæmpet og nedslående form for skræk og rædsel.

Anima er en klaustrofobisk blindgyde af bløde elektroniske beats, loops og ikke mindst Yorkes unikke sørgmodige vokal. Havde det ikke været så modløst og dystert, kunne man nemt indlulle sig i de stemningsfulde søvnmønstre.

Thom Yorke: ‘Anima’ (XL Recordings).

Filmen ‘Anima’, instrueret af Paul Thomas Anderson, kan ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Jørgensen
Bjarne Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu