Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Mellemøstlig anarki og tre andre koncerter fra årets jazzfestival, der er meget mere end trompetsoloer og bigbands

Fire koncerter på årets jazzfestival vidner om, at jazz i det nye årtusind kan være meget andet en trompetsoloer og bigbands, der spiller standarter. Loopstationer og digitale effekter har gjort deres indtog. Men de digitale elementer skal bruges i kontrolleret samspil med de akustiske, og improvisationen leveres bedst med humor. Ellers bliver det elektroniske greb om jazzen for maskinelt
Sudan Archives (billedet) er en del af temaet Future Sound of Jazz, som Copenhagen Jazz Festival har præsenteret siden 1996. Det er en koncertrække med navne, der eksperimenterer med et integrere den elektroniske musik, som den lyder lige nu.

Sudan Archives (billedet) er en del af temaet Future Sound of Jazz, som Copenhagen Jazz Festival har præsenteret siden 1996. Det er en koncertrække med navne, der eksperimenterer med et integrere den elektroniske musik, som den lyder lige nu.

Kristoffer Juel

Kultur
15. juli 2019

Det er ikke kun messingblæsere, der har spillet gader, pladser og spillesteder op under de seneste ti dages Copenhagen Jazz Festival. Også loopstationer, effektpedaler og andet computergrej har møvet sig ind mellem de traditionelle akustiske instrumenter. Og der er mange tilgange til dette mix, opdager jeg på min tur forbi fire koncerter, der på forskellig vis integrerer elektroniske elementer.

Min jazzfestival begynder i en trappeskakt under det klodsede bygningsværk BLOX ud til Københavns Havn, hvor korensemblet IKI suger alles øjne til sig med deres multikulørte udklædning.

IKI er et tværskandinavisk sangsamarbejde, der består af fem kvinder fra Danmark, Norge og Finland. De bruger deres vokaler til at fremtrylle et eventyrligt og humoristisk lydunivers. Og de er umådeligt visuelt indtagende, ikke mindst fordi de optræder iført individuelle ansigtsmasker fremstillet af den norske designer Damselfrau.

Jullie Hjetland glinser metallisk som en bille, og de abnorme mængder af gul og lilla tyl, der pryder Anna Moses striktrøje, leder intuitivt tankerne ind i en fantasiverden, hvor skønsang er en sprogløs kakofoni. Som de står der på række i deres besynderlige gevandter med hver deres mikrofon og hver deres palet af pedaler foran sig, er de lige til at forveksle med en flok paradisfugle, der udfører en stemmebåren parringsdans. Sammen fremimproviserer de en vidunderlig eventyrlig nonsens, en kreativ tungetale, en feminin dadaisme.

De udnytter deres stemmers spændvidde til at opbygge numre, der er lige dele absurde og skønne, når en enerverende ræbende strubelyd for eksempel fungerer som et beat, der ved gentagelsens kraft bliver både rytmisk og komisk.

Deres individuelle prust og suk og skrig og smasken smelter sammen til et kvidrende virvar, som om rumpenisserne fra Ronja Røverdatter var samlet til paneldebat i Operahuset. Og til slut smider de masker og mikrofoner og giver et ekstranummer a cappella, der vidner om deres utrolige fornemmelse for timing og vejrtrækningsteknik.

Rodet violinlir

Senere på aftenen er jeg på et tætpakket, lummervarmt Loppen til koncert med Sudan Archives. Det lyder afrikansk, men bag navnet gemmer sig den 25-årige amerikaner Brittney Denise Parks fra Cincinnati, Ohio.

Sudan Archives spiller en hybrid af r&b, Fela Kuti-inspireret afrobeat og elektronisk musik. Hendes særpræg er violinen, som hun spiller i en stil, der trækker på sudanesisk folkemusik. Og som hun looper og forvrænger og tilføjer lydeffekter, der får det til at klirre, som kastede hun glasskår ud over publikum.

Hun holder sin violin tæt til brystet og pizzikerer strengene. Så looper hun de løst anslåede toner, så de kører i ring, og finder buen frem. Hun stryger strengene, så melankolske klange smyger sig hen over de skæve violinplirsloops.

Violinen kan være et utaknemmeligt instrument. Der skal ikke mange sure toner til, at det lyder ulideligt. Og selv om hverken Sudan Archives eller publikum lader sig mærke med den alt for høje bas, der får alt til at brumme, ender de fleste af hendes numre med at drukne i et lidt uheldigt lydkaos.

Det er, som om hun har for meget at holde styr på, så hun hverken kan være koncentreret tilstede i sit violinspil eller i sin vokal, der veksler i styrke og temperament. For hun skifter umotiveret mellem rap og sensuelt soulede hviskelyde på numrene »Not For Sale« og »Beautiful Mistake« fra hendes seneste EP Sink.

I en koncertsituation kommer det til at virke trægt, når de underliggende violinriff først skal indspilles og loopes, før sangen kan bevæge sig videre. Og hvis første gennemspilning ikke udføres fokuseret, ender loopet med at udstille de skønhedsfejl, der måtte være. Det bliver pludselig tydeligt, for selv om en stor del af Sudan Archives lydbillede består af præprogrammerede beats, lyder det rodet og fragmenteret.

Arabisk synth-anarki

Da jeg torsdag aften ankommer til spillestedet Alice, er det pudsigt nok Sudan Archives hit »Come Meh Way«, der brager ud af højttalerne. Og da jeg hører det insisterende violinriff, der skærer sig ind i hukommelsen, ærgrer det mig endnu engang, at Sudan Archives ikke kunne matche sangens coolness og akkuratesse på scenen.

Jeg befinder mig igen i et mørkt og varmt lokale – nu for at se egyptiske Nadah El Shazy. Hun har lært klaver fra barnsben, var ung i det egyptiske punkmiljø og siden en del af Kairos elektroniske musikscene. Og så har hun været tilknyttet center for elektronmusik i Stockholm, Elektronmusikstudion. På sit debutalbum Ahwar integrerer hun lige dele sin egyptiske oprindelse og elektroniske nysgerrighed, hvilket har fået pressen til at kalde hende en mellemøstlig Björk.

Nadah El Shazly.

Nadah El Shazly.

Kristoffer Juel

Nadah El Shazly stråler om kap med æblet på sin bærbare Mac, mens hendes fingre hurtigt skifter mellem knapperne. Hun fremskruer et mærkværdigt mix af smølfekor og dybe røster hen over det svenske brødrepar Karl Mauritz Agnas og Konrad Agnas’ kontrabas og trommer.

Shazly betjener sin synthesizer som en anarkist. Hendes demonstrative brug af melodilinjer og effekter er fjollet og overstadig. Det er, som om hun til stor indre fornøjelse dekonstruerer de smukke mørke toner, hendes bassist fodrer hende med.

Det arabiske sprog bliver i Shazlys mund et dekorativt, groft og magnetisk sangsprog. På »Barzakh« hengiver hun sig helt til de grove konsonantlyde. Det klinger krads, som var hun langsomt ved at synge sine indvolde op.

Afslutningsvis synger hun nummeret »Mahmiya« uden mikrofon. Hun holder tonerne længe, og det lyder i enkelte øjeblikke som den svenske Anna von Hauswollf, gotisk næsten growlende. Med en afbalanceret dosis af skæv humor og arabisk adstadighed drager hun sine lyttere ind i en elektronisk ekstase. Kombinationen af hendes lydhørhed og anarkisme er eminent.

Funkfusion

Anderledes ekstrovert er funkkollektivet Ghost Note, der spiller lørdag aften på Balders Plads. De har det en anelse klemt på scenen, hvor den syv mand store trup er taktisk placeret mellem Robert ’Sput’ Searight og Nate Werths respektive trommesæt.

Nogle er måske kommet for at se (og høre) bassisten Mono Neon, der har en skriggul striksok dinglende fra hovedet på sin bas. Det er ikke uden grund, at han er blevet et YouTube-fænomen, for han spiller en imponerende omvendt venstrehåndsbas, og da ’Sput’ introducerer ham, undlader han heller ikke at gøre opmærksom på, at han har spillet for selveste Prince.

Ghost Note på Balders Plads.

Ghost Note på Balders Plads.

Torben Christensen

Det er ikke til at sætte en finger på Ghost Notes tekniske kunnen. Deres temposkift er smidige og giver naturligt plads til indskudte, veleksekverede soloer på både saxofon og bongo. Stilmæssigt bevæger de sig fra slagtøjsdueller a la Safri Duo over psykedeliske guitartåger og den romantiske keyboardbalade »Fragile«.

Men Ghost Note er primært et funkband, hvilket de bl.a. demonstrerer ved at spille »Nigel Duke« fra albummet Swagism, samt ved at hylde trompetisten Freddie Hubbard i et energisk, dansevenligt cover af hans »Mr. Clean« fra 1971.

At Ghost Note spiller hen over diverse samples virker unødvendigt, når nu scenen er pakket med kompetente musikere som Jonathan Mones, der det ene øjeblik puster blidt i sin tværfløjte og det næste leverer en ekvilibristisk altsaximprovisation.

Elektronikkens aftryk

Min færden gennem årets jazzfestival vidner om, at jazz i det nye årtusind kan være meget andet en trompetsoloer og bigbands, der spiller standarter. Loopstationer og computergenerede effekter har gjort deres indtog i takt med, at r&b, hiphop, ambient og afrobeat influerer og fusionerer med jazzgenren.

Både Sudan Archives, Nadah El Shazly og Ghost Note er en del af temaet Future Sound of Jazz, som Copenhagen Jazz Festival har præsenteret siden 1996. Det er en koncertrække med navne, der eksperimenterer med et integrere den elektroniske musik, som den lyder lige nu.

Men det er ikke nok at medbringe et dansabelt beat hjemmefra. Det er ikke nok at kunne optage en sangtrille eller et violinriff og sætte det på repeat. De elektroniske elementer skal bruges i kontrolleret samspil med de akustiske, og improvisationerne er bedst, når de leveres med humor. Ellers risikerer det elektroniske greb om jazzen at blive for maskinelt.

IKI. Koncert onsdag den 10. juli 2019 på BLOX.

Sudan Archives. Koncert onsdag den 10. juli 2019 på Loppen.

Nadah El Shazly. Koncert torsdag den 11. juli 2019 på Alice.

Ghost Note. Koncert lørdag den 13. juli 2019 på Balders Plads.

Alle koncerter var en del af Copenhagen Jazz Festival 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Karlsen

Et lokalpatriotisk indspark fra uden for København:

I stedet for i overskriften at skrive "årets jazzfestival", kunne der så ikke stå "Copenhagen Jazzfestival"? Kbh. er trods alt ikke det eneste sted i landet, hvor der afholdes jazzfestivaler i Danmark (https://de.wikipedia.org/wiki/Liste_von_Jazzfestivals_in_D%C3%A4nemark).

Christian De Thurah

Hvordan spiller man standarter?